– Godmorgen elever! I dag skal I lære en helt nyt sprog, som ikke bare er de ord, der kommer ud af jeres mund.

– Det handler også om, hvordan I omgår hinanden. Det handler ikke så meget om stram disciplin og straf til dem, der ikke kan tale det og sige det rigtige ord og gøre de rigtige gerninger. I gamle dage troede man fejlagtigt, at de kun var et særligt, selvfed klasse, der evnede det. Sådan er det ikke mere. Det kan godt lyde lidt forskelligt fra kultur til kultur – men som udgangspunkt kommer det indefra og bygger på respekt for alle mennesker.

– Det nye sprog hedder pli og er anstændighedens sprog mellem mennesker.

Jeg er gået tre gange rundt om min laptop, før jeg skrev disse ord. For jeg er opvokset i 70’erne med en sund skepsis mod borgerskabets selvskabte færdselsregler og de opblæste autoriteter. Min far var landmand og officer, så hjemme hos os fik den lige en tand til. Når min søster og jeg, vi var vel blot fem og syv år – blev sendt tidligt i seng, når far og mor fik gæster, krævede det blot et nik fra vores far. Så var det sengetid. Vores fars autoritet vakte beundring. Selv om det var mod vores vilje, kunne vi smile, så mundvigene mødtes i nakken, mens vi gik glade rundt og sagde godnat til gæsterne. Lidt langt ude set i nutidens målestok. Men jeg tror faktisk vi er enige om, at det ikke føltes så slemt dengang, som det lyder forhistorisk i dag.

Det var forståelige spilleregler.

Continue reading…

”Så ka’ de lære det, ka’ de…”.

Det er – hånden på stemmesedlen – svært at få hævntørsten ud af blodet efter valget.

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at udholde det centrum-venstre, som jeg selv tilhører, – i dagene efter valget. I læsebreve, blogindlæg og ikke mindst på Facebook blev der godt nok hulket igennem. Hvordan kunne det ske? Hvad er det dog for en nation vi tilhører.

Hvad der er sket?

Det er såmænd bare det danske folk, der har indsat de mennesker og de partier der skal repræsentere os i det danske parlament i de næste maximalt 4 år.

Langsomt udkrystalliserer det sig, at centrum-venstre har et alvorligt problem med det folk, de alle er så omsorgsfulde overfor. Den omsorgsomklamrende venstrefløj tager i høj grad vare på nogle mennesker med nogle levevilkår, de – venstrefløjen – ikke selv deler. Det er de samvittighedsfulde Djøf’ere, der har magten i rød blok. Og folket fortoner sig som en kliché – nogle fattigdomstruede dagpengemodtagere af anden etnisk herkomst. Vi lever ikke med dem. Vi har for længst forladt deres usle levevilkår. – Det var vores forældre, der var arbejdere. Selv tog vi statskundskabsvejen ud af de underprivilegeredes rækker.

Og udenfor stod så folket og drømte om Stauning eller Anker Jørgensen, mens de kunne konstatere, at deres vante, røde kandidater ikke kender til ”det almindelige liv”

Jeg er groft, generaliserende, det ved jeg godt. Men for det første kan jeg konstatere, at der skulle et social-nationalistisk folkeparti til for at øge kvoten af ikke akademikere og ufaglærte i Folketinget. For det andet generaliserer jeg over den fløj, jeg selv støttede ved valget.

Jeg stemte socialdemokratisk! Jeg er medskyldig.

Continue reading…

Det vælter ned med regn over forstaden, og jeg kører rundt foran byggemarkedet for at finde en kunde, der kan nå at blive totalt gennemvædet på de fem minutter det tager mig fra køreordrens bippen på computeren til jeg er fremme. Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter – bortset fra, at jeg kan se på bestillingen, at der er tale om en kvinde.

Det kan være en stresset mor med utålmodige unger.

Det kan være en ung, nybagt student, som bare tager turen rundt i byen for at blive set på den store dag.

Det er det så ikke. Hun er en ældre, gangbesværet kvinde med en stor mørk frakke.

En god ting kan man dog sige om denne arktiske juni forsommer: Folk har ikke fået pakket vintertøjet ned endnu – for der er fortsat brug for det. Hun har fået øje på den sølvgrå Mercer med det grønne logo men har rigeligt at gøre med at få de smertende ben til at bevæge sig fremad. Hun har stor hjælp til både støtte og fremdrift med de to, lange vandrestave i aluminium.

Continue reading…

Om at elske livet totalt, når man har været så tæt på at sætte det over styr. Sådan er min kunde denne eftermiddag i det tidlige marts. Ja, han har endog haft den velbegrundede tanke, om han overhovedet fortjente at få den anden chance.

Læs taxamandens blog fra tillægget EKSTRA i Ekstrabladet fra den 8. marts

– og tryk på EB-logoet længere nede, hvis du har lyst til at lytte til Ekstrabladets nyheds- og musikradio på nettet.

Livet er ikke kommet listende ind over manden, der sætter sig på forsædet på taxiholdepladsen ved en af de store hospitaler i hovedstaden. Det behøver man ikke at være hudspecialist eller læge for at erkende.

Han er meget tynd, hans øjne ligger lidt dybt i hovedet og huden er en smule grå. Under den sorte strikkehue, der i mit univers er sådan lidt snigskytte-agtig, stikker det nederste af en gråhåret hestehale ud. Det er komplet umuligt at gætte hans alder bare nogenlunde præcist. Faktisk er det først, da vi er fremme og han går fra taxien, at jeg kan se, at han er en moden mand.

De stive knæ tilhører en ”sølvræv”. Han er snart 60 ligesom taxamanden.

Men misbruger-udseendet er jeg ikke i tvivl om. Indirekte – og mest på næsen. Den er blevet smadret mere end en gang, og bokser har denne krop ikke været.

Han har en varm stemme og en kærlighedsfuld udstråling. Jeg tror ikke så meget på det der med en aura, men tager jeg fejl og findes den rent faktisk, – så har han en af de gode. En af dem, der har båret ham hele vejen fra barndom, gennem sumpen af misbrug og dødelig sygdom – og ind i miraklet.

Han starter selv dialogen, da han spørger mig, om det er hårdt at køremed ”de syge”.

Jeg svarer nej.

Continue reading…

Da de kørte Emilie ud fra kræftafdelingen på Herlev Hospital var det en af de mest skelsættende oplevelser i mit liv. Aldrig før og aldrig siden har jeg haft denne fuldstændigt umulige dobbelt-følelse af den allerdybeste sorg og den allerstørste kærlighed.

Emilie blev kun 15 år. Hun var et kærlighedsbarn, der var lang tid under vejs og hendes mor har fortalt mig, at lyset i et af husets lamper pludseligt tændte, da hun var undfanget. Hun blev morens eneste barn, farens eneste datter og hendes voksne (halv)brødres kærlighedsengel. Ikke noget ”halvt” der. Hun var usædvanligt smuk og hamrende intelligent.

Og så blev hun min ældste datters meget, meget tætte veninde i den tid, hvor det kommende voksenliv river i krop og sjæl.

Jeg har omtalt Emilie tidligere i min blog og selv om efterbehandlingen af hendes forbandede kræft tog hende fra os, satte et evigt præg på min datter, ramte hundredevis af mennesker i et stort netværk – og knuste forældrene – er og bliver hun et kærlighedssymbol. En hyldest til vores liv.

De græd – sygeplejersker, læger, portører – da de kørte hende ud og jeg har tårer i øjnene lige nu. Så smertefuldt. Så uretfærdigt. Så nytteløst.

Præsten åbnede begravelsen på en måde, som jeg aldrig havde hørt det før:

– Det er noget lort.

Men hun var en kærlighedsengel i det liv, hvorom vi altid ved, – at når vi har fået det er det uomgængeligt, at vi skal miste det.

Det er godt nok hårdt. En stor opgave. At finde kærlighedssporet i det alt for korte liv

Continue reading…

Solen skinnede så smukt på den bornholmske nordkyst under folkemødet.

Også i overført betydning. Jeg var inviteret med som ”natmand” af vognmand Henrik fra Dantaxi i Slagelse. Fik dispensation af mit eget selskab 4×48 i Hovedstaden og fik fire dages skoling i respekt for det danske demokrati og folkestyre. Masser af diskussioner ved Folkemødet – og for mit vedkommende også i den gule Volvo, som var mit arbejdssted i de fire dage.

Jeg tog mig selv i at bekende kulør – og at folk, kunderne gjorde det samme. Kørte flere gange med unge fra Liberal Alliances Ungdom. De fleste af dem havde deres første, politiske sympati for De Konservative – men har fundet dynamikken i det fremadstormende borgerlige parti. Jeg kunne bede dem sende et kram videre til folketingsmedlem Mette Bock, som er et menneske, jeg sætter stor pris på. Vi er rundet af den grundtvigske folkelighed og deler en aktiv interesse for folkekirken.

Om vi er politisk enige?

Svaret er ret ubetinget NEJ. Hun er parlamentariker for liberalismens nye politiske samlingspunkt – LA. Jeg er ikke socialist men betragter mig selv som en slags venstreorienteret. Hun ønsker en tydelig reduktion af staten og ønsker at ”civilsamfundet” tager over. Jeg ønsker en videre-udvikling af velfærdssamfundet om fornødent oggså uden nulvækst i det offentlige.

Vi er uenige.

Men det er da lige meget – i den forstand, at vi begge er rundet af en politisk kultur, der har sin styrke i at omsætte revolter til debat og dialog.

Continue reading…