På tur med den unge verdensborger

Klokken er 04,00 og jeg  holder klar til en forudbestilling i det lidet kønne 70’er- byggeri i en af forstæderne. Beton og velfriserede træer uden blade.  Jeg bruger anledningen til at strække benene de fem minutter inden kunden kommer ud. Nattens taxafoniske voyeur. Sådan er det hver gang, jeg ankommer til en kundes bolig om natten. Jeg orienterer mig og kigger. Ser bort fra alle de slukkede og mørklagte stuer. Finder lyset, der altid er der et sted. Oplever igen og igen at der findes langt flere natteravne, end jeg troede, inden jeg begyndte at køre taxi. I stueetagen sidder en person – måske i en eller anden døs her kl. 4 om morgenen. En mand med ryggen mod vinduet. Kigger ind i sin store fladskærm. Eller måske sover han bare foran sit fjernsyn.

Continue reading…

Manden i den døde bil

For ham har det været – en rigtig lortedag. Intet mindre. En af de der dage, hvor alt går i hårdknude fra den tidlige morgen. Han manglede sådan set bare, at bilen gik i stå  på en eller ande befærdet motortrafikvej og han ikke længere kan komme ud af stedet.

Og det sker så – som den diametrale modsætning af at ”have heldet med sig”. Han holder midt i  motherf******* myldretidstrafik på en af  de nordsjællanske, kaotiske, trafikkaos-indfaldsveje.

Continue reading…

En muslim, en granitperker, en oldkristen – og en revolution….

Jeg oplevede i går et helt nyt og meget grænseoverskridende møde på min arbejdsplads. Det vil givetvis tage mig nogle dage at vende mig til en helt ny situation. Det kan jeg lige så godt indrømme. Men lad mig vende tilbage til det senere.

Det er ikke for at legitimere noget som helst, at jeg nævner, at jeg betragter mig som et ret åbent menneske. At være åben er for mig ikke bare at udvise tolerance. Eller endnu værre: bare at sige man er det – tolerant. For som så ofte indrømmet og flere gange skrevet i mine daglige essays og på min blog, er jeg et meget, meget nysgerrigt menneske. Det ar tæt på at give røvfuld, da jeg ar barn. Og det har til tider drevet min mere civiliserede hustru til vanvid, at jeg på ret kort tid kan finde på at stille direkte og personlige spørgsmål til de mennesker jeg møder. Så det der med den selverklærede åbenhed er jo i høj grad en forudsætning for at kunne handle ud fra sin nysgerrighed.

Continue reading…

Da de gamle tog flugten

Det er en vild historie i det HELT almindelige Danmark. De er stukket af fra deres midlertidige hjem, men personalet har fundet dem. Og det er ret godt, for de er begge – mand og kone – langt oppe i firserne. Og de er demente…..

Alle kender fornemmelse af de oplevelser, som både er barokke og et egentligt grin – et højt grin værd. – Og samtidigt – en hændelse som helt objektivt har tragediens anatomi. Sådan er min oplevelse denne gang. Meget hurtigt har følelsen af den  skæve humor – og så en vemodig eftertænksomhed over baggrunden for den barokke hændelse.

En yngre dame sætter sig ind i Merceren et sted i Københavns velbjergede yderkant. Hum beder om at blive kørt til et aflastningshjem i en af de nordlige forstæder. Efter de sædvanlige, indledende bemærkninger, tvinger min nysgerrighed til at spørge hende, om hun arbejder på det aflastningshjem, som er målet for turen.

Continue reading…

Karrierekvinden og hendes afsavn

Hun ser godt og tjekket ud denne her mørke og kolde vintermorgen, hor hun lyser op hvor man kun kan undre sig: Hvad i himlens navn fik vore forfædre til at slå sig ned på disse kanter i en svunden fortid. Småregn, kulde og det deprimerende, nordiske vintermørke. Det er ubegribeligt, at i ikke for længst er flygtet til en strand i troperne. Hun er fra Sverige, taler tilstræbt dansk med sine omgivelser (og det lyder derefter…) , og hun er forretningskvinde. Med streg under både forretning og kvinde. Hun har overskud nok til at smile – men hun er også lidt af en ekvilibrist i den der disciplin, som kvinder kan være særligt gode til: Den fine balance mellem nærvær og distance. Integritet på den overskudsagtige måde, renset for højrøvethed. Men ovenpå!

Continue reading…

Den totale lykke

Der er noget fascinerende over de uforventelige møder, som er taxalivets kerne.  – Til tider både skræmmende og spændende i de få minutter fra jeg modtager en bestilling via anlæg/skærm –  til jeg er fremme hos kunden. Er det bare et vejnummer og et navn, kan jeg blive ramt af den almindelige nyfigenhed: Hende har jeg da mødt før! – Er det et sted/en institution, kan det sætte fantasien i gang – og få mig til at skabe en livshistorie for mit indre.

Og så er der ulykkerne – og de ramte.

Continue reading…

Min syngende kunde

Jeg må fastholde, at en taxa i princippet er et meget intimt sted for dialog. Vi har blot de der mindre end 2 kubikmeter rum – fører og passager. Sidder kunden på forsædet, er vore ansigter måske kun 20 centimer fra hinanden.  Man kan se hinanden – tydeligt. Man kan se hudens beskaffenhed. Man kan se eventuelle blodsprængninger i kundens øjne – og derfor også lidt om, der er noget andet i kundens årer end blod!

Bare så vi har det på det rene.

Så kommer det raffinerede: Det er sådan set også af betydning, hvordan kunden sidder og hvor stor kunden er.  Continue reading…

Indrømmet!

Det er mere interessant, hvem taxamanden møder på sine ture gennem natten og dagen end hele tiden at få fyldt på, hvad han mener om dette og hint. Den er jeg helt med på. Men mine skriverier her på Facebook – og om ganske kort tid på min nye blog – må indimellem give mig plads til at få luft. Bar’ en gang imellem!
Jeg havde skide travlt i går og tjente gode penge. Så det var en glad og træt taxamand, der kørte hjem efter sin 12-timers vagt. Men jeg var også lettere forgiftet efter dagens journalistiske æterbårne dækning af medisterrouladen, – sorry, ministerrokaden.
Continue reading…

semesterstart & Studenterliv

Det er semesterstart på de højere læreranstalter i disse dage. Og for nogle er det selve starten på studenterlivet. Det kan man forvisse sig om, når man kører tidlig morgen om fredagen og i weekenden. Det hele starter naturligvis med socialisering i byen. Jeg har sagt det så ofte til de, der spørger om, hvordan man ”læser” markedet for taxafolk: Taxafolk er reelt praktiserende barfods-sociologer. Man gætter på vaner, rutiner, passioner, events – og så kører man sultent, som rovdyret, der leder efter de vandhuller, der gav kød på bordet, sidste gang man kom forbi.
Om en uge eller to kommer de unge tilbage fra deres rus-kurser, hvor ældre studerende har indviet dem i tidens vilkår og hvor de har skabt de første alliancer. Måske romancer.
Så er taxa-rovdyrene der igen, når de unge måske er ude for at kysse på dem, der var særligt dejlige på rusturen. Vi kører dem hjem! Continue reading…