Klummen i EKSTRA, Ekstrabladet lørdag den 3 august

Det emmer af idyl.

Den smukkeste sommer i mands minde og endnu en af de smukke morgener, hvor taxamanden ikke behøver at argumentere for, at det er OK at stå tidligt op. Ikke med hønsene, for dem er der godt nok ikke mange af her i et af hovedstadens dyreste villakvarterer.

Jeg er trådt ud af Merceren for at strække benene og gøre bare en smule for ikke at blive ramt af statistikkernes nådesløse dom over taxi-erhvervets udøvere: Det er ikke godt for helbredet. Ikke sådan, at man alene er i fare for at blive smadret i trafikken eller overfaldet af en psykopat. Men især det stillesiddende. Overvægt. Diabetes 2. Hjertekarsygdomme.

I går kiggede fruen alvorligt på mig i en stemning af bekymret omsorg. Hun havde fået mine fremtidsudsigter direkte og uforbeholdent ved det årlige forsikringstjek. Agenten i den anden ende af telefonen spurgte til job-realiteterne og så måtte fruen gå til bekendelse: Job-titlen skulle ændres fra programchef i Statsradiofonien til taxichauffør på landevejen.

– Ja det er jo en helt anden sag, sagde forsikringsagenten i den anden ende. Taxichauffør, det er jo et højrisikojob.

Og så steg præmien på vores fælles ulykkesforsikring til omkring det dobbelte, mens min smukke og sunde hustru, der tager sig af folkets yngste skolebørn i sit professionelle virke og derfor må gå forud med et godt eksempel – var afskåret fra at lyve.

Lige nu er moren ved at slutte et behandlingsalternativ i USA. Hun har kræft

Mit sundhedsprogram blev iværksat med det samme og jeg er blevet en af de chauffører, der tager runder hurtigt rundt om den grå Mercer med det grønne logo, når tiden tillader det. Ud Af døren. Op på stikkerne. Rundt om bilen. En hurtig runde for folkesundheden og min egen overlevelse.

Jeg nyder den kølige sommerluft og kigger om ikke misundeligt så med en anelse af socialt begær på de store, hvide villaer med sommersolen skinnede i de sortglaserede tegl. Bag hækken hører jeg kunden. En rar voksen herre. En far, forstår jeg hurtigt på brudstykker af dialogen. Han forsøger at få teenagerdøtrene til at speede bare en smule op for at nå frem i hæderlig tid til lufthavnen.

 

Han er en behagelig mand og en god far er jeg sikker på- Og døtrene er forventningsfulde. For selv i de bedst stilledes univers, er der god stemning, når turen går til USA. Først skal mor samles op på Østkysten og så går den fælles rejse videre mod vest – til Californien.

Vi kører gennem byen til terminal 3 og jeg snakker med farmand, der er lige så stolt af sine døtre som jeg af mine. Der kan let brede sig en lidt loge-agtig stemning mellem døtres fædre, når vi på den ene side er for maskuline til blindt af råbe kærligheden ud i universet – og på den anden side er for stolte til at styre os. Pigerne er i fuld dialog på bagsædet og faren sænker stemmen en smule.

For den dejligste morgen i hundrede år har også en bagside og skæbnen skaber en hurtig fortrolighed mellem fædrene på forsædet. En af de magiske øjeblikke, hvor mit job føles hundrede gange vigtigere end den latterlige timeløn, jeg kan tjene ind.

Han taler direkte til mig. En snak mellem ligestillede mænd-

Lige nu er moren ved at slutte et behandlingsalternativ i USA. Hun har kræft. Og når behandlingen er overstået, skal familiens kærlighed leves fuldt ud på drømmerejsen på USA’s Vestkyst. Jeg har selv været der på kryds og tværs på Harley Davidson, så jeg genoplever den dunkende hede ved San Diego. Det kaotiske Los Angeles. Highway One. Stillehavskysten med udsigten til klipper og måske hvaler. Kunstnerlivet i San Francisco. Vinmarkerne. Yosemite parken med sne på toppen af Rocky Mountains. Death Valley tæt på grænsen mellem Californien og Nevada

En rejse for livet!

Ja, lige netop.

En rejse for livet.

 

Hans talte et sprog af lige dele kampgejst og frygt

Tøserne på bagsædet ænser os ikke. Vi får ikke tid til de store udredninger inden vi er fremme. Men vi når at dementere myten om, at mænd har svært ved at vise følelser.

Inden vi siger farvel, får jeg fremstammet noget, som er så banalt, at jeg egentlig har besluttet at krybe udenom i denne beretning. Men det kom altså ud af munden på mig.

 

– Livet er fantastisk!

– Ja, sagde han. Det er det vi prøver at holde fast i lige nu. Det er det, vi gør

 

Vi kiggede hinanden i øjnene.

Hans talte et sprog af lige dele kampgejst og frygt.

 

God dag, Danmark.

– Ja, lad os holde fast