Jeg gi’r aldrig, aldrig – ALDRIG op!

Han ser virkeligt ud til at have det skidt, men jeg har lært at styre mine forud indtagelser efter et par rigtigt dumme fejltagelser.

– Som dengang jeg henkastet kommenterede en kundes småhalten, og så viste det sig at være en kronisk, alvorlig sygdom.

– Som dengang jeg kærlig udbrød noget om en kvindelig kundes kommende, glædelige begivenhed, og det så miste sig at være et ganske almindeligt udtryk for topmave.

Så, ja, jeg har meget mod min medfødte natur lært at holde min kæft.

Også denne tidlige morgen, hvor en ung mand venter på mig for lejligheden i det pæne, københavnske brokvarter. Han står der i sit trendy, grå jakkesæt med den sorte arbejdsmappe. Meget ung, synes jeg, men det viser sig, at selv om han blot er sidst i tyverne har an allerede arbejdet tre år som ingeniør i et internationalt konsulentfirma. Eller rettere i to firmaer. For han er en gut, der har styr på karrieren. Og med sine særlige kompetence inden for komplicerede strategier og produktionsprocesser, er der ”run” på hans kunnen. Så for et halvt år siden skiftede han til det nye firma, der headhuntede ham i konkurrence med flere.

Ambitiøs, ja. En næsten forfængelig lyst til at udlægge en linje og forfølge sine mål.Men lige nu halter han, så han nærmest må slæbe sig de få meter hen til den ene bagdør på vogn 2282 – den sølvfarvede Mercer med den grønne logo.

Jeg springer ud af vognen og styrter hen for at holde døren, som han når at åbne inden. Hanh kaster den sorte mappe ind i bilen og lader sig falde ned i lædersædet, mens han stønner højlydt. Men bege hænder løfter han først det ene ben – og så det andet ind over panelet i bunden af døråbningen. På grund af smerterne og hans pinefulde lyde, tør jeg slet ikke røre ved den værkbrudne, unge forretningsmand. Og jeg skal ikke have spurt om noget og indskrive endnu en pinlig episode i mit liv, hvor jeg fejldiagnosticerer et menneskes lidelser.

Han hvisler stikordet ud mellem tænderne.

Hører det ikke præcist fra hans lidende læber og kommer bare med et lidt dumt:

 – Hva’bar?

 – Marathon, sukker han. Jeg har løbet min første Marathon!

  Continue reading…

Taxamanden drager til Folkemødet

Det fedeste ved at være en taxamand som mig er at få mulighederne for at udleve nogle drømme. Sådan startede det. Jeg havde lyst til at gennemføre det, som forblev en drøm hos Dan Turell. Han skulle ha’ været taxichauffør skrev han i sit levende digt med musikunderlægning i storbyens ånd.

Jeg blev det. Det var en nærliggende fallit og dårlige udsigter til nat få muligheder i min branche, der var den akutte anledning. For uanset hvad de politiske plattenslagere profiterer på i deres forudsigelige valgbudskaber, så er der faktisk mennesker, der trives godt i arbejde uanset lønnens størrelse.

Så fik jeg iværksat min blog og etableret kontakten til tusindvis af folk, som følger mig der eller på Facebook. Og jeg fik lejlighed til at vende tilbage til min uddannelse som skrivende journalist i Ekstrabladet og på avisen.dk.

Og nu vender jeg så tilbage til Bornholm som taxichauffør. Trods mit etniske bornholmerbaggrund – Jeg er født, opvokset, gik i skole – og blev student derovre – har jeg kun arbejdet i kortere perioder derovre. Jeg var i en af DR’s tåbelige organisationsforviklinger øverste personalechef derovre og delte min tid mellem P3 og Danmarks mest aflyttede radio – målt på befolkningens størrelse – DR Bornholm. Eller Bornholms Radio, som stationen hed, inden DR for alvor gik “corporate”. Jobbet var fortænkt og heldigvis blev “selvstyret” givet tilbage til bornholmerne. Men  en aften om ugen kunne jeg altså gennem godt og vel et år sidde på min altan på et af øens førende hoteller og kigge ud over Østersøen. Det hav som kan være særdeles voldsomt trods det hyggelige navn.

Og nu drager jeg altså af sted som taxichauffør. Min nye ven Henrik, der er taxichauffør i Slagelse er en af de hidkaldte folk fra Dantaxi udenfor klippeøen. Han skal være med til at sikre det enorme transportbehov i de kommende dage – og han invioterede mig asllerede med som andenmand sidste år.

I år får jeg så muligheden.

Og så er jeg inviteret med som gæst i Folkemødets egen radio, der med trænede journalister fra bl.a. DR og Radio24syv sender fra torsdag kl. 13 til søndag kl. 15. Jeg er på i en halv time om den folkelige debat. Radioen kan høres på sin egen DAB-frekvens eller på nettet: http://radiofolkemoedet.dk/

Du kan følge Taxamanden i Ekstrabladet, hvor jeg har en fast klumme torsdag, fredag, lørdag og søndag

 

Politik? – aldrig i livet …….

 

 

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at overholde løftet til mig selv.

Jeg går ikke ind i valgkampen.

Taxamanden er fuld af politik, det ved alle mine læsere. Man behøver heller ikke have tidsåndens politisk uddannelse (statskundskab, cand. Scient.pol. ee.lign) for at regne sig frem til, at jeg tilhører det man ude i Europa kalder centrum/venstre. Jeg er en radikal uden hang til det akademiske borgerskab. Jeg er en socialdemokrat, der har det svært med begrebet PARTIET – og hele det apparat, der følger med. Jeg er en SF’er uden at være socialist. Men jeg har såmænd også en rem af Liberal Alliances frihedsbudskab – uden at dele Joachim B. Olsens darwinistiske menneskesyn eller Henrik Dahls nærmest barnlige selvfedme.

Og respekt for Venstres folkelighed og rod blandt bønder og højskolemennesker – altså partiet for en 30-40 år siden.

Ja sågar det forstandige, solide konservative parti, selv om det blev sat på en prøve i 60’erne og 70’erne, hvor min far var medlem og officer – og jeg var skeptisk midt under Vietnamkrigen. De konservative er en del af kapitalismens anstændighed.

 

Men organiseret politik i taxamandens liv?

Ubestandigt!

 

Continue reading…

En gang bornholmer…

 

Så oprinder ugen for Folkemødet på Bornholm. Taxamanden er ved at pakke sit grej og køre mod fødeøen. Der skal køres taxi. Gode kolleger fra Dantaxi, som er dem, der driver taxivirksomhed på Bornholm, har inviteret mig med som “andenmand” – på en Volvo. Så manden, der ser verden gennem forruden på en Mercer skal altså vende sig fra tysk til svensk kvalitet. Og jeg har fået fri fra mit daglige virke i 4×48.

Og der skal skrives til Ekstrabladet.

Netop fra Ekstrabladet kommer dagens historie – Og minsandten, om det ikke handler om folket fra klippeøen.

 

Taxamandens blog til EB, EKSTRA, søndag den 1. marts

 

Taxamanden er en slags 3. generations-indvandrer med rødder i Østprøjsen, den fynske muld – og ikke mindst en fødsel og opvækst på Bornholm. Og så er der lige min mors biologiske far, som ingen har fundet ud af – andet end at han var en spillemand i mindst to betydninger. – Han forsvandt som et lyn og gjorde min brunøjede mor til adoptivbarn. De brune øjne har jeg arvet. Og en snert af fynsk mildhed. Desværre også en prøjsisk temperament, når urimelighederne på min vej bliver lidt for fremtrædende.

Genetisk er jeg en helvedes rodebutik.

Måske er det derfor, jeg er ved at falde etnisk til ro som granitperker. Jeg blev døbt af ham hippie-kopien i nøglebaren på Nørrebrogade, der var ved at brække sig af grin over sin egen hittepåsomhed: ”Du er sgu da granitperker”, spruttede han, da han hørte antydningen af dialekt i mit tungemål. Havde jeg være 16 havde jeg sagt ”hold dog kæft” og lignet en, der truede med røvfuld. Det var faktisk, hvad der skete foran svagbørnskolonien i Svaneke, når vi flirtede med det lære københavnertøser og skulede til de blegnæbede drenge, som kom med bemærkninger om os: ”Reservesvenskere”. De var jaloux.

Continue reading…

Videohilsen: Den stolte ejer af en Selfie-stang

 

Så er det tid til juni måneds første Videohilsen. Det handle ikke mindst om det mest vanvittige indkøb på min ferie sammen i Italien. Vi var godt en uge sammen i Rom først. siden tog vi turen med hurtigtoget – med 300 km/t til Napoli. Vi besøgte øen Ischia, som ligger blot en lille times sejlads fra byen.

Bort set fra det tossede indkøb, kan nu se et par video-stumper fra turen.

I næste uge er jeg gæst i selskabet Dantaxi, der kører på Bornholm. Jeg besøger Folkemødet sammen med titusindvis af andre mennesker. På grund af den store tilstrømning af mennesker, får bornholmerne hjælp fra en gruppe sjællandske vognmænd og chauffører. En af dem – Henrik fra Slagelse – har inviteret med på turen og nu skal jeg altså for første gang køre taxi på min fødeø.

Jeg er på!

 

GOD JAGT

Han er ikke bøsse – hun er kvinde

 

 

Jeg kan ikke give det nogen ordentlig forklaring, men jeg lagde mærke til en lillebitte detalje, da han satte sig ind på forsædet.

Der er kaos i København i de her dage. Broer, der skal lukkes og repareres. Så det var med trafikgudens hjælp, at jeg fik vendt Merceren lige inden endnu en kø, så jeg kunne være fremme hos kunden på rekordtid i det indre København.

Og så var det jeg, at jeg lagde mærke til hans meget velplejede øjenbryn. Det var ikke naturen, der tegnede dem så præcist skarpt til det milde, voksne ansigt. Jeg har set det nogle gange hos mænd. Fordi nogle mænd bare ikke vil finde sig i den kønsrolle, at pleje af ansigt og bryn og brug af makeup alene tilhører kvindekønnet. Andre gange i et mere feminint ydre, der vidner om, at de givetvis – professionelt eller privat – optræder som en andet køn i deres private liv. Min ekskone arbejder i underholdningsbranchen, så jeg har levet et venskabs-liv med drags og bøsser i de smukkeste rober og med hvislende ”s’er”, der altid blev udtalt som ”z’er”.

Men intet passer egentlig med mine forestillinger om kunden her. Bare en ganske almindelig mand med usædvanligt rare øjne. Slidte jeans og en tæt skjorte. Håret er sat op med en lille hestehale, som håndværkere kan gøre det af praktiske årsager. Han er en flot fyr sidst i 40’erne og en af de rare kunder, der har lyst til at snakke, mens vi kører ud af byen til bilen, som han har parkeret langt fra byens trafikkaos.

Jeg tror, han arbejder på en af de store museer ind i byen – kunne godt ligne sådan en lidt afslappet, lidt ”kunstnerisk” type, hvor jeg nu også får øje på et par kraftige øreringe, der af de unge bæres af både mænd og kvinder.

Continue reading…

Gud ske lov – det går ad helvede til

Dagens indlæg er også at læse på et af landets vigtige nyhedssites, Avisen.dk

 

Det værste ved at være borte fra taxien på selv en kort lille ferie er at bære kulturchokket, når jeg vender tilbage. Den firehjulede virkelighed slår hårdt – men ikke altid som forudset. Den kan faktisk nogle gange passe bedre til både mit livssyn, end de realiter jeg præsenteres for i medier og diskussioner, mens jeg er borte fra vogn 2282.

Jeg havde forberedt mig på det første gang for knap 3 år siden. – Det er vel ret indlysende – at verden ser anderledes ud fra Taxamandens udkigspost. Jeg var sidst i 50’erne og havde stadig ”outplacement-illusionen” i kroppen. Efter 36 år i medieverdenen – de fleste som chef – ville der vel også være noget til mig uden for DR-katedralen?

Det var der så ikke!

Men der var en sidste drengerøvs-drøm tilbage i min nødhjælpstaske. Ud at køre taxi. Ud At snakke og lytte til dagliglivets historier og fortælle om dem bagefter. Ikke så meget pjat, her. Står pludselig med erhvervskortet. Ringer til den første vognmand, jeg har googlet om torsdagen.

 

– Jamen, jeg kan da godt bruge en afløser.

– Hvor meget arbejde, vil der være?

– Så meget du har lyst til.

– Skulle vi ikke lige møde hinanden?

– Jo, kom forbi i morgen.

 

Så mødtes vi fredag – og jeg begyndte mandag. En times introduktion til radiosystemet og så ud at tjene nogle penge.

Og jeg rodede rundt i geografien og distrikter og tankespin og en helvedes masse råd fra kollegerne.

Med tiden fandt jeg frem til mine egne systemer og faldt til i den unikke dobbeltrolle som lønslave og 100 pct. individualist.

JEG ER BARE TAXAMAND, kom bogen til at hedde.

 

 

Continue reading…

Et par flade der ikke er glemt

 

 

Så er jeg tilbage efter en ferie med den yngste i Italien. tilbage i vogn 2282, hvor jeg både møder de lykkelige øjeblikke i menneskelivet. Men også de mere alvorlige og smertelige, hvor en søn er ved at tage afsked med sin far.

 

Taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA søndag den 22. februar

(Vil du høre musik og nyheder fra Ekstrabladets nye radio, kan du trykket på EB’s logo)

 

Man behøver ikke være terapeut for at mærke, at han er ked af det. Siger ikke mange ord ud over hjemadressen. Falder dybt i bagsædet i et suk, mens han trækker bagdøren med sig.

Han er ked af det, og det er ikke hans stil at tale om det. Slet ikke nu, hvor jeg kan se i en lynglimt i bakspejlet og nærmest mærke i luften, at han er ved at græde.

 

Jeg kender stedet. Det er et af de institutioner med meget syge beboere – under tiden med ”terminale patienter”, som jeg har lært udtrykket. Altså syge mennesker, hvor man ved, at det snart er slut. De skal ikke nødvendigvis bo her til døden – men de skal udredes og hjælpes. Og så kan de vente til det rette sted.

Manden på bagsædet sukker igen og jeg udfører noget, som jeg i princippet hverken bør eller skal. Jeg skal køre kunden hurtigst muligt fra A til B – ikke agere psykologisk hjælper. Men samtidigt har jeg valgt et arbejde, hvor livets almindelige blufærdighedsgrænser er temmeligt fleksible.

– Det kan være en hård tur, sådan et sted, siger jeg og pakker et spørgsmål ind i en konstatering.

Manden sukker igen og jeg er klar til, at den sætning blev den sidste imellem os. Det kan hænde, at taxamanden stoppes af en tydelig, larmende stilhed.

Men ikke denne gang.

Continue reading…

Videohilsen: Taxamanden ta’r en uge fri fra arbejde

 

Så er det tid til denne uges video hilsen. Taxamanden gør boet op for ugen, der gik. Og så kan du møde hans yngste datter Mathilde. De to tager en uge til Italien i næste uge. Først nogle dage i Rom. Og så 5 dage til øen Ischia, der ligger i Napolibugten nord for Capri.

Det handler om en gave til den unge dame. I vores sammenbragte familie med mand, kone og tre børn, har vi haft en tradition om at tage hver af ungerne en tur ud at rejse efter studentereksamen. En slags studentergave af oplevelseskarakter. – Og det enkelte barn med den respektive far eller mor.

For fire år siden, blev den yngste student. Da det skete, var taxamanden endnu ikke ”opfundet” og jeg var midt i en transaktion med farvel til chefjobbet i DR, salg af bolig – og skiftet fra en cheføkonomi til en lavere indkomst i en ganske almindelig familie. Nu er der så ved at være styr på det meste igen, og ”taxafars” studentergave til Mathilde kan gennemføres.

Taxamanden kender I. – Men hvad laver den unge dame?

Hun studerer til socialrådgiver. Mathilde, der i dag er 23 år,  er i gang med andet år på Professionshøjskolen Metropol i København.

I næste uge holder taxamand & datter fri fra arbejde og studier.

8 dages levende liv i “Støvlelandet”

Og til alle jer andre derude:

GOD JAGT

 

Landet du ikke må komme fra

 

Taxi-pladsen i Københavns Lufthavn er i alle henseender en smeltedigel af mennesker og deres sprog og kulturer. For nu først at være lidt afsende-orienteret: chauffører fra alle verdenshjørner. Man kan vist rundt regnet sige, at her er en af de arbejdspladser, hvor man som indfødt dansker tilhører en etnisk minoritet.

Det er en oplevelse, som jeg kunne unde alle mennesker. Det første, politisk korrekte udgangspunkt er selvfølgelig, at det på en gang viser vore forskelligheder, vore særlige fysiske og kulturelle fremtrædelsesformer – og vore ligheder. Som mænd. For sådan en dag, hvor hundredevis af taxier lister op ad ”båsene” mod af- og pålæsning, er der næsten udelukkende tale om mænd. Et studie af mænd, deres sprog og deres gestikulationer.

De sorte afrikanere, hvoraf mange kommer fra Somalia, de holder sig ofte for sig selv.

De høje, aristokratiske serbere eller andre repræsentanter for folkeslagene på Balkan.

De unge arabere, der er så veltrimmede, at de får os andre til at ligne en bunke utjekket lort.

De modsatte – med bare tæer i slidte sandaler, halvnussede bukser – og man fatter ikke, de får lov til at sidde som service-folk i en taxi.

De gamle danskere, der har kørt taxi så mange år, at jeg forestiller mig, at de også ligger sig til at sove i den, når de kommer hjem.

Continue reading…