Dagens blogindlæg bringes også i avisen.dk – en af Danmarks store nyhedssites

 

 

 

 

Det var en af mine helt unge journallist-kolleger og gode ven, Johan, som fik mig til at brumme over tidens tand og dagens Politiken derude i morgenmørket i taxien. Egentlig ikke så meget den konkrete artikel. Mere en utålmodighed over, hvor hans generation egentlig er henne.

Og allermest taxi-gubbens irritation over artiklens overskrift:

Blev du også tvangsfodret med Kim Larsen af dine forældre?

Lidt uretfærdigt, at det skulle gå ud over Johan, der givetvis er en af landets kommende, stærke profiler i journalistikken – og under langt bedre uddannelse på RUC end min egen i Århus i 70’erne. Hans artikel har den klassisk journalistiske kvalitet, at den vinkler sig mod strømmen på national-spillemandens 70-årsdag.

Kim Larsen er blevet hovedrig uden rigtigt at have bedt om det. Og den dag skulle han altså hyldes som var der tale om Jesu genkomst hele døgnet, ja mange dage før i artikler og portrætter.

Heller ikke den fejring havde han orkestreret. Så lad nu Larsen ligge!

Min journalist-praktikant-ven valgte så at bruge sit personlige bulimiske forhold til Lune Larsen. I skolen, ved teaterkoncerter og i kampagner for friheden til at ryge – han var træt af at få tvunget manden og musikken ned i halsen som en fransk bur-gås, der skal produceres Foie Gras. Og det blev så indgangen til interviews med en række Larsen-manikere.

Men overskriften gav mig selv et irriterende modspørgsmål i de dage, hvor der endeligt kom lidt beskedent oprør på banen via unge studerendes demonstrationer i Århus og København mod regeringens perspektivløse nedskæringer på undervisning og uddannelse.

Continue reading…

 

Jeg har igennem tiden kørt taxi for mange ældre kvinder her i kvarteret. De gule boligblokke er fra en tid, hvor mange af beboerne givetvis har peget området ud og sagt: ”Her skal vi bo, når villaen er blevet for stor og uoverkommelig. ”

Så er tiden gået. Årtier med arbejde – for kvinderne ofte hjemmegående eller i hvert fald lavere prioriteret for at skaffe tid til børn og husholdning. Børnene voksede til, blev voksne, fik selv børn – og pludselig en dag var manden væk efter et liv med høj cigarføring. Endnu nogle år alene i bungalowen – og så blev det tid til at købe en af lejlighederne her in bebyggelsen – i parken, som i høj grad er blevet et kvarter for ældre enker.

Her i området siger man ikke gamle koner!

Jeg genkender hende straks, for jeg er med tiden blevet er gået blevet sådan en slags tilkalde-butler for en del af dem. Det er de korte tures – småindkøbenes og lægebesøgenes paradis. Det er ikke noget Taxamanden bliver rig af, for de handler med om meget få kilometer, bæreposer, stokke og rollatorer. Og så armen!

Continue reading…

Dette blog-indlæg har også været bragt i Ekstrabladet, hvor du hver søndag kan læse taxamandens klumme.

 

 

De er ret søde de to på bagsædet.

De udgør sammen den civiliserede udgave af aktørerne i ”lille fredag”. Jeg har tidligere malet de dionysiske malerier af civilisationen i sin sidste face. Råben, gråd, utæmmet liderlighed – og sammenbrud. Unge mennesker nogle under de atten år på solid druk i timerne inden de skal sidde i skolen eller på gymnasiet. Sorte nylonstrømper og unge kvindeben, der stikker op fra lædersædet, så forbikørende må tro, at vogn 2282, reelt er et rullende bordel. Og lallende betalinger, hvor kunden ikke forstår, hvorfor helvede et sygesikringsbevis ikke kan fungere i min terminal.

Men vi klarer den. På en god dag – eller rettere sagt: Det er på sådan en tidlig fredag morgen kl. 03,25, midt i det københavnske minefelt, udstyret med en hurtig Mercer og et overskud af overbærenhed, at jeg skal dokumentere min grundlæggende kærlighed til menneskedyret.

Og de ER sgu søde, den unge mand og den unge pige på bagsædet. Civiliserede i et pludseligt erotisk møde. Dette er ikke ”hardcore sex in the cab-konceptet” – det er vel nærmest sådan et lille pikant postkort, hvis vi bliver i det erotiske univers. Reelt et smuk forspil til en kærlig leg mellem to mennesker, som mødte hinanden for første – for blot timer siden. Principielt hører taxamanden intet. Jeg er ikke voyeur, jeg er professionel taxichauffør og det er mig uvedkommende, at den elegante fyr stille og roligt vender en fælles taxitur til et kærligt afterparty for to.

 

(fortsættes….)

Continue reading…

Dagens blogindlæg bringes også . som hver onsdag,  i Avisen.dk – et af landets større nyhedssites, der ejes af det gamle A-pressen og en kommerciel investor

 

Så troede man ellers lige at Danmarks liberale regerings havde planer om at opføre sig liberalt.

Men den fik levebrøds- og undervisningsminister Trane Nørby og super-djøfer og beskæftigelsesminister Neergaard Larsen lige dementeret. I sidste uge gjorde de sig berømte på – hånd i hånd – visionen om at få arbejdsindsatsen sat op i danske familier. Især kvinderne må skrue ned for den der pladderhumanistiske deltidsmentalitet.

Så nu kan danske børnefamilier forvisse sig om realiteten bag det gamle Venstre-partislogan: Venstre ved man, hvor man har!

Det er sandt.

Først og fremmest på nakken!

 

Også for ærke-liberalisterne i Liberal Alliance blev denne illustration af politologisk penge-tænkning (I skal arbejde noget mere og får jeres børn passet noget oftere..) – lige vel statsfetichistisk. Det må da være det enkelte menneske og den enkelte familie, der selv bestemmer, hvor meget arbejdet og hvor meget kærligheden til ungerne skal fylde, sagde en af LA’s ordførere

 

Taxamanden her kom til at tænke på, om politikere virkeligt er så virkelighedsforladte – i den venstre hjernehalvdel – og så visionsløse i den højre? Om det virkeligt er sandt, at deres drømmeløse forestillinger langsom men sikkert får dem til at glide bort fra de mennesker, der har valgt dem og betaler deres gode løn og urørlige pensioner.

 

Men lykkeligvis er drømmene og deres virkeliggørelse ikke døde i folket – heller ikke uden for lilleput-staten.

 

Der er skønhed, kærlighed, poesi, lykkefølelse, nytænkning – ja, måske en særlig overlevelsesevne i det frisatte menneske. Skolemanden Christen Kold, – sammen med Grundtvig, højskolernes og friskolernes fader – , lod sig jo ikke døse hen i depression, da latinskolen og borgerskabet forsøgte at kværke hans frisindede syn på skole og læring. Kold gav magthaverne fingeren og rejste i fem år til Smyrna i Tyrkiet for at tænke over livet og spare op til sin store drøm – at starte en folkehøjskole.

Continue reading…

 

 

 

Denne indre jubel over at sætte tænderne i et stykke godt, dansk smørrebrød.

Hvem er det lykkeligste menneske, man kan møde i det indre København midt på dagen?

Nej det er ikke en aktieejer under påvirkning af stigende kurser. Eller en politiker, der har fået fri fra et politisk gruppemøde på Borgen.

Det er såmænd en nordmand, der har nydt en god, dansk frokost.

Det er ikke banket-videnskab, det her. Det er empiri – Taxamandens iagttagelse af danskernes liv gennem 3 år på fire hjul i den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Vores liv i fællesskab med ikke mindst vore nordiske broderfolk. Og det vil blive tydeligt i de næste par måneder op til jul, hvor stadig flere modne par fra Norge – og Sverige tager turen til Skandinaviens gastronomiske hovedstad for at nyde en weekend. Måske forelskede som dengang de mødte hinanden. Og så med denne indre jubel over at sætte tænderne i et stykke godt, dansk smørrebrød.

 

 

Det er sildemadden, øllen og snapsen og så lige et stykke med ”Dyrlægens Natmad”, der trækker. Jeg forstår jo godt selv, hvorfor repræsentanter for vore nordiske broderfolk har denne lykkens aura over sig, når jeg henter dem fra den ene restaurant for at køre dem til den anden. Jeg kender den omvendte følelse af rynkede agurker og prisen på en norsk fadøl, der er så lille og så dyr, at det kan få selv en oliemillionær og for evigt afgiftsbefriet Tesla-ejer til at holde på slanterne.

Continue reading…

 

 

Dagens blogindlæg bringes som sædvanligt om torsdagen også som indlæg i avisen.dk, der af en af Danmarks store nyhedssites.

 

Det gode – nej, det bedste ved mit Taxamandens liv er at møde mennesker af alle klasser og fra mange himmelstrøg.

Forstadsfruen med en mild duft af eau de parfume – eller af en af dagens tidlige glas rødvin. Den gamle mand, der bare har givet op. Den liderlige ungersvend. Den muntre student. Ahmed, den nye kollega, der klapper mig på skulderen og siger tak for tips derude på ”jagten”.

Men bort set fra al det der menneskekærlige, der ligger lige for – er der også dokumentationen af modsætninger og sociale sammenhænge, som aldrig er er forsvundet – end ikke i verdens tredje-lykkeligste folk eller blandt vore begejstrede gæster.

Jeg er og bliver ikke andet end en skide taxichauffør, færdigt arbejde.

Det mærkede jeg tydeligt i sommer, da jeg kørte med en indisk familie fra deres krydstogtsskib i cruise-havnen og til lufthavnen.

Jeg forstår ikke et ord hindi. Men jeg kunne i den grad fornemme, hvordan den skrappe kone hele tiden bad sin mand om at holde øje med ham ”cabdriveren”, der garanteret kørte bevidst forkert for at tjene penge. Ligesom de udspekulerede, proletariserede taxichauffører derhjemme i New Delhi.

På den tur var jeg den mest kasteløse taxichauffør i hele kongeriget.

Continue reading…

 

For nu at sige det rent ud: Formiddagens kunde – en moden kvinde – ligner én, der har fået en ordentlig en på hovedet af en ægtemand uden for kontrol. Hele den ene side af ansigtet er på en gang hævet og ser ubevægeligt ud. Ligesom efter en der lammelse, oven på en Borrelia infektion. Det er lidt upassende at sige det – men det kunne også ligne følgerne af en hjerneblødning. Den ene mundvig hænger og kan ikke bruges.

Læberne er hævede.

Og nu skal hun prøve at fremstamme adressen i Vangede, hvor hun bor. Hun tager den ene hånd op foran munden for ikke at komme til at spytte, når hun forsøger at fremstamme gaden og nummer. Men det er nærmest umuligt at udtale ”p’er” og ”b’er”, når læberne ikke er ordentlig funktionsdygtige.

Hun kan bare ikke lade være med at grine i den absurde situation. – Så må hun tage hånden op helt foran munden, mens hun ler, spytter og savler – og taxamanden er et stort spørgsmålstegn.

Jeg forstår intet i første omgang. Så lægger hun en hånd på min højre arm fort at berolige os begge – og nærmest staveplade-læser sig frem til adressen. Nu griner vi begge to og jeg begynder at fatte.

Hun har været hos tandlægen.

Hun er nærmest total – lokalbedøvet.

Hun taler til mig uden de vigtige konsonanter og jeg følger nikkende med, hver gang jeg trods alt har forstået en stavelse og et ord. Så går vi videre til det næste.

Continue reading…

 

Fra Taxamandens klumme i Ekstrabladet, magasinet EKSTRA

 

Stemningen kan skifte som med et fingerknips.

For sekunder siden en luntende formiddagsstemning på hovedgaden i den garanteret plet- og prutfri forstad, som hele tiden balancerer mellem hygge og kedsomhed.

Så hører man en stigende, meget vred kvindestemme. Rasende uden at man kan genkende ordene. En råbende kvinde, uden en fysisk modpart.

En midaldrende, let overvægtig kvinde midt i en psykotisk kamp mod de indre stemmer. Det er tydeligt, at hun har det ad helvede til og at det her er stået på i flere dage. Håret er uredt og uvasket. Hun har blusen stukket ned i et par joggingbukser, der har kendt bedre tider. De har givetvis ikke været af i dagevis.

Hendes råbende vrede kommer ud af kroppen som et tyrebrøl. Omgivelserne trækker væk sig fra, som var hun pestramt. Råbene er lige nu det vilde dyrs angstskrig og hun går med lange hurtige skridt op ad hovedgaden. Et par unge mænd af ”anden etnisk herkomst” er på vej med kasser fra deres lastvogn ind i en af de nydelige butikker. Da de hører den dybe skizofrene råben fra kvinden med den usynlige modstander, hopper de til siden for ikke at blive ramt af hende. De kigger op på mig – og griner.

Alt forladt. Dette er et vanvidsscenarium.

Continue reading…

 

 

Det lyder måske som lidt af et råd fra terapeuter:

” … Bare lad den komme, – dagen …”

Jeg er ikke terapeut, bare helvedes nysgerrig – og måske født under en heldig stjerne, når det handler om oplevelser. Nogle gange kommer de stille og roligt til mig, bare jeg slapper af i Mercerens lædersæde og venter på at ingenting sker

 

Dan Turèll, den fantastiske digter og mit store ord-forbillede – skulle have været taxichauffør. Han har jo skrevet det selv.

Jeg drømte måske om at være digter, det indrømme jeg i forordet til min bog.

Men én ting har jeg til fælles med onkel Danny: Jeg holder noget så forbandet af hverdagen – som han skriver i sit digt, – med digterens evne til at gøre det tilfældige – storladent:

… Jeg holder af hverdagen

Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera

Det skal til med alle sine efterladte slagger

Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter Som en art psykiske tømmermænd Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere – Fint nok med fester! Al plads for euforien!

Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdagen.

 (uddrag)

Continue reading…