”Rasmus skal hjælpes”, står der i køreordren til et af forstædernes store byggemarkeder.

Det viser sig i en hvis forstand ikke at være helt rigtigt.

En hånd, måske. Men skal nogen hjælpes her, så er det mest ham, der har lyst til at hjælpe andre. Måske er det netop det at kunne indse sin menneske-betydning, der holder livet levende. Også når noget er gået helt galt.

Det er en af den slags samtaler, der giver Taxamanden en mening med livet.

Vores møde starter som sagt med meddelelsen om ”hjælp”. Det er rigtigt nok, kan jeg se i bakspejlet på vej mod Merceren. Et lidt besværligt venstreben og en ubevægelig venstrearm. Jeg er jo ikke læge men en slags barfodsdiagnostiker, der har al min viden fra at kigge på verden op lære af den. Så jeg kender sådan nogenlunde ”udseendet” af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Rasmus er et af ofrene – og så sætter jeg den etikette på ham for sidste gang. For selv om han er ”ramt” virker han som alt andet end et offer.

Han har f.eks. en hukommelse som klisteret på et stykke Gaffa tape:

 

Continue reading…

 

 

Jeg har det utroligt godt med min lokale Irma-forretning.

Helt sikkert.

Det er OK, at Irma er dyrere end discountforretningerne, når man tager i betragtning, at de yder service udover det sædvanlige og har det økologiske forspring i detailhandlen. Dertil kommer, at butikken med den blå pige med det gule hår ligger lige om hjørnet. Men mest af alt: De er gode til at holde på personalet. Så efter godt et år i 2100 Spelt, er der ved at komme en smule landsbystemning, hvor det er OK at nikke til det personale, man genkender. I små selvoptagede øjeblikke, føler jeg mig genkendt, når de nikker tilbage. En smiler særligt venligt, fordi han husker, at jeg kritiserede firmaet for ikke at skrive på emballagen, hvor lang tid og ved hvilke grader, man kan bage sit forbagte brød af surdej. Han vendte pakken om – og kunne triumferende læse op, hvad der stod på tryk: 200 grader – 5 minutter

Jeg antog en ansigtskulør som farven på de økologiske tomater i grøntafdelingen!

Men min kærlighedserklæring til pigen med den blå kjole har et ”men”. Jeg har undertrykt det af to årsager. For det første ved jeg, at min kone vil kommentere min irritation over tidsånden med noget i retning af:

– Nu skal du altså passe på, at du ikke bliver en sur, gammel idiot.

For det andet kunne jeg bringe kritikken videre til stort set alle detailbutikker, hvor servicen udgør det minimum, at kassefolkene overhovedet lægger mærke til, at der er en kunde ved kassen.

Continue reading…

 

 

Følelsen er vel nærmest som Yvonnes i Olsen Banden:

 

”Meget har du budt mig!”

Meget har mine snart 100, uplanlagte stævnemøder i vogn 2282 bragt mig, – ” … men der kommer et tidspunkt i enhver Taxamands liv … ”.

Yvonne truer med at blive frustreret. Taxamanden finder samtalen – nærmest upassende i nærværende organ i den upopulære sandheds tjeneste. Meget har vi stået model til i denne avis, som ikke bare har sat dagsordenen i sit eget univers i 112 år (EB startede i 1904 som et tillæg til Politiken med nyhedstelegrammer fra den russisk japanske krig). Skrankepaver, nøgne kroppe. massage-annoncer, afsløringer af bedrag. EB har til alle tider turdet taget fat der, hvor andre holdt deres pæne kæft. Men at sludre religion og kirke, det må virkeligt være noget, der IKKE hører hjemme i det vrinskende DNA, der er vokset ud af kulturradikalismen.

Så er det jeg husker på behovet for at vælte mure – også i landets største bladkoncern. Det minimum må man kræve i sandhedens tjeneste. Ikke noget med at tøve, fordi noget er pinligt. Sådan redede jeg selvrespekten, da jeg for 50 år siden sagde farvel til mit livs ringeste job. Jeg var hyret til at betjene formentlig Nordeuropas dårligst weekend-rute (Med Politiken – årtier inden EB udkom i søndagsudgave. For det første var afstanden mellem husstandene kommercielt dræbende i sig selv. For det andet er den østbornholmske, politiske anatomi ikke slået sammen med kulturradikale søm. Det var medlidenhed med sælgeren og ikke politisk enighed, der solgte Politiken på landet i 60’erne.

Continue reading…

 

 

Det er ret præcist 3 år siden, at historierne begyndte at flyde systematisk fra Taxamandens dagligdag.

Det er blevet til ca. 340 opslag på taxamand.dk. Sidenhen kom Ekstrabladet til med Taxamandens oplevelser i først lørdagens siden søndagens magasin EKSTRA. 130 klummer! Og sidst min blogindlæg og mere holdningsmæssige indlæg i avisen.dk, som er en net-nyhedsavis som, ejes af A-pressen og internetkoncernen Freeway. Her er jeg efterhånden oppe på 80 blogindlæg.

Næste sommer er det 40 år siden, jeg blev uddannet journalist og begyndte i DR som en grønskolling på bare nyfyldte 23 år. Her fik jeg en karriere som journalist, underviser, udvikler og chef – en fuldstændigt fascinerende rejse fra gamle, tunge Nagra-Båndoptagere – til arbejdet med moderne, digitale strategier.

I grove træk har jeg haft et meget lykkeligt og ekstremt privilegeret arbejdsliv, hvor jeg aldrig rigtigt har kunnet skelne mellem arbejdsglæde og personlig kærlighed til livet. Så det er umuligt for mig at sige, hvor de største oplevelser gemte sig. Helt umuligt!Men mine nærmeste og mine faste læsere kender mig og min meget sentimentale åre. Så det kommer sikkert ikke som nogen stor overraskelse, at de helt nære oplevelser i vogn 2282 er helt op i toppen af hitlisten. Ikke så meget de kendte musikere og andre kunstnere, som jeg mødte både i DR og i taxien. Ikke dramaerne i stor kærlighed eller dyb indignation.

Men dér hvor livet er helt tæt på.

Tættest.

Når det er ved at slutte

Men det er vel ikke meget smukkere end ved begyndelsen.

Continue reading…

 

 

Jeg har lige så stor forstand på fodbold som på kernefysisk.

Ingen!

Nej, helt rigtigt er det nu ikke. Jeg ved lidt mere om kernefysik…

I fodbold er jeg en tumling uden køn, selv om jeg kan mærke at denne sportsgren – eller livsform – eller virus mest rammer mænd. Uvidenheden går givetvis tilbage til min barndom, hvor min eneste sportspræstation var tæt på at blive mit endeligt. Jeg deltog i boldkast – denne skoleatletik, hvor man kaster med bolde af TRÆ. Hårdt træ.

– Pas på, råbte en holdkammerat til mig derude i ”marken”.

Jeg vendte mig om og fik bolden lige i panden og gik ud som et lys. En bule som en bornholmsk gravhøj lige midt i panden. Akut på skadestuen.

Jeg har ikke boldøje.

Jeg blev valgt sidst, når vi spillede fodbold.

Jeg er en sportslig fiasko.

Men fodsbolden sneg sig ind på mig.

Continue reading…

 

 

– Se det var dengang, der var noget ved at være ung.

Årgang 1954.

Godt nok sagde vi ”De” til lærerne og nogle kan stadig huske den der med, at de gav os nogle på hovedet. Men vi fik lov til at opleve forandringens vinde. Fra efterkrigsårenes evige fokus på materiel vækst og kernefamilien som den glitrende guldkalv – til frigørelse, fredskamp – og solid opposition mod Vietnam-krig og stivnede samlivsformer.

Vi var børn i 60’erne og unge i 70’erne.

I radioen fortæller justitsminister om sin egen politiske vækkelse. Det endelige opgør med det onde, kommunistiske spøgelse – via hans største politiske helt: Ronald Reagan.

Jeg vil ikke bytte

Jeg er vokset op på samme ø (Bornholm), i samme sogn – og er student fra samme gymnasium – men 15 år tidligere. Frihedskampen handlede om de kolonier, som vores egen kultur selv havde skabt i magt og udbytning – og min politiske helt hed King – Martin Luther King!

Jeg vil ikke bytte

Det vil min kunde heller ikke. Hun er født samme år som Taxamanden. Her sidder vi så i den sølvfarvede Mercer og har rigelig med tid til at tale sammen om vores fælles fortid. Hun er som patient med i et forskningsprojekt om en meget sjælden nerve-muskel sygdom.

Nu går turen til hjembyen på Midtsjælland. Kender til egnen, hvor jeg trådte mine journalistiske barnesko.

Continue reading…

 

Jeg er Taxamand – jeg er ikke skuespiller.

Det burde være indlysende.

Og så alligevel. Jeg deler vilkår med scenekunstneren på et felt: Jeg må spille med på de roller, jeg får tildelt. Her er nogle muligheder:

Sjælesørger: Når jeg møder kunden i sorg eller angst. Ofte iblandet en solid mængde alkohol, for der skal som regel en påvirkning til, før kunden åbner for posen med alle de blandede bolsjer fra privatlivet.

Sosu-assistent: Hvor er mine penge, siger den gamle konen og panikken breder sig i kabinen. Så kører vi ind til siden, jeg stiger ud, åbner døren til bagsædet og finder pungen på gulvet.

Terapeut: Den helt store samtale med den veluddannede kvinde, der helt åbenlyst frygter, at ægteskabet ikke holder til begge ægtefællers karrierejobs.

Tjener: ”Kan du ikke bare vække mig, når vi er fremme” (Underforstået: Du må MEGET gerne holde din kæft!).

Legekammerat: Hva’ så Taxamand, kører det for dig. Den sidste rolle lyder hyggeligere end den er i virkeligheden. For det kan godt nok være svært at være i underholdningshumør, når kunden er kvik for at imponere nattens scoring og ligeglad med mit svar.

Efter tre et halvt år i vogn 2282, regner jeg løbende med, at jeg har været alle karakterer igennem på rollelisten. Men findes der noget så sundt for sjælen og selvfedmen som at tage grundigt fejl? Der gemmer   sig en ny oplevelse lige om hjørnet.Det er DET – og ikke timelønnen, der er med til at gøre mit arbejdsliv ret lykkeligt.

Continue reading…

 

– Peter siger ikke så meget, siger SOSU-assistenten og smiler lidt vemodigt.

Hun har fulgt sin patient ind til ortopædskomageriet, og nu går turen tilbage til plejehjemmet.

Det er mig, der har fået opgaven af være chauffør i vogn 2282 fra København til en by i Nordsjælland. Jeg forstår hendes besked. Ikke sådan, at jeg på nogen måde har kompetence til at diagnosticere. Men efter fire år i taxibranchen genkender jeg den hårde konsekvens af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Den ene arm trykker han ind til kroppen med den, slappe halvt knyttede hånd. Og så trækker han på benet i samme side. Når ”Peter ikke siger så meget”, skyldes det, at han er ramt af afasi – han magter kun i meget ringe forstand talens brug. Enkelte ord som et ”ja” eller et ”nej”. Og så en høj brumme-lyd, som ligner en blanding af kluklatter og et lille brøl.

Han er en herre – først eller midt i 60’erne.

En nydelig mand. Slank men ikke mager. Pæn med ikke smuk. Lyst hår og så de der øjne, der kigger meget dybt – næsten lidt intimt på mig. Det er som om han taler til mig med dem.

Continue reading…