Jeg er lykkelig far til to døtre og en bonusdatter.

For mig er det et stort privilegium at have døtre. Det har jeg ikke lagt skjul på, – at det ikke har været traumatisk at måtte ”nøjes med” kun at have børn af hunkøn. Og jeg har ikke, – for så vidt at jeg har styr på min egen underbevidsthed – savnet at have børn af mit eget køn.

Jeg er til piger!

Det har så omvendt fået folk til at forestille sig, at jeg er mandehader. Konkret har ligget derhjemme med en armeret Bazooka for udrydde det hankøn, som er en naturlig følge at have døtre i den kysse-modne alder. Kommer der bare så meget som et gram Testosteron ind på mine faderlige enemærker ville jeg ureflekteret gøre klar til at blæse knoppen af dem.

Det er en total misforståelse.

Dialektikken i at ”kvindecentret” engang indimellem er blevet infiltreret af hankøn og på andre tider overlader illusionen om at være husets herre – til mig alene – er da herlig.

Når sandheden skal frem. Selvfølgelig kan jeg savne en mandesnak i den østrogene oase.

Nu er tøserne flyttet og to af tre integreret i et mandeunivers som er vigtigere end farens. Og endnu engang kan jeg skrive romantitlen, som både er triviel og sand:

”Taxien blev hans redning….”

Continue reading…

Jeg kørte med min hidtil mest originale passager i går. Vedkommende var under ledsagelse af en nær slægtning. Og da jeg bad om og fik tilladelse til at forevige den 24-årige passager og har lagt billedet ind på min blog, er anonymiteten li’som brudt. Det er derfor magtpåliggende for mig, at understrege, at dette brud på anonymiteten, som jeg ellers følger i stort set hvert essay på min blog – er aftalt. Offentliggørelsen ER clearet hos de nærmeste ”pårørende”

Der er nemlig alvorlige erkendelser på spil, som i mange andre tilfælde har pådraget hovedpersonerne dybe traumatiske eftervirkninger sene i livet.

Det er kønsidentiteten, der er emnet….

Leopold hed han, til han fyldte 14 og kønsmodnedes.

Så begyndte Leopold at lægge æg.

Og så måtte Leopold skifte navn til Sissi.

Continue reading…

Faste kunder – faste kunder som man bliver venner med.

Nej, der går vel egentlig grænsen for nærheden i taxabranchen. I hvert fald i mit univers, hvor jeg ikke kørerfaste sygetransporter eller faste skoleture. Og så er det ikke tilladt at have faste ”lommeture” – altså direkte aftaler, hvor folk kan ringe direkte til mig uden om bestillingskontoret. Det findes jo som en del af subkulturen i taxalivet – men det er formelt ikke tilladt.

Men når du vælger at køre i faste distrikter, som mange af os gør ud fra alle mulige alkymistiske teorier om, hvor man hurtigst og lettest tjener de bedste penge, har vi jo rent praktisk en slags ”hjemmemarked”. Og hvis man dertil lægger, at nogle mennesker kører rigtigt meget med taxa, vil man jo rent statistisk støde ind i de samme mennesker. I den forstad kan man godt tale om en slags blanding af ”faster kunder” og venskaber.

Hvordan er det så, at trække den slags landsbykultur ind i min arbejdsmæssige dagligdag i de strømlinede københavnske forstæder?

Continue reading…

Det blev en rigtig grinetur i dag.

En befriende grinetur med et par gode vitser fra to forskellige politiske kulturkredse.

Et bidrag fra en kunde – og et enkelt fra taxamandens slunkne arkiv.

Det er en gammel politiker, der sætter mig i gang. Hans meritter lader vi ligge i denne sammenhæng, men jeg ved fra tidligere kolleger i den politiske journalistik, at han er en god fortæller. Lige nu nyder han seniorlivet. Selv om det er sensommer og lidt køligt har han korte kakifarvede bukser på. Han er brun som en sømand og kun to ar-mærker ved knæene afslører, at han har været under kniven for at blive ”opereret i knokkelværket”. Han smiler og kigge intenst på og de røde øjne afslører, at festlighederne i går blev lige vel sjove.

Det med alkohol ER et problem for ham. Det skjuler han ikke. Han er en af dem, der gennem hele live har dulmet stress og arbejdspres – måske ikke med en gigantbrandert. Men lad mig sige det sådan: en dags kvantum for ham ville sikkert slå undertegnede helt ud af kurs. Sådan er det bare. Nogle gange tager det over. – Og så er det sprutten der kontrollerer ham – og ikke omvendt.

Continue reading…

Når fordommene om dette og hint florerer allermest, ville jeg gerne stille mit taxiunivers til rådighed for offentligheden.

De første, der skulle ud at køre en tur var politikerne.

Jeg kunne forestille mig sådan et par nattevagter til Margrethe Vestager. Måske ikke så meget for kundernes skyld. Jeg tror ikke de ville interessere hende væsentligt. – Men chaufførerne, kollegerne. Der ville hun finde snesevis af mennesker, som har fundet et jævnt betalt arbejde trods uddannelse til noget helt andet. – Endnu inden dagpengeforringelserne og gensidig forsørgerpligt havde tæsket dem på plads – i forvisning om at truslen om fattigdom i sig selv er et incitament for at få et job.

Og venstrefløjens borgerskab og Helle Thorning selv kunne oplevede det almindelige folk, som vi i tide og utide skal høre deres solidaritetserklæringer til, – mens deres sprog hører hjemme i en helt anden, akademisk stammekultur.

Måske skulle overtjeneren fra Bakkens Hvile, vinderen af det europæiske Europa parlament, kongerigets frelser efter det frygtelige nederlag ved Dybbøl for 150 år siden, – Morten Messerschmidt tage en tur med Amager Øbro. Så kunne han virkeligt opleve, hvad det vil sige at være i etnisk mindretal. Og finde ud af, at det måske ikke gør en store forskel, så længe timelønnen er lav nok

Og Lars Løkke?

Nej her må der nok blive tale om at køre Limousinekørsel så den lille mand fra Græsted kan køre med en stand, der svarer til statsmandens privatforbrug

Og taxamanden selv. Har han da ikke også trængt til at komme ud i virkeligheden og få vendt sine vrangbilleder?

Continue reading…

Jeg var ude at køre med næsten hele det nordeuropæiske historie. Og en ordentlig bid af min egen families baggrund og indimellem smertelige historie.

Det var umiddelbart ikke lige, det, der var lagt op til, da han prajede mig på Kongens Nytorv.Han er en ung og meget smuk mand i tidens outfit. Han skulle til lufthavnen, og det skulle gå stærkt. Det blev et hektisk møde mellem to meget forskellige verdener – og så alligevel så meget fælles.

Smuk, med mørk lød, som jeg umiddelbart troede var et nordafrikansk islæt. Smuk – og ganske sikkert ”gay” . – Han måtte være bøsse med de klassiske signaler med ringene i det ene øre (husker ikke om det er venstre eller højre…). Også på baggrund af de særlige ”fortunge-s’er”, som kendetegner traditionen i den homoseksuelle subkultur.

For mig er det ret fedt. Det er noget provokerende og nødvendigt i bøssekulturen, som jeg af hjertet aldrig håber bliver normaliseret. Det er noget skønt i at få udfordret det stereotype heteroseksuelle univers. Og jeg tror, at han hurtigt kunne mærke det ”ok” – og faktisk er opmærksom på taxamandens reaktion. Det kan være et lidt for spændende udfordring for bøsser at køre med mennesker, der af rene fordomme eller af kulturelle årsager diskrimineres af ikke mindst taxichauffører. Jeg har fået gengivet nogle særdeles ubehagelige historier.

Pinligt. Homofober hører ikke hjemme som taxichauffører.

Continue reading…

Du skal møde den gudinde-smukke, pakistanske forretningskvinde, som er en helt anden muslimsk rollemodel end dem vi møder i medierne til dagligt.

Og taxamanden får ros for sin service.

Læs min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA fra den 5.juli

Det er måske en slags ateistisk blasfemi i Hørups gamle revir, Ekstrabladet, men jeg må i sandhedens tjeneste gå til bekendelse: Taxamanden bekender sig til den danske folkekirke i de frisindede, grundtvigske nuancer. I den sammenhæng føler jeg en forpligtende omsorg for andre trossamfund og hilser den nye Moske på det københavnske Nørrebro – velkommen.

Glemmer for en stund, at den er finansieret af en af disse middelalder-sorte, kronede hoveder fra Mellemøsten. Både fodbold og religion finansieres undertiden af ubehagelige typer.

Jeg har tidligere på dagen kørt forbi en af de første fredagsbønner i den nye moske. Den hvide bygning lyser i sommersolen og mænd og kvinder af primært etnisk baggrund søger helligdommen. Mange mænd i lange kjortler. Kvinder – nogle mere formummede og andre med sirligt satte tørklæder, der – selv om hensigten vist er den modsatte – får dem til at fremstå som særligt smukke skabninger. Det er politiopbud – hvis nu…

Denne religiøse tjeneste er ikke bare en muslimsk gudstjeneste. Den fremstår også som en manifestation.

Continue reading…