Dagens blogindlæg kan sædvanen tro også læses i avisen.dk

Der er lagt op til krig om det elektroniske mediemarked de næste år. Debatten er præget uendelig meget af markedskampen mellem de private medier og public service medierne. De private mediehuse med udgangspunkt i dagbladene ønsker at reducere public service – især de offentligt finansierede medier i DR.

TV er oftest hovedemnet i mediekrigen.

Men et andet – radioen – er den afgørende faktor i Taxamandens medieforbrug. Den passion deler jeg ugentligt med mere end 4 millioner danskere

Moderne radio skabes i såkaldte formater. Siden 1980’erne, hvor DR’s totale monopol blev brudt, har formattænkningen være styrende – også i public service. Det var slut med at blande alle mulige  målgrupper sammen på de samme frekvenser.

Formattænkning er og bliver kommercielt i sit DNA.

Continue reading…

Fra en af mine klummer i Ekstrabladet – hver søndag i magasinet EKSTRA:

Det har altid optaget mig – dette ”arms-control” forhold mellem elskende mænd og kvinder.

Ikke våbenstilstand. For især vi mænd kan slet ikke holde til, at krigen bryder ud om lidt. Ikke neutralitet, for hvis man forsøger at undgå balladen i parforholdet, har man ikke forstået en skid og fjernet erotikken. Men den med våbenkontrollen, den er jeg med på. Der skal være en grænse for anvendelse af de forskellige våbentyper. Det kan jo ikke nytte noget, at hun vil skilles, bare fordi man har glemt vasketøjet eller jeg flytter hjemmefra, fordi fruen har lyst til ugens femte gulvvask.

Det ville være som at skyde kolibrier med raketter.

Men lidt krigsfare – eller i det mindste koldkrigsfare skal der åbenbart være. Det virkelige forhold mand-kvinde er mere i familie med en hemmelig mission i ingenmandsland end en hjemmeværnsøvelse i Stokkebjerg.

Det er vi sikre på, kunden og jeg, da vi en morgen tager turen fra hans én mands-hybel i forstaden til lufthavnen.

Continue reading…

Hvis du synes, at menneskets kærlighed til vores kæledyr er latterlig, skal du ikke køre taxi.

I hvert fald ikke med hundetilladelse.

Hundetilladelse?

Jo, den er god nok. Ligesom du skal have en ren straffeattest for overhovedet at køre taxi og en børneattest (Ikke er straffet for pædofili eller lignende …) for at køre alene med de yngste– så eksisterer der også en ”hundetilladelse”. Den er nu opfundet for at beskytte – ikke hunden men taxichaufføren. Nogle chauffører vil ikke køre med kæledyr på grund af allergi eller risiko for griseri i kabinen. Andre af religiøse årsager eller måske, fordi de er bange for menneskets bedste ven.

Taxamanden kører med alt fra kanariefugle til gadekryds af blandet herkomst.

Jeg er vild med både kæledyr og tilstanden på min lønkonto. Og så er det i øvrigt en myte, at kæledyr sviner. En fordrukken nattekunde taber alt fra coke til tyggegummi på bagsædet og er ude af Merceren, før jeg opdager det.

Katte er oftest i transportkasser og hunde sidder som regel mellem kundens fødder og taber højst et lille strithår på måtten.

Åh Herregud, i forhold til menneskets største svinehunde.

Continue reading…

Dagens blogindlæg er fra en af mine tidligere klummer i Ekstrabladets magasin, EKSTRA

David kæmper sine kampe i livet.

Skolen jeg skal køre ham til er netop en af de skoler, der skal gøre livet lettere at leve. Ikke psykisk handicappede, som også er en dag af min taxi-hverdag. Hende jeg sang julesange med hele vejen op ad strandvejen. Eller ”Eva” – den 14-årige pige med Downsyndrom, som er så morsom og filosofisk, at jeg nogle gange savner hende, når jeg er i nærheden af hendes skole.

Men så tydelige handicap har David ikke.

Måske noget ADHD – og jeg ved det jo ikke. Han er bare en rar fyr, der skal køres til den særlige skole.

En tæt gut med mørkt hår og mørke øjne. Han sætter sig direkte på forsædet – ikke så meget pjat her. Han er en knægt for pokker, og alle drenge kan lide at køre Mercer. Jeg får en lille bid af hans historie hver gang. Små bidder. For han er en rigtig mand og som far til tøser, har jeg forstået, at drenge ikke bare vælter ud med dagens store følelser. Bare lidt ad gangen – og resten klarer jeg selv. Vi, pigeforældre, kender i højere rad til skoledagens enorme dramaer.

Sådan genfortalt med brug af kønnenes klichéer.

Continue reading…

Dagens blogindlæg bringes som sædvanligt om onsdagen også i avisen.dk.

Jeg slap ikke mindst chefjobbet til fordel for taxien for at blive et frit mennesker.

Ingen karriere at klamre sig til.

Ingen fagforeninger at tage hensyn til.

Ingen direktion eller bestyrelse at stikke i rend for!

Men jeg må erkende, at jeg har fundet en uafhængighedens overmand: FACEBOOK!.

Sådan havde jeg det i morges, da jeg vågnede i Taxamandens seng i og kneb mig selv i armen og egentlig ikke havde lyst til at bytte med hverken baronen eller radiodirektøren. Er jeg overhovedet noget uden Facebook?

Inden jeg faldt i søvn havde jeg fået den nedslående besked, at en af mine gode medie-venner stadig ikke kunne stoppe den shitstorm, som nogle anonyme racister har indledt mod hende. De har bl.a. – anonymt – lavet siden – Ayse Dudu Tepe har sympati for Islamisk Stat. Påstanden er absurd og ophavsmændene er usynlige. ”Den (siden) er ikke blevet fjernet, fordi vi har vurderet, at den ikke overtræder Facebooks fællesskabsregler…”

Direkte godnathilsen fra Big Brother.

Det vil jeg kraftstjeleme ikke finde mig i!

Continue reading…

Han er en nydelig, ældre herre, manden i lyskeglen fra den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Slank men ikke mager. En mørk uldfrakke og et marineblåt halstørklæde slået to gange om halsen og samlet mellem frakkekraven og den ligeledes blå pullover.

En lille smule krumbøjet, måske. Men det må vel være i orden, at en mand først i 70’erne ikke helt har den samme kropsholdning, som den garderhøje mand givetvis havde, da han var helt ung.

– Vil de være venlig at fortælle mig, hvad klokken er lige nu, siger herren på sit nydelige, nærmest dialektløse rigsdanske – hvis der altså er noget, der kaldes dét i vore dage. Det er jo egentlig også ligegyldigt, – jeg ved, at det sprog tales derude. Jeg kender det fra min egen far. Nu kan jeg se det og jeg smiler lidt indvendigt. Velklædt, veltalende, høflig, man siger endnu De i tiltale. – Jo, kunden denne tidlige morgen kunne være min egen far.

Køreordren indeholder destinationen – et af regionens helt store hospitaler. På dette tidligere tidspunkt kan det meget vel være en af de mere alvorlige undersøgelser, måske dialyse – måske kemo, der er tale om. Jeg ved af erfaring, at noget af nervøsiteten kan dulmes med en samtale – eller bare en hyggesnak.

– Jeg vil meget gerne sikre mig, at vi når frem til tiden, da jeg skal mødes med min svigerinde. Hun vil gå med mig til undersøgelserne.

Men mandens historie er ikke helt så almindelig som dette trivielle rendezvous mellem Taxamanden og en af dagens tidlige kunder.

Continue reading…

Godt nytår!

Nu starter Taxamandens univers igen efter en decemberpause, når det handler om indlæggene fra min taxikørsel.

Min plan er at fortsætte i sporet fra 2015.

• Mandag bringer jeg en af mine klummer fra Ekstrabladet
• Tirsdag en eksklusiv beretning fra 2282
• Onsdag mit blogindlæg i avisen.dk
• Torsdag eksklusivt igen-
• Fredag den ugentlige Videohilsen

Derudover holder jeg foredrag over hele landet, ligesom jeg af og til er oplægsholder om innovation og den nye medieverden i meget forskellige virksomheder.

Jeg kan kontaktes via oplysningerne her på siden-

Men allerførst en historie fra taxiens intime univers

Et ”god morgen” – og så et suk.

Lid trivielt, måske, men hvordan skal man ellers starte dagen, når klokken er omkring 4 og man burde lægge helt tæt med den smukke derhjemme. Det er kunden der sukker – jeg har et par timers forspring og gør klar til at scanne kundens behov. Og disse ukristeligt tidlige morgener er behovet som oftest stilhed. Mest radikalt for et par morgener siden, hvor en udenlandsk kunde satte ørepropper i og ”søvnmasken” fra flyet ind over øjnene. Jeg kiggede i spejlet og grinede indvendigt. Bort set fra habitten, lignede jeg en, der var ude at køre med Batman.

Nu kigger jeg i bakspejlet og morgenens kunde hverken sover eller har åbnet mobilkontoret med smartphone og tablet, som er det almindeligste. Han kigger ud over Øresund – vel nærmest lidt vemodigt – mens Merceren er på cruise ind og ud ad Strandvejen.

Så begynder han at snakke. Uvidende kvinder og nervøse mandfolk tror ikke, at mænd kan tale følelser med hinanden. Taxamanden kan bekræfte, at det er noget fordomsfuldt sludder. Vi tager en hurtig tur rundt om almindelighederne og stopper op ved overgangstiden, hvor børnene er halvstore og ægteskabet kører lige vel meget på autopilot. Kunden holder en pause. Først fanger han mine øjne i bakspejlet. En nærværende tilfældighed. Han sukker en gang til og kigger ud over vandet igen, hvor den røde sol hænger smukt over svenskekysten

– Lige nu oplever jeg det hele som en af de der socialrealistiske, britiske film, hvor den daglige trummerum med et fingerknips forvandles til et drama. Det er en måneds tid siden. Min kone var vågen og lå og kiggede op i loftet – sagde bare: ”… Jeg vil ikke mere!”

Continue reading…