Et forbillede i pli og dannelse i den politiske debat

Jeg plejer at sige, at jeg fortæller historier fra den virkelige virkelighed.

Et eller andet sted bør det begreb jo falde for den generelle journalistiske ”shit-detektor”. For det holder jo ikke at påberåbe sig en virkelighed, som altid vil være farvet af brillerne, den ses igennem og hjernen hos den, der gengiver den. På samme måde rynker jeg på næsen af de af mine kunder, der med et smil på læben spørger mig, hvordan det egentlig er at tilhøre ”verdens lykkeligste folk”. Jo, jeg er lykkelig mestendels. Men den lykke måles jo ikke alene på en fælles målestok.

Jeg bryder mig ikke om etiketter og jeg lyver jo, hvis jeg tager patent på den virkelige virkelighed.

Så måske skulle jeg bare tilføje – som taxamanden ser den!

Men det er ikke taxamanden som sandsiger eller opdrager, der fascinerer mig og får mig til at gå til vaflerne, når jeg som i gårsdagens historie møder den unge, afrikanske indvandrer, der på overfladen er en drengerøv og trænger til noget coaching og et par venskabelige spark bagi, så kan lære noget om æstetikken i det danske sprog og være den service-yder, taxafolk nu engang skal yde.

Det er ikke moralisten, for det kan jeg slet ikke leve op til. Hverken som det udtrykkes af nogle af jer Facebook-venner og bloglæsere, der tror jeg har et hjerte med særlig plads. – Eller de mere skadefro udenfor Facebook-universet, der indirekte siger til mig. Indrøm det nu, taxamand: Sådan er de jo. De passer ikke ind i vores samfund.

Continue reading…

Mødet med den sorte taxa-elev

Den blev en af de helt sjove ture, hvor den aldrende taxamand lige fik afprøvet sine kompetencer i en lille håndfuld roller.

Integrationskonsulent.

Coach

Opdrager.

Kollega en spe.

 Han stopper mig på en af de vildt trafikerede ringveje i en af de begyndende myldretidstimer om eftermiddagen. Lidt stresset, lidt oppe at køre. Ud med lappen, direkte øjekontakt – og så er endnu en kunde hjemme. – Han dybest set en drengerøv – sidst i tyverne. En af dem, hvor det har taget lidt tid at blive voksen. Og derfor måske også særdeles charmerende. Min kunde er af afrikansk baggrund og på en gang en gadedreng og lidt for beskeden.

Han fortæller, at han har boet i Danmark siden han var 10.

 

– Jeg troede du var født her. Du taler jo hammergodt dansk!

– Nej, nej, nej. Ikke godt nok siger han med noget, som jeg først tror er påtaget beskedenhed.

Men han er ikke tilfreds med sine danskpræstationer endnu. Selv hører jeg bare en smule dialekt, der sådan ikke er mere hørbar end sprogfarven hos granitperkeren himself.

Continue reading…

På taxitur tilbage til fortiden

Lad mig sige det, som det er: Man kan godt se, at han har levet livet.

Eller rettere. At han har brugt sig selv i de år, der er gået indtil nu. For lykkeligvis står han på benene endnu, men de er lidt trætte og slidte under ham. Og da jeg spørger til hans alder gætter jeg lige vel mange år forkert – den forkerte vej.

Jeg gør ham en halv snes år for gammel.

De sidste år har han haft sin faste dont på en skonnert på en lille sydeuropæisk ø, hvor han sejler med turister ud til de fede strande. Og de ensomme strande. Man finder den gamle skonnert på havnen, laver en aftale med skipperen – og så kan man sejle derud på det azurblå og i nogle timer virkeliggøre drømmen om at leve i sit helt eget paradis.

Continue reading…

Ud at køre med den kloge skøre

Dagens historie er en hyldest til de “anderledes” mennesker, som er lidt langt nede på samfundets prestigeside men som er med til at sætte farver på min hverdag. – Min arbejdsdag.

Respekt for “de skøre”.

Fra min klumme i EKSTRA, Ekstrabladets lørdagstillæg den 28. juni.

 

Jeg er taxamanden.

Jeg er en klon mellem en radar og en scanner. Mener at kunne genkende mennesketyperne på afstand og se mere af, hvad de har indeni, når de sætter ind i denne ca. 2 kubikmeter varmestue af en sandhedsscanner. Og jeg kan dagligt glæde mig over, at jeg ikke skal tage stilling til HVEM de er – kunderne – som personligheder. I en hvis forstand – heller ikke hvornår de daglige menneske-møder finder sted. Jeg skal bare længe mig tilbage i lædersæderne og lade verden komme til mig. Jeg tager folk som skyggerne på et radarbillede.

Iscenesættelsen tager forsynet sig af.

Jeg ville ønske for jer – adel og borger, præster og sønner, arbejdere, perkere af alle farver, rige og fattige, – at netop det tilfældige forsyn lod jer møde verden som jeg får lov.

En tidlig sommerdag i verdens lykkeligste folkehav.

Continue reading…

De små historier og deres gentagelser

Taxamandens første videohilsen i efterårssæsonen

Om den bedste sommer i mands minde.

Om de små historier og frygten for gentagelser.

Om begyndelsen på næste sæson af taxamanden.dk

Om at varme op til igen at tjene penge.

Om dagens sidste kunde, der kom som en kærkommen gave til kistebunden.

 

Go’ jagt- og go’ weekend

Den store kærlighed – og den dybe sorg

Historien til jer i dag var jeg indledningsvis ikke sikker på, jeg ville skrive.

På ingen måde, Fordi den er farlig eller en grum afsløring. Snarere tværtimod. Den er dybest set så almen – et udtryk de stærke men helt almindelige følelser – at den for nogle måske ville være triviel. Og det sidste ville jeg ikke risikere. Men det var altså en af de dage og en af de taxiture, der kan få tårerne frem i øjekrogene på den snart garvede taxamand og en journalist og mediedesigner, som mig, der har tilbragt størstedelen af mit journalistiske virke med at fortælle de samme får håndfulde grundlæggende historier – på 1000 måder:

At vi elsker.

At vi længes.

At vi frygter.

At vi er vrede.

At vi er lykkelige.

At vi får.

At vi mister.

…og nogle få flere.

 

Principielt en perlerække af gentagelser.

Men selv gentagelserne af livets trivialiteter kan være en oplevelse for livet – sådan set gennem forruden på min grå Mercer med det grønne logo.

Continue reading…

Ud at rejse og leve for alle pengene

Jeg er fremme hos kunden allerede 5 minutter før den forudbestilte tid.

Eller rettere – kunderne. to kvinder i deres bedste alder. De står allerede klar foran den enes bopæl i Hellerup. Yo kvinder med hver deres røde, næsten identiske kufferter

”…I deres bedste alder…”

Et sjovt og ikke helt klichefrit udtryk. Notorisk noget sludder, fordi man vel principielt ikke kan tale om, hvilken alder, der er den bedste. Men det er nok en af de udtryk, der skal forhindre os i at bruge det angiveligt frygtelige ord GAMMEL. For det allerværste man kan være her i livet er at være gammel. Det signalerer afslutning, snart-færdig – død. Allerede min gamle mor – undskyld Nina, kære Nina – lærte mig, at ordet er forbudt. Og hun ved, hvad hun taler om. Hun har langt den meste del af sit liv arbejdet i ”ældresektoren” (det er dog et ganske FORFÆRDELIGT ord, og er ved guder ikke opfundet af hende). Min mor var i sit arbejdsliv bl.a. plejehemsforstander og hun har hele livet sagt ÆLDRE – ikke gammel. Og det dogme hænger fast i dag, så hun stadig kan rette sin søn på bare 60 år, hvis han skulle komme til at bruge det stigmatiserende udtryk.

De to kvinder foran den flotte opgang i forstaden er så absolut ældre.

Continue reading…

Anarkisten – det tossede geni

Jeg kiggede en ekstra gang på den lille skærm med bestillingen. Et underligt navn, som jeg ikke engang kan bestemme etnisk eller nationalt

Det er jo computeren, som styrer taxafolkets liv i dag. Den der med en løbende dialog på radioen, hvor man slås om hvem, der kommer først, kan du godt glemme. Vi kører i særlige distrikter. Vi kan se, hvor mange vogne, der venter i det enkelte distrikt – og lige så snart vi krydser grænsen til et distrikt sørger GPS-systemet for at, at vi automatisk tilmeldes i den rigtige rækkefølge. Så kan vi chauffører have forskellige ”egenskaber”. Nogle af os kører stationcar, og bestilles der en vogn med mere plads til baggage, kommer man op i køen. Nogle vil ikke køre med hunde af allergiske, fobiske eller religiøse årsager. De får så ALDRIG en sådan bestilling. Men ellers ligger vi pænt i rækkefølge og kan derudover ”skyde” på nabodistrikter, hvor der ikke er ledige vogne men pludselig kunder.

Så det første man gør er altså at kigge på skærmen, når man er nummer et og køreordren bimler ind med klokkespil og det hele – udvalgt af computeren.

Og som sagt: Denne gang kigger jeg endnu engang. Klokken er 8 og der kommer et højst usædvanligt navn frem på skærmen. Det virker fransk – men også lidt konstrueret. I den kultur stavet som et kvindenavn. – Og turen går til en institution – en særlig skole i de ydre forstæder til København.

Jeg kører ind i det endnu flottere forstadskvarter og venter på kunde. Hun skal være der om nogle få minutter, tænker jeg, mens jeg spinner på historien om det særegne navn og specialskolen

Men så viser det sig, at hun er en han.

Continue reading…

En verden af mænd

Så er taxamanden tilbage med “hovedet i bloggen”.

Jeg fik reaktioner, da jeg annoncerede min udmelding af De Radikale. Sådan må DET være. Nogle anbefalede andre partier. En enkelt blev så træt at min politiske tilkendegivelse, at hun trak sig fra min Facebook. Jeg fortryder ikke disse udmeldinger et sekund. For jeg er demokrat og jeg er grundtvigsk, så jeg mener at  meningerne skal brydes. DER har vi noget at byde på i vores land og vores kultur.

Og så skal jeg tilbage i taxien. Ikke mindst der lever vi med vores forskelle – og den gave takker jeg mine kolleger generelt og venner, kolleger og chefer i Virumgade taxicenter særligt for: Forskelligheden. Ikke mindst der er jeg skab til et arbejdsliv på 4 hjul. Vi er så hamrende forskellige og  det er ikke så afgørende, hvor vi stemmer på valgdagen. Den folkelige frihed fra mit arbejdsliv bærer jeg ind i min blog og debatvirksomhed.

Derfor historien om min udmeldelse af partiet – og begrundelsen for den.

Derfor OK til, at Information i dag har fået lov til at bringe mit brev til de radikale som et synspunkt i dagens avis.

Men menighedspolitisk bliver jeg aldrig. Dertil er tvivlen i mig større end partidisciplinen.

Vi er så hamrende forskellige i branchen som kunderne på for- og bagsædet. Derfor åbner jeg taxamandens blog i andet halvår 2014 med en hilsen om nogle af mine gode kolleger i dagligdagen. Du skal møde nogle af mændene – for vi er 100 mænd og nul damer, der hvor jeg kommer fra.

Mød bl.a. mini-Tito, “grækeren” og “Peter Panik” i dette portræt i humor og en slags kærlighed.

Fra EKSTRA  – taxamandens klumme i Ekstrabladet den 21. juni.

Continue reading…

Taxamanden – tilbage om en uge….

Jeg har holdt ferie. Og skrevet. Og hygget. Og levet. Og spist. Og drukket en smule. Og badet. Og læst. Og sovet. Og indimellem har jeg flyttet. Og passet og nydt min familie – så vidt det kan lade sig gøre, når alle er på vej.

Nu forbereder jeg mig til at komme tilbage. Det sker mere formelt på mandag den 11. august.

 

Som en særlig sommerhilsen får du den her video med nogle billeder fra sommeren, der tilsyneladende aldrig vil ende.