Den nye politiske bølge og Mads Holger Effekten

 

 

Det er paradoksalt, at vi begge er kritiske over for tidens værdirelativisme – Mads Holger og jeg. Den glidebane, at alt kan være lige fedt. At der ikke findes nogle fælles, samlende ideer. At der bare er det, du selv mener, og at den ene mening kan være lige så god som den anden – bare du føler for det.

Han mener, tiden netop har brug for ham for at få konservatismen tilbage.

Jeg mener, det han praktiserer nærmest er afsporingen i sig selv

Sjældent har man dog set en kendis-politiker udspringe så intensivt, navlepillende dyrker af SELVET. Mads Holger er udsprunget af den ”modstandsløse” generation. Modbilledet til fortællingen om de romerske aristokrater, der ved deres side på stridsvognen havde en tjener eller slave, som hele tiden hviskede dem i øret ”… Husk, du er kun et menneske…”. Den modstandsløse generation har haft mor stående ved siden af sig hele tiden – hviskende: ” … Glem nu ikke, at du er Guds gave til menneskeheden … ”.

Nogle griner af 60’er og 70’er generationens sværmeri for sex, kollektivisme og stoffer. Men der var i realiteten tale om et opgør med materialisme, med rigid kold krig og oprustning. Der udspandt sig store dramaer i familier, på læreranstalter og i andre sociale sammenhænge. Det kostede noget.

Men tidens unge, voksne er i stor udstrækning – meget generelt sagt –opdraget med en næsten omsorgs-kvælende velvilje: ” Hvis det er det, du vil, min dreng eller pige, så er det bare det du gør. Far og mor følger dine mode, din musik, dine livsbehov – og runder det hele af med anskaffelsen af en forældrekøbslejlighed. Det manglede da bare, at vi kan dele vores rigdom med dig. Og så trækker vi det fra i skat.”

Continue reading…

Så ta’r vi det bare heeeeeeeeelt roligt

 

Gud, jeg har glemt, hvad det egentlig var, jeg skulle huske….!

De skulle bare vide det, kunderne, at jeg bærer rundt på en løgn.

Illusionen om, at jeg er roen selv og at jeg har styr på det hele. Det er sådan en slags langsomt udviklet, falsk varebetegnelse. Faktisk kan der være noget om det i de alvorlige situationer. Hvis et barn falder og slår sig hårdt. Eller hvis en kunde bliver dårlig. Så passer mine handlemønstre meget godt til den 61-årige mand med knæene, der lige skal strækkes en ekstra gang, rynkerne om øjnene og det snart grå-hvide hår.

Man kan i krisesituationer læne sig op af den modne taxamands grundlæggende opbakning i livets farlige situationer.

Men i al almindelighed lever jeg i et kaos af punge, jeg ikke kan finde, nøglebundter som er blevet borte – og, Gud, jeg har glemt, hvad det egentlig var, jeg skulle huske….!

Det har fulgt mig siden barndommen, hvor min gamle klasselærer, Lis, som er en af mine nære veninder i dag, hårdnakket og med overbevisning påstår helt koldt og professionelt, at da hun som nyudsprungen seminarist mødte mig i 4 klasse for 50 år siden på Svaneke Borger- og Realskole , blev det hendes første empiriske møde med en ikke-udredt fumler-tumler. Snotforvirret, altid glemte sager – og i øvrigt en håndskrift som en 5-årig i en krop, der rent biologisk lige var fyldt det dobbelte.

Reelt har min forvirrethed budt på tossede konsekvenser.

Som dengang min mor forærede mig en flot, russisk skindhue af et eller andet russisk-sibirisk pelsdyr – og det lykkes mig i løbet af den første dag med beklædningsgenstanden på hovedet i bare nogle minutter – simpelthen at smide den væk en gang for alle. Jeg så den aldrig siden og min mor var så vred, at hun stod og raslede med adoptionspapirerne.

BORTadoption, forstås.

Continue reading…

Kysser helst på en etnisk

 

Taxamandens klumme til Ekstrabladet EKSTRA, søndag den 15. februar 2015

 

 

Hun sætter sig ind i taxaen og jeg mærker med det samme, at jeg skal ud at køre med en slags medicinmand i meget kvindelig udgave. Hun kigger på mig med de mest intense, – de sorteste øjne, jeg har set. Ikke sort som metafor for vrede. Bare et par sorte kvindeøjne ind i mine kartoffelbrune.

Hun har sydamerikansk indianerblod i årerne. Man sagde mestiz i min skoletid – helt uden racisme – men i respekt for den kendsgerning, at de oprindelige folks blod blev blandet med det europæiske, fra de kolonialister, der i øvrigt gjorde alt for at slå de oprindelige folk ihjel.

Hun har hund med – og jeg har sagt ja til at køre med dyr. Hunden er af to miniracer, der af en eller anden uforklarlig grund blev større end ophavet.

– Der har sgu nok sneget sig en eller andet større bandit indover, uden at nogen har set det, siger hun og smiler med tænder så hvide, das de gør hendes sorter hår og sorter øjne nærmest endnu mørkere.

Det er tydeligt, at hun har en ganske særlig kvinde, der på sin måde er totalt fejlplaceret af sine colombianske forældre her i det grå og evigt tempererede Danmark. De flygtede fra de evigt opløsende konflikter i Sydamerika. Fra tropisk klima og regnskov – til sjap og slud og en sol, der ofte gemmer sig, som om den nærmest er flov over at være her.

Continue reading…

Journalistikkens afgrund af uforståelighed


Taxamanden blogger på avisen.dk. Avisen.dk ejes af A-pressen og Freeway aps.

“Klik” på avisens logo her til højre og få et kig på det gratis, professionelle nyhedstilbud på nettet

 

– Stop det. Luk det. Jeg holder det ikke ud, siger kunden i taxien i den velsiddende habit. Slipset mangler, men mon ikke det kommer på om et par timer – lige før forretningsmødet derude i Skandinavien.

Han stikker hænderne i vejret, i forsvarsposition, da jeg begår dagens første, tidlige fejltagelse. Han vil gerne snakke, men nørderierne i dansk politik lige før valget, det orker han bare ikke.

– Om Helle Thorning ofrede Pet-chefen? Om det var uretfærdigt? Om det politiske ansvar er større end det ledende i sådan en situation, hvor Danmark øjensynligt er under angreb.

Det Vrimler med de spørgsmål lige nu, og min kunde fik blot et: Om der nu kom løgn i løftebruddets moders mund.

– Ved du hvad, jeg har det ligesom Skousen – Niels Skousen i sin sidste sang. ”..Jeg melder fra, dot com…”

Vi kigger lige på hinanden via bakspejlet. Smiler, for Skousen er stadig fed – i hvert fald herfra, hvor vi står. Vi er begge sølvræve et sted mellem 55 og 65. Og nu forstår vi, at vi begge har stået og rocket til Skousen & Ingemann et eller andet sted derude i vores ungdom i 70’erne. Han er så gået forretningsvejen, men der kan jo godt gemme sig en halvgammel flipper i en Amani-habit. Og tak for det midt i det mest borgerliggjorte og velfriserede tiår siden de 50’ere. Dengang jeg blev født jeg blev født og hvorfor jeg ikke husker noget væsentligt politisk.

Så de to sølvræve melder kollektivt fra og lader de nærmest filatelistiske detaljer fra radioen passere forbi os som den tidlige, kølige forårsvind derude på strandvejen mod lufthavnen. Om Thorning fik besked lige før pressemødet. Hvor meget før. Kunne det være nået. Blev hun prikket på skulderen…

Continue reading…

Dansker, dansker, dansker og atter dansker

 

 

Hun er en kvinde, der givetvis får det, som hun vil have det.

Ikke sagt i den forbitrede, ironiske eller mindreværdige stemning, som er slang hos os mænd, når vi er trætte og klynkende.

Snarere sådan, som vi ville sætte etiketten på vore døtre, når de har styr på det. Når vi er stolte. Stærke kvinder i vores eget billede

Hun skal nå Hovedbane og straks for at nå et kursus for læger i Århus. Straks hun har sat sig ind i taxien, agerer hun som min far, første gang jeg skulle køre med ham efter at jeg havde fået kørekortet dengang i 70’erne. Uden at kigge på mig, slog han styrkeforholdet fast med klare termer fra forsvaret, hvor han var officer: ”… Du er chauffør. Det er mig, der er vognkommandør …”. Til stor glæde for både mig og militæret, blev jeg aldrig soldat. Men betydningen af en klar ordre fattede jeg tidligt i livet.

Så da min kunde denne morgen meget tidligt udstak ruten ud af den københavnske forstad en detalje anderledes, end jeg selv plejer at køre turen – fulgte jeg ordren uden kommentarer eller irritation.

JEG ER BARE TAXAMAND, som jeg selv døbte bogen. Jeg er chauffør og kunden har altid ret. Og så er hun en af den slags kvinder, hvor jeg ikke har noget imod at give den som butler eller privatchauffør.

Hun er midt eller sidst i 30’erne, er slank, går med tætte velsiddende jeans i den dyre kategori. Behøver vist ikke sige, at hun udfylder dem på smukkeste vis i øjnene på en gammel han, der ubetinget er til ”rubenske former”, – når det nu er for vulgært og upassende for en gammel mand at bruge udtrykket ”en god røv”. Sidstnævnte legemsdel er i øvrigt dækket af en silkebluse, der således lader fantasien male de afgørende billeder.

På bagsædet får jeg blot et par korte indtryk af hendes ansigt i bakspejlet i de sekunder, hvor vi aftaler turen. Solen er ved at stå op og de røde, varme stråler illuminerer hendes ansigt, da den, lige nået over horisonten gennem de nyudsprungne bøgetræer. Hun er feminint bleg, har store mørke øjne og er sminket med skarpe, sorte linjer. Jeg kunne godt holde foredrag om den uberørte skønhed, de ikke bør bemales.

Konstaterer blot, at her er det passende.

Hun ser så hamrende godt ud.

 

Og jeg glemte en enkelt ting.

Hendes Hijab sidder perfekt.

Tørklædet.

Continue reading…

Den lyrik som kvinder ikke tænder på

 

 

Taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA søndag den 8. februar

 

 

Jeg må bringe en advarsel.

I det følgende kan forekomme udtryk, som kan virke anstrengende eller stødende – selv på læsere af nærværende avis, der traditionelt ikke hører til de sarte sjæle. Men det er nu engang ord, der er en del af virkeligheden i taxinatten – herunder vogn 2282.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører de ord stort set hver eneste nat, jeg cruiser i minefeltet. De hører nu engang beruselsen og letsindet til.

Når jeg holder igen med nattens sprog, er det nok både af blufærdighedsårsager, og så fordi det ser mere råt ud på tryk, end det lyder i virkelighed. Så slemt er det sgu heller ikke.

Heller ikke da luderen, massagepigen på hjem fra en total druktur i Nyhavn tilbød mig at sutte den af på mig ”samtlige kilometer herfra og til Istedgade, hvis du holder nallerne fra taxameteret og ta’r mig på patterne i stedet for”. Alligevel blev det i min tekst-udgave til ”gratis for et blowjob”

Continue reading…

Videohilsen: Når de bløde trafikanter er hårde…..

 

 

Cyklistforbundet har en god sag. Men ikke alle cyklisterne harv det.

Jeg kan selvfølgelig høre ekkoet af den sure gamle Taxamand.

Men i dag var der altså lige et par indtryk, der kolliderede. I de sidste dage har vi naturligvis fejret 70-året for befrielsen. Smuk, vigtigt og rigtigt. Men i den forbindelse tegner vi også et selvbillede af den fredeligste og rareste og uskyldigste folk på jorden. Ikke bare samfundet som denne gruppe af godt 5 millioner mennesker. Men også et meget romantisk billede af os enkeltindivider. Vi siger måske ikke ligefrem og direkte, at vi er bedre end andre mennesker. Men det er godt nok tæt på udsagnet.

Det er måske en lidt søgt sammenligning – men nu gør jeg det altså efter et par ubehagelige episoder.

Modbilledet til dette lykkeligste ( tredje lykkeligste…) og rareste folk er at opleve danskerne i trafikken. Her handler om de stærkestes overlevelse – selv blandt de svageste trafikanter. Og så jævnligt at opføre sig som parodien på de sydeuropæere vi SELV parodierer, når vi skal forklare, hvor dårligt man kan opføre sig i trafikken

På tur med den frie storby-puma

 

 

I det hele taget, har han nok altid følt sig som et frit menneske og gjort hvad han kunne for at handle efter det.

Håret stritter lidt og man kan godt se, at han lige er blevet hevet ud af sengen. Det skulle have været en fridag i dag. Bare ligge og vente med at stå op til der kunne indgås en passende aftale mellem kroppen og den almindelige samvittighed. Men så ringede de fra burgerkæden på en af byens travleste steder, og der skulle bruges ekstra, akut arbejdskraft.

Han er sådan en slags løsarbejder for tiden, og det passer han glimrende. For gymnasiet sluttede for nogle måneder siden, og han er slet ikke der, hvor han er klar til de skolemæssige bindinger. I det hele taget, har han nok altid følt sig som et frit menneske og gjort hvad han kunne for at handle efter det.

Siddende glad og ung på bagsædet af Merceren med strithåret og trætheden i ansigtet, ligner han nu ikke det afkom af den højere middelstand og forretningslivet, som mennesker i denne nye, københavnske bydel plejer at være. Det er en bydel helt nede i det gamle havnekvarter, hvor der for blot få år siden ville have været lagre og forladte pakhuse med knuste ruder, rustent stål og brudt beton. Det var nok snarere her, jeg havde kunne placere ham. For det hænder, at jeg kører unge fra nogle af storbyens stammer – ofte ”kunstnertyper” – ud til deres atelierer og måske også ikke-officielle boliger i de gamle havne og fabriksområder, som endnu er tilbage.

Men de få steder, de findes.

Continue reading…

Partierne har brug for ballademagere

Taxamanden blogger hver onsdag i avisen.dk

– Det skal jeg sige dig, vi har i realiteten haft en regering, der har gjort det rigtige.

Min kunde i taxien er kongeblå – men han elsker Bjarne Corydon.

Han sidder ved siden af mig i vogn 2282, og vi har en god diskussion om politik. Det er fedt at bringe det med sig fra det levende politiske i min ungdom – i 70’erne: Den gode politiske diskussion, hvor man bekender kulør. Jeg stemte radikalt sidste gang men har meldt mig ud af elitens og politologernes parti. Det fortæller jeg ham. Også om min skuffelse over socialdemokraternes manglende evne til at slå igennem i den almindelige befolkning. Dets fremtrædende politikere er uddannet på de samme universiteter som deres embedsmænd og spindoktorer. Den subjektive lyst til at forandre verden er borte. De moderne socialdemokrater ønsker nærmest manisk, at danskerne uddanner sig ud af den arbejderklasse, hvoraf partiets opstod.

Min kunde er forretningsmand og bruger de store ord

 

– Jeg er stensikker på, at finansminister Bjarne Corydon i historiens lys vil blive betragtet som en af de mest undervurderede politikere i de sidste årtier. På afstand vil man kunne se, at han gjorde det helt rigtige og det som den borgerlige regering før den nuværende ikke evnede. Det er det samme klarsyn, som daværende finansminister Knud Heinesen havde, da han i slutningen af 70’erne proklamerede at vi var på vej mod afgrunden med dårlig beskæftigelse og et gigantisk underskud på betalingsbalancen.

Continue reading…