Det kan læses i mit navn.

Og det er en del af min historie.

Jeg har prøjsisk blod i årerne. Min farfar, billedskæreren, kom til Danmark før første verdenskrig i begyndelsen af 1900-tallet. Under første verdenskrig måtte han tilbage som tysk soldat på østfronten og på vestfronten. Senere vendte han tilbage til Danmark, mødte min farmor, bondedatteren fra Fyn. De blev gift og fik fem børn, hvoraf min far er den ældste.

Karl Frederik, billedskæreren, døde desværre før jeg blev født. Hans børn lærte ikke meget tysk – det var mere end rigeligt at hedde Grunwald under besættelsen.

Men jeg ville ikke finde mig i, at det sprog skulle intimideres af nazitiden, så jeg har lært det og taler det relativt flydende.

Det kan jeg bruge til noget i vogn 2282.

I dag kører jeg med en tysk kunde, som arbejder for en dansk verdenskoncern. Jeg finder snart ud af, at vi deler holdninger.

Continue reading…

 

– Jeg vil ikke ende som de gamle sure røvhuller, der sidder nede bagerst i halvmørket og synes, at alt var meget bedre i gamle dage

Det var det sidste jeg tænkte, inden jeg gik op til min nærmeste chef i DR og sagde min stilling op. Jo, og så tænkte jeg På Kim Larsen og Gasolin.

 

Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:

Du der, få lige fødderne ned og ta´ hatten af.

Mand, kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?

Så hva´ gør vi nu, din gamle skurk?

 Arh, den historie er måske blevet lige en kende for frihedskæmper-agtig, når jeg betænker den tydelige lettelse i hendes – min chefs blik. Det fik lidt af ydmygheden på banen. For måske var mit heltemod bare en iklædt forfængelighed på tærsklen til at blive fyret lige om lidt. Hellere heltedøden end martyrdøden.

Og så var der lige denne erkendelse af snigende surhed.

Angsten for billedet af den sure gamle mand, der længes tilbage til de gode gamle dage. J

Jeg lytter til det jeg siger. Jeg scanner det jeg skriver. Jeg tager af og til snapshots af min egen sindsstemning. Så gør jeg boet op efter skriverierne, hvor borgerligheden, politikerne, magthaverne får en på hovedet.

Af og til er jeg lige vel tæt på rollen som Statler og Walforf i The Muppet show. – De to sure oldinge, der kommenterer forestillingen fra balkonen.

Brokkerøvenes inkarnation.

Er det sådan, jeg skal læses?

Continue reading…

 

Et eventyrer-par på togt! Det er nok det sidste, jeg kunne forestille mig.

Men det er et af Taxamandens frynsegoder: At tage noget så grueligt fejl. Oh hvilken fryd, at verden tager sig anderledes ud, end man troede

På afstand tror jeg, at det er den midaldrende datter, der skal på en sidste ferie med sin gamle far. Jeg har set på dataskærmen, at turen går til lufthavnen. Rullekufferterne er linet op foran opgangen til den smukke etageejendom tæt på Øresund. Hun er den nydelige, omsorgsfulde dame. Han er meget gangbesværet og foroverbøjet – så krumrygget, at han primært holder sig orienteret nogle få meter fremad. Og uden den blålakerede rollator med bremser som kan låses og løsnes, var han meget dårligt stillet.

Den korte sygdoms-historie er, at manden har Parkinson.

Continue reading…

 

Jeg synes virkelig ikke, at jeg er nogen ”starfucker”.

For det første vil jeg meget nødigt ind under den officielle betydning af begrebet, som jeg slog det op i den danske ordbog:

” …- person der har eller prøver at få et seksuelt forhold til en kendt person for derved selv at blive kendt eller rig … ”.

Jeg tænder virkelig ikke erotisk på berømthederne eller deres status. Selv når det kommer til Bette Midler, ville jeg allerhelst møde hende tilfældigt på en café i downtown New York, mens vi sad ved bardisken. Hun skulle blot rejse sig, række indover mig, tæt på med sin smukke barm for at nå bægeret  , og sige:

—  ”Can I have a toothpick, please ..”.

Alt rigeligt – Hellere det end at blive opstemt over at skrige min grænseløse beundring til hende fra første række i en eller anden overfyldt koncertsal.

For det andet, synes jeg, at jeg har dokumenteret min uimponerethed gennem mødet med de kendte, -altså på det niveau, som jeg har kunnet præstere.

Continue reading…

 

 

Han hører ikke rigtigt hjemme herude på dette kristelige tidspunkt. I hvert fald ikke præcis her, ret tæt på bymidten, på fortovet ud for nogle af de mere ungdommelige og trendy barer. Han er da heller ikke den første jeg får øje på. En lille flok unge mænd og kvinder rækker arme og hænder ud for at kapre den nærmeste taxi.

Men de træder til side og giver plads for den noget ældre mand. Måske en hjælpetjeneste fra nogle, der kender nattelivets vilkår

Han går med let spredte ben og en bevægelseshandicappets gang over mod døren til forsædet. En af de unge åbner døren, da jeg må blive på førersædet. Parkeringen ikke er helt efter loven. Den unge mand smiler til mig, for han ved jo godt hvad problemet er: Den ælde mand er – for nu at sige det som det er – pisse-fuld. Og pletterne på bukserne gør måske den etikette mere konkret, end jeg bryder mig om.

Continue reading…

 

 

Det var som et spark tilbage til min barndom og fortid.

Nej ikke et spark, – det lyder så voldeligt.

Men det var et løft.

Jeg funderer i skrivende stund over, om den her beretning overhovedet interesserer andre mennesker. Den er privat. Den har ikke noget politisk eller verdens-ændrende budskab. Den handler om mennesker og sammenhænge i en svunden tid. Måske vil selv mine solidariske døtre sige: Åh nej, gamle mand. Nu ikke flere krøniker fra klippeøen.

Men jeg må gribe til Taxamandens uangribelige frihedsret: Jeg fortæller, hvad jeg har lyst til at fortælle. Basta!

Nye og gamle læsere kan stå af her!

Continue reading…

 

 

Fra en samtale til en fontæne af ligegyldige ord

At køre taxi er et permanent kursus i at styre sine fordomme.

Alle erhverv har deres erhvervsskader – også de mentale – også hyrevognsfaget. Jeg har mødt folk, som har levet så længe i ensomheden med de flygtige, ofte tavse møder, at deres egne, indre monologer aldrig bliver modsagt. Langsomt bliver taxi-ensomheden måske også en slags fri leg – et frirum, hvor man slipper for idelogiske slagsmål. Langt borte fra mediernes iscenesatte virkelighed. ”Medievirkeligheden” der mest retter sig mod målgrupper. Den der ofte skabes i en symbiose mellem politikere og presse uanset

Den symbiose ser ikke helt så harmonisk ud fra forsædet i en taxi.

Det ene øjeblik hygger du dig med en politiker, som er meget mere rar og nærværende, end medieportrættet af ham eller hende. Det næste øjeblik lytter du til vedkommende i radioen og kan ikke genkende personen du talte med. Fra en samtale til en fontæne af ligegyldige ord.

Continue reading…