Så er det tid at holde sommerferie her på bloggen.
Og jeg gør status. Hvordan gik det, da kommunikationsmennesket og journalisten ikke kunne komme af med det, han gerne ville.
Om mødet med idioterne, de varme, de kolde, de berusede, de unge – de der bare gerne vil have en snak.
Rigtig god sommerferie til jer alle.
www.taxamand.dk
“…verden set gennem forruden på en Mercer…”
Hun kom som en gave fra himlen.
Måske lidt vel højtideligt sagt. Men den position fortjener hun. For tiden. Den morgen. Og lige NU!. De ture, hvor der
Oven på ”fejltur” efter ”fejltur”. I taxasproget et udtryk for de bestillinger, hvor ingen kunde er til stede, når vi når frem. Fordi de var for fulde til at give den rette adresse – eller bare er kørt med en anden vogn af utålmodighed. Fra himlen, fordi jeg i disse dage er ved at være mæt af at stå op berusede studenter, der lige skal køres om hjørnet, fordi de er for trætte til a kravle.
Og endelig som endt fra himlen som et apropos til gårsdagens epistel om tidens dyrkelse af karakterræset og uddannelsessnobberiet. Det essay på min blog, som skulle blive det mest besøgte i taxamandens tid. – Indtil nu.
Min sidste historie i det første halvår af 2014.
Ovenstående illustration er via Google lånt fra…
.
http://livefralolland.dk
I disse dage er det 41 år siden, jeg sprang ud.
Som student. I et helt andet univers – og tidsmæssigt nærmest i Yngre Kridttid. Og på helt andre vilkår.
Jeg tænker på det hver morgen i denne tid, hvor jeg starter min arbejdsdag med at køre nybagte studenter, der er berusede i lige dele livsglæde og alkohol. I de to sidste sammenhænge er der ikke den store forskel på de smukke unge mennesker i dag i de københavnske forstæder og de lidt mere langhårede og udflippede 70’ere på klippeøen.
Pengene flyder lidt mere i dag – herunder pengene til transport – herunder taxakørsel. Og jeg takker ydmygt for denne velfærdsforbedring.
Han er en gammel mand.
Det synes jeg, man kan tillade sig at sige, når han er 90 år lige om lidt.
Min tyske farfar, immigranten fra Königsberg, billedskæreren fra Odense døde før jeg blev født. Min morfar af bornholmsk bonde-æt. Den ældste af en søskendeflok på 17 børn. Et kærligt symbol i min allertidligste barndom, – husker jeg jo ikke virkeligt. Jeg var vist 5 år, da han døde. Jeg tror det er derfor, at jeg vandrer rundt i verden med et anstrøg af mangel på det her område. Og måske derfor gemmer jeg de oplevelser, der rummer ”en duft af bedstefar”.
Selv nu, hvor jeg selv har titlen og er rundet de 60.
Det skete i går.
Det ændrer på styrkerne i dine sanser for omgivelserne, når der sker store ændringer i dit liv.
Det er et faktum, som jeg bl.a. lærte i teorien, da jeg i 90’erne fulgte et stort chef-uddannelsesprogram, hvor der var koblet psykologer på os i hele forløbet. Jeg husker en gennemgang om krisepsykologi, hvor det handlede om arbejdslivets udfordringer.
Dengang tændte det min nødvendige journalistiske, kritiske sans. Bl.a. oplysningen om, at det at blive fyret i psykologisk belastning svarede til – ”…dødsfald i nærmeste familie…”
Arh, mon, er det så slemt?
Her er en videohilsen den 20. juni.
Jeg fortæller lidt om to kommende radioudsendelser, hvor jeg deltager. – Og så nærmer juli måned sig. – Og sommerferien.
Jeg tror på, at rigtig kærlighed kræver sine pauser…….
God weekend – og GOD JAGT!
Det er klicheernes årstid lige nu – ikke mindst for de unge.
De yngste af dem er på vej ind i de voksnes rækker.
De lidt ældre springer ud som diverse studenter.
Historierne om super-studenterne er netop begyndt. Og lige om lidt begynder de næste om at komme – eller komme ind på drømmestudiet. Og når vi så kommer til sensommeren, skal vi igen høre beretningerne om, hvor svært det er for den nye studerende at finde et ordentligt sted at bo.
Bort set fra selvfølgelighedernes elendige kommunikationsværdi er det selvfølgelig ok at vores medier og opmærksomhed er synkroniserede med vores livscyklus. Og for os, der er forældre til studerende, er det selvfølgelig identitetsskabende, at vi genkender vores afkoms liv i dets forskellige faser.
Jeg er fyldt 60.
Jeg er gråhåret.
Jeg er blevet sprogmoralist.
Og så fatter jeg ikke, at det skal være så svært at kommunikere i Skandinavien på vore nordiske sprog.
Man kan altså konstatere med usvigelig sikkerhed, – at jeg er ved at blive gammel.
Men det er godt nok lang tid siden, at forgubningen begyndte – ca. 20 år siden. Jeg var chef for P3 og skulle forhandle med en analytiker/sælger/”format-designer” fra et USA-baseret firma. Jeg har intet imod USA. På mange måder er USA jo al moderne radios stam-moder. Og jeg har rejst i landet på kryds og tværs for at bringe radiotrends med her til lands.
Så det er ikke der, surmuleren er begravet.
Der er så meget af det, at der snart er plads til en uddannelse i det.
Det skal være en akademisk uddannelse og den kunne passende ligge på Københavns Universitet, hvor kompetencerne er til stede.
En kandidatuddannelse – cand. scient.pol.superb. Superb efter det latinske superbia, der betyder hovmod. Et akademisk studie i politisk arrogance; – udlagt af Lisbeth Møller, vicedirektør for HR og organisation ved Københavns Universitet. Hun forklarer med følgende management-sproglige autopilot i Politiken, hvorfor universitetet i højere grad er begyndt at ansætte akademikere i det, der tidligere var ”HK-stillinger”:
”…Der udstikkes rammer, som skal implementeres, udvikles og følges op på. Det kræver medarbejdere med stærke analytiske evner og stor organisatorisk forståelse, som kan arbejde selvstændigt og til stadighed prioritere i en hektisk hverdag. Derudover skal man kunne navigere i en politisk organisation…”
Faguddannede, administrative medarbejdere kan ikke analysere, og ikke organisere, ikke arbejde selvstændigt og prioritere eller navigere i en politisk organisation – så godt som en ægte akademiker. – Det må være følgeslutningen
Og vicedirektøren kommer med følgende anekdote fra en hovedsamarbejdsudvalgsmøde for halvandet år siden: ”Der var en der nævnte, at for 50 år siden havde man glaspustere på universitetet til at lave kolber og reagensglas – det har tiden ligesom overhalet…”
Taxamanden byder på, at det her er et potentielt professorat i den nye uddannelse i politisk arrogance
Der skal jævnligt mere end to til en taxa.
Det kan være den forretningsmæssige relation. ”efterforhandlingen” på bagsædet. Den er ofte spændende for en gammel chef som taxamanden. Men jeg yder jo professionel fortrolighed og ville i modsat fald være en død mand i dansk taxakørsel.
Men så er der jo privatsfæren. Og ikke mindst parforholdets, kæresteforholdets og ægteskabets fortryllende univers. Jeg lover dig, du frydes og græmmes, når du genkender de mindre og større kampe.
Men jeg vil lade almindelighederne ligge og præsentere dig for tre af rædselsrollerne i mit eget, private kabinet af arketyper – på en genreskala fra Strindberg til en halvslap sengekantsfilm.
