Hun står med sine to kufferter foran karrè-bebyggelsen i den alt andet end rige del af rigmandskommunen. ” — en engelsk dame” stod der i køreordren her kl. fire på morgenens sidste tur. Lillejuleaftens morgen. Taxamandens sidste arbejdsdag inden juleferien.

En engelsk dame?`

Jeg kan ikke rigtigt få det til at passe med den lille, sorthårede kvinde med tørklædet. Ikke tørklædet for regnen men tørklædet for troen og kulturen.

Hun taler forbilledligt engelsk, og det er hende der skal køre til lufthavnen. Det engelske har hun lært på et sweizisk universitet. Total veluddannet på akademisk niveau. Ansat i De Forenede Nationer i København

Men ikke noget rigmandsprojekt. Hun bor som de laveste på stigen i forstaden.

Det er faktisk meget sjældent, at jeg kører med enlige, tørklædte kvinder fra de muslimske lande. Faktisk bliver jeg lidt usikker, fordi jeg som mange andre danskere er fyldt op til halsen med tanker om og billeder af kvinder klædt efter den muslimske tradition. Hvordan er jeg både respektfuld overfor hende og loyal overfor min egen kultur?

Continue reading…

Dagens blogindlæg bringes også i avisen.dk – et af landets store nyhedssites.

Diskussionerne om Danmarks Radio er som en sinuskurve.

Det ene øjeblik tales public-service mastodonten helt ned i helvede – det næste laves der licensforlig, som alt i alt giver fuld mulighed for både at bevare kvalitet og volumen og tilmed nye udviklinger. Talrige er de gange, hvor liberalistiske politikere har stillet spørgsmål ved det fornuftige i at bære nu næsten tre en halv milliarder licens-kroner ind på paller til statsradiofonien. Og lige så ofte falder selv højrefløjen til patten, når der stemmes i folketinget iom licensens størrelse.

Viel Geshrei und wenig Wolle – nationalmediet står over ideologiske grænser

Årsagen er selvfølgelig først og fremmest, at Danmark elsker DR.

Continue reading…

Hendes datter er lille og meget tynd. Alt for tynd.

Siddende i kørestolen ligner pigen en fugleunge. Store mørke øjne naget af sorg og smerte, Hænder så små og tynde, at de nærmest er gennemsigtige men malede med stærk, rød neglelak. Datteren svæver i ingenmandsland mellem barn og voksen. Længere fremme på køreturen fra Hospitalet i København til en forstad 20 km syd for forstår jeg, at datteren er 15 år.

Men hun er ikke større og vejer ikke mere end et otteårsbarn.

Jeg ville ikke ture løfte denne skrøbelige skabning af fare for at skade hende. Moren er hurtig og effektiv. Som en brandmand på redningsopgave, lægger hun begge arme om datteren i kørestolen, holder fast om hendes ryg og underkrop og løfter den fjer-lette pige over på Mercerens bagsæde. Et snuptag for livet.

Jeg står der som en ubehjælpsom klump kød og aner ikke, hvad jeg skal stille op.

Men den tunge, specialbyggede kørestol giver mig en rolle. Den kan ikke klappes sammen men skal presses ind gennem bagklappen. Jeg føler mig som Lenny i John Steinbecks Mus og Mænd.

For dum til andet end ureflekteret brug af mine kræfter.

Continue reading…

Dagens blogindlæg har været trykt i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA, hvor jeg er fast klummeskribent.

Statistisk set burde det ikke kunne ske. Og da slet ikke to gange på den samme uge. Og så alligevel sker det indimellem, at jeg genser nogle af mine kunder og hovedpersoner i vogn 2282.

Først stilheden og ensomheden.

Så pludselig en kunde, som sidder bare få centimeter fra mig.

Og ofte og helt uden planlægning: En stærk, eller en kærlig, eller en hård bid af et menneskeliv.

Et farvel og nogle gange ganske få sekunders øjenkontakt – så fortsætter vi derud blandt de godt 5 millioner danskere, de 500 mio. europæere, de mere end 7 milliarder verdensborgere

Et fugleperspektiv.

Lige præcist. Et meget lavtflyvende fugleperspektiv.

Det var præcist sådan jeg mødte ham, jeg dengang kaldte en fredselskende udgave af en Top Gun-pilot for et år siden. Jeg har skrevet om ham i min bog. Det var nok nattemørket, der spillede mig et puds. Anede blot pilotens heldragt med alle de smarte lommer, da han smed den store bløde taske ind i baggagerummet. Scenen var sat til alle drenges yndlingsemne, – flyvemaskiner. Og her var jeg så stødt ind i en, med flere bevingede maskiner.

Continue reading…

Jeg kender alle modargumenterne!

Det syriske regime har dræbt langt flere end religions-fascisterne fra ISIS har gjort på slagmarken og ved terrorangreb,

Eller:

Vi er jo selv medansvarlige for dette vanvid ved vores kolonialisme og vores meningsløse inddeling af ikke mindst Nordafrika i nationer, der ikke hænger sammen med folkenes selvopfattelse.

Eller statskvinden Angela Merkels med sin humanistiske synsvinkel dagen efter terrorudåden: ” … Vores frie liv er stærkere end deres terror … ”

Den vestlige verden har kæmpet i to verdenskrige med langt, langt større tab end de meningsløse drab i Paris i den forløbne weekend.

Nu må vi stå sammen.

Kan man være uenig?

Nej, men intet kan fjerne melankolien, der hænger i luften i disse dage.

Min farfar var frontsvin i den første verdenskrig

Jeg var i Toronto, Canada under terrorangrebet mod World Trade Center, Hvor patetisk, det end lyder, genkender jeg følelsen fra september 2001: Nu kommer den, krigen. Ligesom den sidste, hvor mine forældre var børn og teenagere. Eller den foregående, hvor min farfar kæmpede i skyttegravene Flandern. (Han var Østprøjser og måtte rejse ud af sit tålte ophold i Danmark for at slås for Tyskland på Vestfronten)

Continue reading…

Dagens blogindlæg har været bragt som en af mine ugentlige klummer i magasinet EKSTRA, et tillæg til Ekstrabladets søndagsudgave

Ekstrabladet har også sin egen radiostation med nyheder og rytmisk musik for “voksne”. Tryk på knappen – og lyt lidt!

Hans gangart er lige som ”udyrets” – klokkeren fra Notre Dame. Uden pukkel men foroverbøjet med et stort hoved og en stor overkrop. Det er den klassiske Quasimodo vi taler om – ikke Disney-udgaven får til udyret her hører ingen skønhed. Manden er enkemand gennem en del år. – Og der er ikke bare en smule udsigt til kærlighed fra de mennesker, han støder på i livet. Bort set fra drømmen om at tilbringe den kolde tid af året i Thailand, så hans gigtplagede krop kan rette sig noget mere op i den tropiske varme.

Men han har ikke turdet eller kunnet rejse de sidste par år, fordi jagten er gået ind på en beskyttet bolig herhjemme og hans førlighed blevet dårligere og dårligere.

Continue reading…

Dette blogindlæg har været bragt i Ekstrabladets søndags-magasin EKSTRA

Kan man forestille sig noget meget mere dansk end en hyggelig tur i byen med kollegerne. Den berømte med at ”… en lille én … ” bliver til nogle flere?

Klokken er fire om morgenen. Vi griner og fortæller historier til hinanden på turen fra minefeltet og så bare hjem. Dejligt langt denne tidlige morgen. Taxamandens kræmmer-hjerte banker. Og det ægte – det med blodet så rødt som i Dannebrog – slår også ægte taktfast. En broget buket af Vorherres blandede yngel. Tre af mine fire kunder arbejder ”på gulvet” i en stor, international forretning. Den fjerde er kæreste med den ene. Han arbejder så tæt sammen med en svensker, har sprogøre og lyder indimellem som om han har arvet dialekten. En af pigerne er færing og taler smukt rigsdansk tilsat hendes medfødte, atlantiske sprogtone. Taxamanden er som bekendt granitperker og evigt kendt på sit krøllebøllede modersmål. Og ud over en enkelt københavnersnude, er der så den mørkøjede kunde med et formfuldendt dansk tilsat et sprog fra et eller andet sydeuropæisk land.

Continue reading…