Dronning af filippinerne og slave i Danmark

Hun er en kvinde med ”slaw” i.

Farverig, direkte – og en smule fræk med et glimt i øjnene.

Og jeg takker min Gud og skaber for, at arbejderklassen og dens kvinder ikke er helt afskaffet til fordel den anæmiske middelstand på skrump. – For slet ikke at tale at tale om den permanent konditrænede type, der først træner så meget, at brysterne forsvinder, blot for at ejeren meget hurtig kan få lavet et sæt nye i silikone eller saltvand – eller hvad man gør i dag.

 

Min kunde her har et brystparti, der fylder i landsskabet. Tro mig, jeg er sikker på, at de er ægte, og at der ikke er pumpet vand i for at øge løftekraften kunstigt og holde det på plads.

She is a very lady. You gotta treat her like one.

Sådan er det bare – og stor respekt for det Hvad pokker taxamanden er godt nok heller ikke kandidat til mr. Univers. Også jeg skal nydes med en passende mængde overbærenhed og forventningsafstemning.

Til gengæld taler jeg af et helt ærligt hjerte, når jeg siger, at jeg mere end andet elsker den kvindekrop, der er personligt drejet – med de afvigelserne for skiftende idealer, der jo altid følger med.

Jeg tænder på fysisk og psykisk personlighed – ikke på metervarer.

Og jeg satser på, at der findes kvindelige soul mates derude, der har den samme fetich som jeg.

Driften mod det uperfekte menneske.

Men jeg må sige det med det samme. I får ikke en chance i forhold til min kone. Hun er så lækker – lang og lækker.

Og i morgen, hvis hun læser det her, slår hun mig givetvis ihjel…!

Continue reading…

Når kræften vender tilbage

Det er den smukkeste sensommermorgen efter den smukkeste sommer.

Jeg er for alvor ved at erkende, at vejret og lyset er et vigtigt element i taxichaufførens arbejdsliv. Det lyder måske lidt paradoksalt, at man er så berørt af vejrliget, når man sidder derinde i den trygge kabine i 21. grader airkonditioneret luft året rundt. – Eller hvad der nu er komfortabelt for dig og kunden.

Det kan regne og sne eller være Sahara-agtige forhold på den anden side af Mercerens forrude.

Herinde er klimaet konstant.

Og humøret.

Folk sukker dybt, når jeg svarer på spørgsmålet om, hvornår jeg møder. Svaret er: mellem 3 og 3,30. Det er så lige med det svar, at nogle kunder dør en lille bitte smule. Ikke ”la petite morte” (den lille død) – som er et lyrisk fransk udtryk for orgasme.

Jeg vil sige – snarere det modsatte. Det er ikke den stille fryd, der kilder, når vejene er sorte – alt er sort derude kl. 3 om morgenen

Hvordan i hede hule ……. Kan jeg dog holde disse tidlige morgener ud – dag efter dag.

Det korteste svar er: Det er nu engang mit job og min mødetid.

Den lidt mere eftertænksomme er, at jeg faktisk surfer på bølgen af de lyse morgener, Fra slutningen af december – uanset, at det er mørkt– mørkt –mørkt, bliver det jo lysere dag for dag. Det er selvfølgelig slemt i begyndelsen – men det bliver lysere.

Nu kan de jo ikke skjules, at vi går mod mørkere tider igen. Men det er trods alt stadig den lyse tid. Og så må jeg bruge andre positive elementer derude fra virkeligheden. Ikke som min faster råbte ”..SE SOLEN…”, når hendes drenge var ved at rive hovederne af hinanden. Ikke i distraktion. Men for ærligt og redeligt at lede efter optimismen.

Sådan er min stemning den solrige morgen i september.

Continue reading…

Taxamanden: Sportsidiot – med streg under idiot

OK, det kan godt være, at jeg lidt for ofte gi’r den gas som kloge-Aage. Så det er nok nu, at jeg lige skal trække lidt i land. Og lad mig gøre det lige på og hårdt – på en område, hvor jeg har lidt alverdens nederlag.

Jeg ved næsten ingenting om sport.

Og jeg har meget ringe viden om fodbold.

Jeg har tidligere diverteret med, hvad det har givet mig af nederlag i mit liv. Fra min ungdoms oplevelser med at blive valgt temmelig sent – nej næstsidst i til diverse hold.

Og alvorlige skader – den ene kunne have formentlig kunnet koste mig livet, hvis ikke en frelsende engel havde råbt: PAS PÅ FOR HELVEDE! Vi havde idræt på Svaneker Borger og Realskole. Jeg havde valgt boldkast, hvor man kaster med de der tosse træbolde, tror jeg det var. Jeg skulle stå ude og samle op, faldt i staver og så kom redningsråbet, da en af skolekammeraterne pludseligt evnede noget, der lignede et olympisk kast.

Jeg vendte mig om – og fik træbolden direkte i panden, så jeg nogle sekunder gik ud som et lys. Rød direkte på nærmeste sygehus, hvor de behandlede med masser af is og midt i panden havde jeg en bule så stor, at den mest lignede en oldtidshøj i det bornholmske landskab – uden træer og stensætninger.

Bare en rød og blå kæmpehøj midt i panden.

Continue reading…

Bonde solidaritet

Der er minder og fortid i luften, da taxamanden en sen nat krydser sit spor-.

Ikke at jeg kender manden. Men vi deler skæbne i den forstand, at vi begge kommer fra de svære tider på landet. – Og at vi begge aldrig kom ind som erhvervsaktive i det miljø, vi er rundet af.

Vi er født på landet. Og inderst inde i os sidder det stadig: Vi er nogle bonderøve, og det kan aldrig være anderledes.

Læs taxamandens klumme fra Ekstrabladets lørdagstillæg  EKSTRA den 26. juli

 

Er vi blevet et klasseløst samfund – harmoniseret, udglattet og pletfjernet?

Nej! især IKKE, hvis vi tolker det klasseløse bredere end munke-marxisterne gjorde det i 70’erne. Altså ikke bare klicheen om udbyttede lønmodtagere og grådige udbyttere. Det handler om mange andre store forskelle i landsby-nationen. Jeg mærker det så tydligt i vogn 2282. Jeg møder arbejderen fra Hellerup der meget, meget hurtigt melder sig ud 2900-segmentet. ”OK, det er godt nok her, jeg er vokset op – men jeg har ikke så meget med nøgen-fødderne i sejlerskoene og de læspende s’er at gøre”. Eller nordjyden eller bornholmeren, der trods de mange udkantsknubs har det som min gamle mormor havde det i sit inderste: ”Vi er ikke decideret bedre end andre mennesker. Men det er umådeligt tæt på. ”

Continue reading…

En hyldest til Alex Nyborg – 30 år i radioen

Det hører til sjældenhederne, at taxamanden hylder særlige personligheder og venner.

Men alle fornuftige regler bør have en undtagelse.

 

I disse dage er det 30 år siden, at Alex begyndte sit virke i radioen. Han har langt de fleste år været i DR med en afstikker til Radio 2. men Public Service er og bliver hans skæbne.

Han er smedesønnen fra Frederiksværk, hvor han bor i dag. Altid lidt for stor – men det gælder også hans hjerte. Han er i ordets ærlige betydning elsket af sine fans. – Hele vejen fra de, der fulgte ham, da han spillede den hårde heavy-musik og derfor fik en adgangsbillet til DR, hvor man savnede hans kompetence.

Men han viste sig hurtigt at være en langt br4edere formidler. En mand af folket med folkets kærlighed. Og i dag givetvis en af de mest populære studieværter i Danmark. (Ekstrabladet har kåret ham som DEN største).

Se taxamandens kærlighedserklæring til en helt, en ven – og en tidligere kollega.

Et hvis fælleskab har vi:
Vi har begge en hang til rytmisk folkemusik.

Og så er vi riddere af Dannebrog. Selv om Alex unægtelig har været tættere på kongefamilien. Han har spillet til et par af kronprinsens private fester.

Tillykke Alex med de 30 år i radiofolketys tjeneste. Giv os en hel masse flere år.

Det var de adelige.

Til alle jer i taxifolket, derude:

GOD JAGT!

Kan du huske, hvor du var?

Kan du huske, hvor du var?

Jeg glemmer det aldrig!

Vi var lidt trætte, min kollega og jeg. Var ankommet til Toronto, Ontario provinsen i Canada sent om aftenen den 10. september efter nogle spændende konferencedage i New Orleans, Louisiana i USA. Rigtig trætte. For ud over radiokonferencen i NAB (National Association og Broadcasters), havde vi natten inden oplevet det livskraftige og musikalske natteliv på Bourbon Street.

Og denne nat var det måske kun blevet til 6 timers søvn.

Gruppen fra Danmarks havde delt sig efter konferencen. En tog ferie og var på vej til Cuba. En anden var rejst for at tage et par dage ”off” hos nogle venner i New York. Og jeg, chef for DR Radioens Chefredaktion, var sammen med DR Radios tekniske chef, Per, taget til Canada for at besøge CBC – den canadiske søsterorganisation til DR.

Nu handlede det så om fokus på digital radio.

Underligt for mig i dag at tænke på, de næste minutter netop udspandt sig i en taxi. Dengang dog med mig på bagsædet.

Klokken var blot lidt før 9, morgen, canadisk tid (Eastern), og det var bare blevet til lidt hvid brød og kaffe på hotellet, inden vi satte os ind i taxien og bad den om at køre os til Front Street West, hvor vi skulle mødes 9,30. Jeg husker, at jeg røg på det tidspunkt og glædede mig over, at vi ville komme til CBC’s hovedkvarter i god tid inden mødet kl, så vi kunne nå at få en smøg på gaden over for dem moderne mediebygning. Jeg husker også tydeligt, at Per sad træt og stille, mens jeg sædvanen tro talte og talte. Indimellem afbrød han med nogle korte, tekniske oplysninger, mens han kiggede ud af vinduet på taxaen og iagttog morgentravlheden. Han ville givetvis helst have været helt i fred efter få dage i USA og Canada og et jet lag,. Der ikke havde nået at fortage sig. Han kendte byen en smule fra et familiebesøg. Jeg havde aldrig været der før.

Det var i en af de sjældne pauser i min talestrøm, at jeg ureflekteret lyttede til nyhedsstemmen i radioen. Første gang uden at reagere.

Continue reading…

Nähdä maailmaa taksi

Det blev en dag i nationale farver.

Flere farver.

Men også en dag, der viste nogle af forskellene på at være national og være nationalistisk.

Især det sidste bryder taxamanden sig meget lidt om. Måske på grund af et stænk af det blod han har i årerne – og en slags modgift mod samme. Min farfar var tysker, jeg elsker tysk litteratur og musik, jeg taler tysk – men er knap så stolt af visse sorte sider i landets og familiens historie. Og jer er vild med store multi-etniske nationer som USA og Canada. Jeg er nok mere til luft under vingerne og lange træk end hyggefiserierne i en rede, der aldrig bliver forladt.

Continue reading…

Er han en kommende stjerne?

kig grundigt på denne unge mand. Måske er det ikke sidste gang, du ser ham.

Du må kende denne her oplevelse. Ikke mindst, hvis du er lidt til års som jeg er. Der hvor livet byder på gentagelser – i bedste fald gentagende overraskelser.

Kender du det, at du tidligere i dit liv møder en person – måske bare som en tilfældighed. En hyggelig aften. Eller en tur i bussen eller toget – og helt ud af livet og synet igen.

Så går tiden og årene – og pludselig er personen rykket ind i en helt anden sammenhæng. Måske blevet mere alment kendt. Måske totalt skiftet stil.

Jeg tænder altså lidt på livets totale overraskelser, det må jeg indrømme. Og sikken en fest det ville være at have evnen til at forudsige dem!

I mit eget liv findes disse pludseligheder på en skala fra det erotiske til det hverdagsagtige. Noget er stadig et mysterium. Noget er kommet tilbage som en stor overraskelse

Continue reading…

Når det er rigtigt svært at elske Danmark

Om lidt skal du møde de multietniske “prinser af Danmark” – Viggo og Aksel, der til dagligt bor i LA med en sydanerikansk far og en dansk mor.

Smukt nok. Det er bare temmelig besværligt for dem at få lov till at holde fast og især få deres far med til deres andet fædreland

 

Læs klummen i som den blev bragt i EKSTRA -EB’s tillæg den 19. juli

 

Min uundværlige bilradio bidrager til den politiske sommer-underholdning, De Radikale leger hinkeleg mellem udlændingeloven og dagpengereglerne. Også de rammes af uforklarlige politiske selvmordtendenser i sommervarmen, eller: ”hvorledes fjerner vi en af de særlige grunde til at stemme på netop os.”

– Stop nu for fanden den der evige politiske kritik. Du kører taxa og holder af mennesker, and that’s fucking it!

Jeg er nået til en alder, hvor jeg af og til taler højt med mig selv. Forestiller mig en usynlig lytter – og så er det ude af kroppen- Så kan jeg skifte kanal.

Jeg skal samle en lufthavnskunde op på det københavnske Østerbro og jeg mødes af en gruppe mennesker med gener fra flere verdensdele. En ældre dansk kvinde, som viser sig at være en reserve-mormor, der tager afskeden med fattet ro, mens hun kysser og krammer på to små drenge. Kønne er de med deres store brune øjne og det kulsorte hår – omkring 3 og 5 år. De taler til gengæld udpræget amerikansk. De bor med mor og far i Los Angeles, Californien. Det mørke har de dels fra deres sydamerikanske far – og dels fra deres mor, der er asiat af fødsel. Hun taler til gengæld – og er som adoptivbarn – pære dansk.

Det er jo smukt som min barndoms geografibog i 60’erne. Kloden består af mennesker i mange farver. Vi er etnisk, religiøst, i hudfarve – forskellige. Vi har blandet os, flyttet os, tilkæmpet os nye dele af verden. Nogle gange med rå vold. Ofte bare elsket os frem. Og det er givetvis en del af vores arts udvikling og overlevelse, at vi har blandet vores arvemateriale.

Men nemt er det ikke i den moderne kultur. Jo, at finde og elske hinanden. Men at bygge reden og familien er ikke nemt, når man tilhører verdens lykkeligste folk. Det er en kamp og mange indrømmer, at det belaster kærligheden til fædrelandet

Continue reading…

“…Billeder gennem forruden på en Mercer…”

Her er så den første videohilsen i september.

Denne gang fortæller jeg lidt om min begyndende brug af Instagram – sen sociale tjeneste, hvor man deler billeder.

Man kan enten bruge billeder, som man har taget med/ har liggende på sin smartphone – eller man kan tage billederne gennem sin Instagram-app. Under alle omstændigheder kan billeder behandles med effekter og modifikationer, så de får et ganske særligt udtryk. Instagram er billedernes medium – og tjenesten har sine egne nørderier, som selvfølgelig også indeholder nogle af de største klicheer på nettet og i brugen af din smartphone.

Rigtigt mange laver billedopslag om mad. Der findes ikke den frokosttallerken eller den brunch, som ikke er afbilledet på Instagram. Eller det kan handle om mode.

 

Taxaxamanden leger blot lidt med sine nørderier for tiden og her i begyndelsen. Det handler om billeder fra de smukkeste morgener – og sandelig om ikke du kan se et billede af min kollegas sko -. de mest velpudsede sko i hele taxiuniverset. Og endelig: Jeg har taget og fået taget nogle billeder af sjove skilte/reklameskilte på biler derude i trafikken. Her har jeg fået hjælp af min taxikollega Lars Kleist i vogn 42.

 

Og har du lyst til at lege med, er du meget velkommen.

 

Taxamandens Instagram-profil er jespertaxamand og jeg hashtagger – bruger “firkant” foran et stikord – med #taxamand.

 

Til jer der skal ude og tjene penge i jeres taxier denne weekend:

 

GOD JAGT!!!!!!