Hun er er nærmest fysisk et eksempel på, hvorfor kvinderne i dag er på vej til at tage føringen i samfundet.

Hun er hurtigt, let, smilende og nærværende. Og civiliseret og kvik fra det første øjeblik, hun kommunikerer-

Måske er hun aspirant til en af de chef- eller profilstillinger, som kvinder efter sigende er naturlige arvtagere til, når den praktiserede feminisme slår igennem i næste generation.

Mine børns generation.

I radioen har jeg lige hørt den tidstypiske pop-blå Gungre-Smølf, Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni, kalde den offentlige sektor for Danmarks Største Kvindefængsel. Her er kvinder lukket inde i modsætning til den arbejdende kvinde i det private erhvervsliv, Gungre-Smølfen mener, at det er kreperligt, at de mange kvinder i den offentlige sektor, burde kæmpe sig ud af det offentlige fængsel og ind i den private paradisets have.

Continue reading…

Klumme til EB, EKSTRA den 9, august 2014

Jeg husker dem, – ”de vejrbidte”, fra min barndom.
Når de arbejdede, fandt det altid sted under åben himmel. Det kunne være roehakningen i foråret, når de små planter skulle udtyndes til vækst og udbytte. Men det kunne også være det manuelle arbejde med at meje landevejens græsrabatter med le. Jeg er gammel nok til at huske, hvordan de indimellem sad på hug med leen foran sig og bankede den flad mod en jernkile i jorden for at gøre klingen tyndere – for senere at slibe den med en ”le-stryge”. En anden tid, andre vilkår – et andet sprog.
Men de var ubetinget vejrbidte. En af dem badede en sommer i vores nærhed. Hans hvide hud, som vejret aldrig nåede at bide, klæbede til ham som en snefarvet T-shirt. Men hans arme, og hænder og ansigt var brune og seje som garvet læder.
Vejrbidte.
Også når han sad foran smedens lille forretning og drak bajere og snaps fra flaske, lige så snart det arbejde var overstået, som ingen andre gad røre ved.

Han kommer haltende imod mig ud fra genoptræningscentret Continue reading…

Jeg har anderkendt min identitet som granitperker.

Men det er en ny identitet i en moderne verden.

Men inden da havde jeg en anden etikette, som jeg bar med samme stolthed: Jeg er ”reservesvensker”

Begge Kainsmærker har et kontroversielt islæt. Ordet PERKER er jo nutidens udgave af fortidens NIGGER – og grundlæggende så afskyeligt, at mine egne børn ganske enkelt fik forbud mod at bruge det. Og det virkede, kan jeg sige. Det findes grundlæggende ikke i familiens ordbog. Det kom formelt frem, da jeg en dag skulle købe nye nøgler i en nøglebar på Nørrebro, hvor ejeren er en totalblanding af en svajer fra 30’erne og en hippie fra 60érne.

– Hva’ faen mand, du’ sgu da granitperker!, – sagde han og grinede. Jerg grinede selv hele vejen hjem og skrev om det på Facebook. Det blev gemytligt modtaget af 90 pct. af mine venner. De sidste 9 pct. valgte at overhøre den racistiske undertone. Og nogle enkelte super-bornholmere syntes, det var afskyeligt, udtrykket.

Lidt den samme fornemmelse i 60’erne, hvor jeg var barn og teenager – og offer for begrebet ”reservesvensker”. 90 pct. det er ok eller det måde idioter da selv om. Log 10 pct. Jeg pander dig en, hvis du gentager det udtryk.

Continue reading…

Jeg kan lige så godt være helt ærlig fra begyndelsen. Hvis du synes det er for sentimentalt at tale om døden,,, og for svulstigt at savne den højtelskede, – så skal du holde dig fra taxamanden i dag.

Men du er hjerteligt velkommen tilbage i morgen, når jeg er helt nede på jorden igen og taler om noget mere jordnært. Måske noget om diesel, taxabon’er og uregulerede vejkryds.

Vi ses!

Jeg blev ramt af den sentimentale åre de sidste to døgn. Allerførst, da jeg mandag holdt foredrag for mere end 300 mennesker i Vejle. Jeg er jo selv en halvgammel sølvræv på 60 år, der har brugt mange timer siden april på at tænke over dyrebarheden i at leve. Kunne godt have holdt et politisk korrekt foredrag over alderens ligegyldighed i forhold til livet og dets lykketilstande, Eller sige som min gode Veninde Lone Kühlmann gør det i titlen på bestsellerbogen AFSKAF ALDERDOMMEN (skrevet sammen med alderdomsforskeren Henning Kirk): Bliv i de voksnes rækker!

Jeg er fuldstændig enig: Afskaf aldersfascismen. Sagsøg de lorte-virksomheder, der fyrer efter dåbsattest. Angrib den kultur, der gør seniorer til nogle u-erotiske hylstre, der først og fremmest ligger vandret for at dø. Og jeg vil hellere bo i kollektiv og ryge hjemmerullede joints end jeg vil forlade i verden i døgnpleje i mit eget hus.

Men det har en ende på et eller andet tidspunkt. Og indtil da skal der kæmpes for at blive klogere

Det tænkte jeg sødmefyldt på, at jeg i kaffepausen kiggede ud over publikum på Kultur- og Kunsthøjskolen i Vejle. De er seniorer – og selv var jeg i den yngre ende. En del af dem var enlige, kunne jeg forstå. Men hvordan lever man op til at have den gnist, der får én til at opsøge en taxamands fortællinger fra den virkelige virkelighed?

Continue reading…

Hvor lang er afstanden mon mellem frihed og ensomhed?

Jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke mål den. Slet ikke på parforholds- eller ægteskabsfronten. Jeg er en af de der typer, der grundlæggende ikke har haft de alenlange pauser i fællesskab med en kæreste. Og jeg har derfor også gentagende gange måtte høre på opdragende foredrag, om ”…mænd der ikke kan være alene…” I Begyndelsen, da jeg var yngre, lod jeg mig provokere af bemærkningerne. Også når de kom på det mest tossede tidspunkt: Der hvor man netop VAR alene. En underligt tidspunkt, hvis man netop selv har lyst til at lege

Sidenhen lærte at være totalt ligeglad. Også fordi jeg jo ved, at valget ikke behøver være så entydigt enten-eller. For selvfølgelig kan man – i hvert fald som voksent, modent menneske – både være i parforhold/fællesskab – og være et frit menneske. Det har ikke mindst min kone lært mig. Også på baggrund af nogle underlige eksempler i de frigjorte kredse, hvor jeg selv lever. Hvor der kan opleves kvinder, der bliver sure over, at manden har haft det skide sjovt uden hende. Eller modsat. Mænd som ville have MEGET svært ved, at konen f.eks. tog på en rejse alene.

Underlig, paradoksal civilisation, vi lever i.

Så når nogen i dag kommer med den sædvanlige – og det er næsten altid kvinder –åh, du/I kan altså ikke være alene, vælger jeg det arrogante og selvfede: Det er da ikke min skyld. Jeg har bare ikke kunne være i fred!

Continue reading…

Klummen i EB, EKSTRA – lørdag den 2. august

Nogle gange forbander jeg den kolde servicekultur i Danmark. Den med at alt skal være deklareret og aftalt, forudsigeligt og ensartet. Den drikkepenge-løse kultur.
Det bliver for alvor afprøvet i denne tid, hvor taxakørslen er helt nede på et lavpunkt og passagerer til og fra krydstogtsskibe kan bøde på katastrofen.
”..Drikkepenge er inkluderet i prisen…”, står der på det officielle skilt i kabinen. Og det er set fra min stol noget vrøvl. ”…Her i landet aftaler vi alt i overenskomster og faste rammer. Du skal bare betale, hvad der står…”
Det er det, der er budskabet.

Jeg er en del af den utålmodige kæde foran det gigantisk cruise-skib. Skæbnen har bundet mig til en stationcar og på dage som denne, er den en ”hun” og min elskede. De latterlige sedan ‘er bliver sat i en vente-kø. Men en stationcar er hurtig adgang til de internationale turister med den store baggage.
Jeg fik hurtigt to gode ture derfra og nåede næsten ikke at beundre det gigantiske, sejlende luksushotel. Eller rettere en by. En mobilt rejsemål.
En til Lufthavnen og lige derefter en anden fra krydstogtsskibet til et af byens hoteller. Det skulle blive to eksempler på drikkepengekultur, en taxichaufførs status – og belønningen for god service.

Continue reading…