Hestepigen og travlheden

Det er en irriterende uvane jeg har, som jeg deler med mange mennesker. Jeg har travlt  – og jeg taler for ofte om det. Op kl. 2, i bad, lave madpakke, køre på arbejde, bytte bil med Morten ”M”, natmanden, tjene penge morgen og dag, skrive, køre hjem… – Og huskede jeg at ringe til ungerne og kysse konen, mens vi tangerer hinanden ved aftensmaden?

Jeg har travlt!

Jeg er oven i købet så hyklerisk, at  jeg på en gang selv lader den bemærkning falde – og samtidigt irriteres vanvittigt, når den falder fra andres læber. Jeg har travlt: Jeg gribes af lysten til at råbe – og under tiden slipper det ud af min mund: Hvad fanden kommer det mig ved!  Så det kom som manna fra himlen, da jeg i det forgangne Kirkegaard-år læste citater fra den store Søren:

”Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt….”.

Continue reading…

Min kollega Bo – King of the road…

Jomfru Ane Gade i Ålborg. Klinger af DRAMA. Læs lige en sand beretning om en af dagens taxi-helte under fanen “ANDRE TAXAMÆND”.

Og se så lige her, hvad Bo beskæftiger sig med i sin kreative fritid…..

 

Kogekonen tæt på katastrofen

Ejendomsvurderingerne på husene langs min vej stiger, mens jeg nærmer mig min næste kunde på en af ikke bare Storkøbenhavns men landets dyreste adresser. Jeg kører fysisk set temmeligt vandret, men jeg kører opad den sociale rangstige. Det starter med almindelige, pæne parcelhuse. Så glider vi over i en mere individuel byggestil, Og næsten fremme ligner det mere domiciler. Her begynder de tykkere hegn og mure – og ikke mindst de elektrisk kæmpe-låger at gøre sig gældende. Dørtelefoner allerede ved hegnet- og med video, for Guds skyld.

Taxamanden kører også med landets øverste klasser. Og så er jeg fremme ved noget, der kunne ligne en slags ringmur. Det store hus ligger lidt dybt i baggrunden, men der er ingen, der svarer, når jeg ringer på. Alt er helt stille sådan en formiddag i landets bedste kvarter. Jeg hæver mig på spidserne af mine Ecco-sko, som hører med til taxamandens sorte uniform. Heller intet svar, da jeg prøver mobiltelefonen-

Continue reading…

Hårfarven og kærligheds-hævnen

Tidspunktet og stedet tyder på et af de rare gamle mennesker, som i høj grad er blevet en del af min dagligdag. Især mine formiddage.

Min næste køreordre går til svømmehallen. Det må være en bedstemor eller -far efter den ugentlige motionstur.

Jeg plejer at sige, at taxafolk trænes i at blive verdens bedste amatør-sociologer. Vi gætter på, hvad der sker lige om lidt på baggrund af erfaringerne fra i går. Og erfaringerne fra i går er akkumulerede fra dagene, ugerne, månederne og årerne, der gik forud . Så den er som sagt hjemme:

Så her er som sagt det ret sikre bud: Jeg skal hente en ældre frue, som har været til motionssvømning.

Der tager jeg så fejl.

Continue reading…

Den ufaglærte – proletaren lever

Jeg troede det var den højere mening med velfærdssamfundet, at vi skulle afskaffe klassesamfundet. Jeg er gammel nok til at have hørt Danmark benævnt som et landbrugsland. Selv om det mest var en kendsgerning på mine bedstemødrene sider. Selv blev jeg født ind i det erklærede industrisamfund. Kendetegnende for 1900-tallet med en eksplosiv udvikling af materielle goder , fabrikkerne som det stærkeste symbol – men også århundredet med nogle af historiens mest omfattende krige og ødelæggelser.

Og så det postmoderne samfund, vidensamfundet, fritidssamfundet – og drømmen om afskaffelsen af mennesket som arbejdets slave. I hvert fald i vores højtudviklede kulturkreds. Slut med proletaren. I hvert fald i velfærds-Danmark

Bom, bom, bom….

Continue reading…

Om isbjerge, chefer og retten til at sige imod

Jeg er sådan set parat til et gæsteprofessorat på CBS (Copenhagen Business School). Bare en deltidsstilling med speciale i ledelse og virksomhedskultur – og med sikkerhed for at kunne holde mine ben i virkelighedens verden – fortsætte som taxamand. Jeg har jo alle arketyperne i min hule vogn – den sølvgrå med det grønne logo.

Der er brancher, hvor de slår rekorden i højrøvethed. Og med respekt for fortroligheden, kan jeg ikke komme det nærmere. Bare konstatere, at der er særlige dele af erhvervslivet, hvor de helt naturligt sviner kunden til, når de har været på besøg ude i byen. Det er en slags managementmæssig testosteron retorik, som bl, a, tjener det formål at ranke ryggen, når man nu lige har været nede på knæene for dem, der betaler omsætningen.Så er der de kolde – de iskold. Som et isbjerg, der ved en fejltagelse er havnet midt i ørkenen. De ringer på mobilen til sekretæren eller chefen for først og fremmest at sivnalere STYR-PÅ-DET. Jeg følger metaforen og forestiller mig, at de meget snart vil smelte, når de er tilbage i kontorets faste rammer – og fordampe og forsvinde, som havde de aldrig været der. Jeg tror faktisk, at der er ledere, der har stor angstprovokeret smerte i deres arbejde.

Men lad nu alt det negative ligge og nyde lyspunkterne.

Continue reading…

Om taxamænd når skæbnen slår til

Han har det hele. Og lidt til – og meget mer’, som Kasper Vinding har skrevet det for C. V Jørgensen.

Kærlighed. Børn. Et OK  job. Og penge og velfærd nok til en ordentlig tilværelse.

Men: Et rutinebesøg hos lægen har sat det hele i perspektiv: En næsten 10 år gammel kræftsygdom er brudt ud igen.

“P” er en af mine kolleger. En af dem  som vi provinsboer kunne finde på at kalde en “Københavnersnude”. For en indfødt bornholmer som undertegnede – selv en halvblods  – dækker den betegnelse nærmest mennesker fra hele Storkøbenhavn. For det er mere en kollektiv personlighedskarakteristik end det er en demografisk kategori: Man er hurtig i replikken. Man bruger ironi til den anstændige sarkasmegrænse. Kortene på bordet!  Man siger – for fanden – tingene lige ud!

Continue reading…

En lykkelig kærlighedshistorie

– Hvor kommer du så fra?

Denne gang kommer spørgsmålet fra kunden bare et halvt minut efter, at han har sat sig ind i taxaen. Nu er det ham, der spørger. Vi bytter roller, udet at det er tilsigtet. Han genkender min accent blot efter få sætninger fra den ellers  ivrigt talende taxamand. Jeg fortæller ham stolt, at jeg oprindeligt kommer fra Bornholm men at det er mange, mange år siden og at jeg aldrig har talt min hjemegns sprog  fuldendt. Det er sprogets musik, der hænger fast.

En helt anden musik afspejler hans sprog endnu mere. Han er tydeligvis ikke født herhjemme. Jeg har to mulige gæt: Det er enten urdu eller hindi – og fordi han angiver sin adresse som ”…lige i nærheden af islamisk kulturcenter..”, gætter jeg på det første – og gætter rigtigt.

Han er pakistaner.

Continue reading…

På tur med den unge verdensborger

Klokken er 04,00 og jeg  holder klar til en forudbestilling i det lidet kønne 70’er- byggeri i en af forstæderne. Beton og velfriserede træer uden blade.  Jeg bruger anledningen til at strække benene de fem minutter inden kunden kommer ud. Nattens taxafoniske voyeur. Sådan er det hver gang, jeg ankommer til en kundes bolig om natten. Jeg orienterer mig og kigger. Ser bort fra alle de slukkede og mørklagte stuer. Finder lyset, der altid er der et sted. Oplever igen og igen at der findes langt flere natteravne, end jeg troede, inden jeg begyndte at køre taxi. I stueetagen sidder en person – måske i en eller anden døs her kl. 4 om morgenen. En mand med ryggen mod vinduet. Kigger ind i sin store fladskærm. Eller måske sover han bare foran sit fjernsyn.

Continue reading…