Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA:

 

Det vare li’ godt satans!

Nu har jeg væltet rundt i den menneskelige virkelighed i mere end 60 år. De fyrre af dem som journalist – autoriseret virkelighedsbetragter med eksamensbevis fra journalisthøjskolen i Århus. Og de sidste 2 ½ år som kassedame i et supermarked for transport af mennesker i alle aldre, typer og farver.

Jeg er taxamanden. Jeg bevæger omkring i hovedstaden med forstæder både som den servile butler og den hjemmevante storby-puma. Både nat og dag. Både når livet er surt og så sørgeligt, så jeg næsten kunne græde med mine kunder. – og når det er så sjovt og kærligt, at der er plads til en krammer.

Taxamanden ser alt og hører næsten alt, så der burde ikke være huller i min viden om den nærmeste verden.

Den her morgen kommer jeg ned i et nørdet hjørne og taget ganske fejl.

Jeg anede ikke, at der var noget, der hed Tinder tragedier!

Men det komme jeg tilbage til.

Continue reading…

 

 

Dagens klumme fra taxamanden kan også læses på et af landets store nyhedssites – avisen.dk

 

 

Jeg forventer ikke verdens forståelse.

Jeg regner med foragt og i bedste fald overbærenhed.

Noget på linje med at afsløre en mangeårig seksuel orientering, som det har taget generationer at få forståelse for.

Men jeg er – her i min modne alder – ramt af oprigtighedens virus.

Traumerne må ud.

Sandheden må på bordet:

Jeg synes, at fodbold-fællesskabet er totalt overvurderet. Jeg oplever kulturen om de store klubber og nationale opgør som stammekrig for en lidt primitiv, dekadent kultur, der mangler reelle modsætninger og opgør. Og jeg må erkende, at min afvisende holdning til ”…sporten over alle sportsgrene …” eller ” … danskernes mest foretrukne kulturudtryk” ikke har ændret sig til det positive i mine tre år i taxiuniverset.

Samtidigt irriterer det min journalistiske sjæl, at vi gang på gang skal trækkes igennem en total folkeforførelse, når nationen deltager i de kollektive tantra-orgasmer i forbindelse med de store fodbold-events – landskampene og nationale dyster i diverse turneringer. Eller bare det postmoderne opgør mellem arbejderklassens renhed og københavner-selvfedmens inkarnation: FCK og Brøndby!

Kan man forestille sig nogen Eller de glade vikinger og barbarerne fra det evigt umulige Albanien.

Continue reading…

 

Han er alt andet end hjemmevant i Hovedstaden.

Men Taxamanden er selv en urbaniseret bonderøv, så kunden er tilgivet i samme øjeblik han lægger trykket på destinationen forkert.

– A ska’ té BispeBJERG, siger han på ravjysk.

– Jeg kører dig til BISpebjerg, siger jeg så tydeligt, at stednavnet en gang for alle er rettet i hans udtale af området lige nord for Københavns midte i Nordvest-kvarteret.

Tryk på første stavelse.

Han er i byen for at besøge en af sine døtre. Skulle lige ordne nogle praktiske sager, og nu er det tid til at møde sit voksne afkom. Det naturligste i verden. Eller rettere: Det er blevet det naturligste i verden efter at han lagde sin moderne erhvervskarriere på hylden og en dag besluttede at modellere sin tilværelse derhen, hvor han ønskede den. Taxamanden kender den frydefulde fornemmelse, som måske netop ikke kan etableres på ”… en dag …”. Det foregår over uger, måneder – og måske år. Det er en proces at bevise over for sig selv, at du selv bestemmer det arbejde, du har lyst til at have – og at det ikke er dit job, der bestemmer, hvilken personlighed du skal have.

Et såre naturligt krav til tilværelsen

Meget sværere at efterleve i praksis.

Continue reading…

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladet, magasinet EKSTRA

 

Jeg rammes af alders-muren.

SPLASH!

To voksne drenge har været på tur sydpå – til Thailand. Den ene yngre end den anden – men ikke voldsomt mange år. Den ældste minder mig om Bono fra. Slank –  ikke gudesmuk men karismatisk. Ikke et hærget – men et ”levet” ansigt, der har let ved at smile og sælge, tror jeg. Han bærer de der buede solbriller med farvet – gult eller lyseblåt glas, der løber forbi øjnene og buer en smule ud på siderne af ansigtet. Deraf Bono-tanken. Så har han noget absolut casual, kamuflageagtigt tøj på. Drengerøve med udstyr. Løse tasker, en guitar og nogle rør, der givetvis indeholder fiskeudstyr, gætter jeg – og den ældste sætter sig på forsædet. Nu ser jeg hans ansigt helt tæt på. Rynker i det feriebrune ansigt. Det ER altså en voksen – en HELT voksen mand, der frit vælger sine egne gevandter.

Den yngre mand sætter sig bagi. Han er også slank – men rundere i krop og udtryk. Har ikke det samme behov for at udtrykke frisættelsen af alderens raslende lænker. For han ER noget yngre i sine hip-hoppede bukser.

Continue reading…

 

– Var det ikke lidt kedeligt dengang man opførte sig pænt og ordentligt, spurgte jeg min mor engang i min tidlige gymnasieår i de tidlige 70’ere.

– Arh, svarede hun og smilede nærmest ironisk. Helt på nydeligt var det nu heller ikke. Man var bare bedre til at skjule unoderne. Jeg kan love dig for, at der foregik ting og sager lige bag facaden. Og så fik jeg lige opfrisket historierne om folkene fra de pæne familier og de største gårde

Jeg er opdraget i et konservativt, oplyst hjem, som jeg plejer at beskrive det.  Min far var landmand og officer og er et produkt af en fynsk bondepige og en østprøjsisk billedskærer. Min mor er adoptivbarn med et par brune øjne, der er noget brunere end det danske gennemsnit.

Sergenten fandt sygeplejersken på Bornholm.

Så kom jeg til i rekordtempo – og er altså i mange henseender en stolt perker.

Granitperker!

Det konservative var nærmest et DNA, som hang i gardinerne. Min mormor, der døde for mere end 25 år siden, var politisk så konservativ, at hun – der var født i 1899 – end ikke accepterede partiets navn. Hun stemte altid, sagde hun, på Højre. Det var partiets navn indtil 1915 – altså for 100 år siden!

Det oplyste – forstået som det at trække det tunge gardin til side enghang imellem – stod ikke mindst min mor, sygeplejersken og plejehjemsforstanderen for. Hun afslørede, at der fandtes et liv på den anden side af sølvtøjet, de højtidelige taler, Bridgebordene og cigartågerne. Og så fortalte hun om et gårdmandspar, der ikke kunne få børn på grund af kvindens infertilitet.  Da det stod helt klart, gjorde manden nabokonen gravid. Og da barnet blev født, adopterede det barnløse par det nyfødte børn fra den familie, hvor der var børn nok i forvejen.

Og så var det problem løst og livet på klippeøen gik roligt videre……

 

Min kunde, den ældre dame skal køres til Dyrehavsbakken.

Continue reading…

 

Medierne har i de sidste dage beskæftiget sig med kønssammensætningen i en række akademiske fag.  Men det ser fortsat sort ud i taxiuniverset.

Kvinderne haler ind på en række områder. Der er i årevis uddannet flere kvindelige læger. Flere tandlæger. Og selv om der stadig er sorte kredse i folkekirken, som ikke accepterer kvindelige præster, – så har det ikke påvirket søgningen til teologistudiet i maskulin retning. Kvinderne er i klart overtal, når det handler om søgningen til jobbet med den sorte kjole og den hvide krave!

 

Så generelt går det godt med at øge ligestillingen. Ja, samfundsforskere mener sågar, at kvinderne i vores moderne, vestlige kultur vil være de mest og bedst uddannede i fremtiden. Og den tendens vil jeg ikke lægge skjul på, bekommer Taxamanden vel. Som far til tre døtre er jeg i realiteten vundet for feminismen. Og der er i realiteten masser af opgør, der ikke er taget endnu:

For de kvinder, der ikke oppebærer pensionsopsparing i deres graviditeter. Det ringere-stiller dem reelt senere i livet, når boet skal gøres op i pensionsalderen.

Om den underlige, usaglige situation, at det fortsat er et mandejob at være chef og oppebære samfundets højeste lønninger.

Kulturkampen mod den kendsgerning, at mænd er totalt dominerende i bestyrelsesarbejde. Mænd og kvinder er heldigvis i stadig højere grad fælles om klatreturen. Men mændene hjælper hinanden det sidste stykke mod toppen

Continue reading…

 

Hvis der er ét ord, du skal være forsigtig med her i livet – så er det ordet ALDRIG!

Der er andre farlige ord som f.eks. –  LOVER. Det viste sig at blive en hård nød for vores tidligere statsminister, der for evigt vil være knyttet til ikke at holde, hvad hun lovede – altså det ord, som jeg personligt er ved at brække mig over – løftebrud. Lars Løkke har løst problemet ved at erstatte løfter med hensigtserklæringer. Så når det, han gerne ville, ikke kan blive til noget, skyldes det ikke hans eget svig – men mindretalsregeringens afhængighed af støttepartierne.

Nogle ville måske sige, at man også skal være forsigtig med ordet ELSKE. – Jeg elsker dig. Men ordet elske har med tiden gennemgået en forvitring. I dag kan man i mails og på nettet sige – jeg elsker dig til venner og veninder – med den nuance, at ordet nærmest er blevet en forstærkning af ”jeg ka’ li’ dig”. Og så den meget pessimistiske kendsgerning, at handlingen – at elske – så at sige er provisorisk: Jo, jeg elsker dig, men det er ikke sikkert, jeg har det på samme måde i morgen eller næste år.

Men ordet ALDRIG skal man være særligt tilbageholdende med. For man kan komme til at æde det i sig noget så grundigt.

At min næste kunde har et specielt forhold til begrebet, finder jeg ud af i en god, lang snak om mænd og vores frihedstrang. Inden skal vi dog aflevere en skolepige på 10 år ved toget. Hun skal på skolerejse.

Det må være hans datter?

– Nej, pigen er konens fra hendes første ægteskab.

Continue reading…

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladet EKSTRA

 

Den kommer, skæbnen, som smedehammeren på en ambolt.

Vi ved det, men det er nok en del af vores overlevelse, at vi ikke går og tænker over det hele tiden. Også jeg, taxamanden, ville være angst-neurotiker, hvis jeg skulle tænke over livsfaren ved at leve. Og så skal du tænke på, at jeg hele tiden mindes om farerne, fordi en del af mine kunder er på vej til og fra diverse hospitaler i regionen. Alle taxifolk kender den rolle som syge-sjælesorger. Når vi kører med de pårørende, der har været ude for at sige farvel. Når vi henter og bringer fra dialysebehandling eller kemoterapi.

Jeg henter ham en tidlig formiddag ved en operations-opgang på hospitalet og kan lige så godt så til stålet på den ordentlige måde

Jeg kan godt se på ham, at livet ryster ham lige nu. Han er lidt grå i huden, han er tynd og der er angst i øjnene. – Hvordan kan du se det med angsten, har mange spurgt mig? Jeg er hold op med at svare.

Det er ikke auralæsning, mystik eller gudbenådede evner eller et udtryk for særligt gode, menneskelige egenskaber. Sådan er det bare!

Min kunde denne morgen skal ud på en lang tur nordpå – en halv time til 3 kvarter. Han er først i 50’erne, har ikke middelstandens forfængelighed i hårmode eller påklædning. Han er bare et almindeligt menneske. Sætter sig ind på forsædet – han har ingen grund til at søge ensomheden på anden række. Jeg henter ham en tidlig formiddag ved en operations-opgang på hospitalet og kan lige så godt så til stålet på den ordentlige måde

Continue reading…

 

Der går kun få dage imellem, at jeg bliver konfronteret med min arbejdsmæssige fortid i DR.

Dybest set drives mine samtaler i vogn 2282 også af kundernes nysgerrighed. De lytter til mit sprog – bemærker min dialekt, spørger til Bornholm, hvorfor rejste jeg derfra. Jeg ville læse til journalist, blev som purung ansat i DR. Hvad jeg lavede? I de sidste mane år var jeg udvikler og chef -. Og så kører toget ellers.

Der er stor opmærksomhed om DR – det ved jeg jo godt.

Min jordbundne kone, der er børnehaveklasseleder på en af hovedstadens friskoler, er pr. natur og af erfaring en jordbunden kvinde. Hun har haft mange af tidens skønånder som forældre. Hun har altid rystet på hovedet af denne nyfigenhed overfor statsradiofonien. Så når vi gik til de store prisvinder- og berømthedsfester, hvor DR-cheferne stolt kårer deres talentmasse og sig selv, – og en eller anden bordherre af højere rang spurgte: ”… og hvad laver så du …” i forventning om, at hun var stjerne i et eller andet tv-program, elskede hun at svare: ”Jeg er pædagog.”

Det kunne få selv den største mediechef til enten at gå helt i stå – eller komme med en eller anden ubehjælpelig bemærkning om, at ” … det da må være meget interessant at have med børn at gøre”

Continue reading…