Sverige – fra blodbad til kærlighed og forskellighed

 

Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Da jeg var barn på Bornholm, kaldte københavner-snuderne mig for reservesvenskere. Det virkede ikke som en kærlighedserklæring. Så der var automatisk øretæver i luften. Det var egentlig lidt uretfærdigt – for svenskerne. For vi havde jo ikke noget imod dem.

Egentlig var det langt mere ydmygende at være koloni-barn fra København – eller ”ovre”, som vi sagde. De var nemlig ikke bare på feriekoloni ved Svaneke, hvor jeg havde min skole og min gang – de var på svagbørnskoloni. Det var godt nok et stigmatiserende begreb, der ville noget. Men vi brugte det og fik baggrunden: Det var noget med ungerne fra de fattige arbejderhjem på stenbroen. De skulle en tur til klippeøen for at blive fedet op. Vi sloges den ene dag, vi var venner den næste. – Og året efter havde københavner-pigerne fået runde former – og så var sagen pludselig en helt anden. Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Sommertøserne fra Sverige var en helt anden sag. De var mere uopnåelige, selv om de strålede i solen med kornblondt hår, den brune hud og de himmelblå øjne.

Det var sådan et smuk ung, kvindelig svensker, jeg fik med på den tidlige morgentur. Selvfølgelig en voksen kvinde, men taxamanden er jo blevet en sølvræv, så selv de helt voksne kvinder i 30érne fremstår meget unge.

Mine taxature er ofte fantastiske virelighedsbilleder i standende, dogmatiske diskussioner herhjemme. Og det kan sikkert ikke overraske, at mine samtaler er meget mere nuancerede end de politiske debatter i medierne – herunder de forskellige ”strenge” på Facebook. Alle mennesker kunne fortjene nogle måneder i taxi-branchen. Det ville formentlig ændre en del forudindtagede opfattelser.

Lige nu er højrefløjen stærk i diskussionen om Islam og denne religions angiveligt krigeriske natur. Omvendt bliver den kristne historie noget idylliseret. Jeg er om aktiv folkekirkebruger og liberal kristen – eller hvad man nu kalder den frie, grundtvigske folkekirkelighed i dag – selv inde i debatten. Undertiden trækker jeg mig, fordi tonen fordomsfuld dum i retning af: Hvis du maner til besindighed er du en svagpisser.

I går tillægger en højtuddannet, akademisk debattør mig følgende replik:  ”for-jeg-hader-skam-også-vold-på-den-der-bennyandersenske-måde”.

Jeg klarer nok angrebet, fordi det både er selvforskyldt og temmelig infantilt af en voksen mand. Men hvorfor skal digteren Benny Andersen gøres til et skældsord?. Det interessante er, at manden bag dette lyriske hysteri er folketingskandidat med god mulighed for at blive valgt. Stilkarakteren lader jeg læserne og vælgerne om.

 

Svenskerne har fået nogle ordentlig nog’n på hatten efter valget og de gamle partiers venden totalt ryggen til Sverigesdemokraterne. De er forbuds-Sverige – vi er frisindets paradis. Selv er jeg tilhænger af ”den danske model” – inddragelsen. Men jeg mener også, at Sverige er suveræne nok til at finde deres måde i parlamentet.

 

På den lange tur, får min smukke og intelligente, svenske kunde ordet. Hun er svensker – men bor i Danmark på ottende år – med en afstikker til Tyskland. Så mon ikke hun kan måle sig med nogle håndfulde af de danske kloge-Åger:

 

– Jo, I danske og vi svenskere er forskellige. Mere forskellige end sproget – på nogle punkter. Danskerne er mere direkte lige på og hårdt – svenskerne er mere reserverede. Vi er nok også mere autoritetstro. Men I danskere er nu ikke helt så joviale, som I tror. Jeg boede med min familie i en periode i Tyskland. Og dernede oplevede jeg – stik mod fordommene –  en større åbenhed over for samfundets forskellige klasser. Også mindre politisk korrekthed. I Sverige og Danmark vil kun høre om ligestilling og ens vilkår mellem kønnene. I Tyskland havde også veluddannede kvinder ingen ydre problemer ved at vælge karreren fra i en periode, vis det var det, de ønskede sig.

– Og,  Jo, Muhammed-tegningerne bliver grebet meget forskelligt an i Danmark og i Sverige og jeg befinder mig mellem de to lande, når den sag var på sit højeste og i tiden og i tiden efter. I alle nuancerne. Jeg kan jo godt lide frihedsdyrkelsen i Danmark. Underligt nok virker Danmark mere klassedelt.  Jeg kan selv være meget træt af mit eget lands moralisering og ekskludering af de politiske vinde, man kollektivt vurderer som upassende. Men jeg kunne godt tænke mig, at danskerne kunne se sagen lidt fra oven. Ytringsfrihed kan jeg forstå. Men hvorfor er det så afgørende vi skal håne muslimernes tro. Jeg synes grundlæggende ikke, at man skal håne menneskers religion. Lige nu er der en slags krig. Men vi ville jo ikke kaste os over hinduisme og buddhisme – eller vores egen kristendom med samme lystbetonede håne-lyst.

 

Taxamanden agter ikke at rejse diskussionen igen. Jeg åbner blot for et frisk fællesskandinavisk pust.

 

Det Stockholmske blodbad i 1520, hvor danskernes konge og ærkebiskop stod i spidsen for drabet på mere end 80 adelsfolk, borgere og bønder

Og så tænker jeg på, at vores egen frihedstrang hernede i den mere kontinentale del af Skandinavien. Historisk set har vist helt andre sider af vores selvforståelse og frihedsopfattelse. Danskerne sad i 1500-tallet på unionsejerskabet for hele den nordiske union – Sverige, Norge og Danmark. Svenskerne ville ud og gjorde oprør og stødte Biskop Trolle, som var danskertro – fra magten. I en knivtangsbevægelse fik man Trolle tilbage og han og den danske konge kvitterede ved at likvidere mere end 80 adelige, borgere og bønder. Det stokholmske blodbad i bedste ISIS-stil. De højest-rangerede med sværd, de mellemste med økse – og de laveste ved hængning. Kongen – Christian den 2. ville ikke tage ansvaret, så den terroristiske likvidering – ville vi vel kalde det i dag – blev gennemført af kirken med den genindsatte biskop Trolle i spidsen.

 

 

 

Blodbadet – her i kunstneren Bjørn Nørgaards udgave

Med Gud for retfærdighed. Masser af blod for en tabt sag.

For svenskerne fik i deres frihed og egen konge blot få år efter.  Blodbad skaber modstand – og modstand gør stærk.

Senere på dagen kører jeg med en dansker midt i 30’erne. Han har siden sit 19. år været bosat i Stockholm. Her har han sin familie – og han trives med at være en ”både-og-skandinav”.

 

 

– Jeg er dansker, og jeg er glad for det. Jeg bor i Sverige og det bliver jeg ved med. Trives i hovedstadens forstad og med kone, tre små børn og en båd i skærgården, når det er sæson for det.

 

Målene var egentlig høje. Men jeg havde en mulighed for at nå dem. Det princip kan jeg god lide i det svenske system.

– Jeg har det helt fint med forskellene. Og jeg havde nok ikke klaret mig så godterhvervsmæssigt hvis ikke jeg var en del af begge verdener. Jeg arbejder med salg af stål, selv om jeg er uddannet som glaspuster. Det sidste er jo helt dødt med mindre man er kunstner. Men i Sverige arbejdede jeg mig frem til jobbet som sælger, fordi jeg var dansker og de skulle bruge en mand til det danske marked. Jeg var fuldstændig umulig i folkeskolen. Jeg gad ikke og jeg ville ikke. Men i Sverige er de faglige uddannelser og de boglige uddannelser integreret i et samlet gymnasium. På et tidspunkt ville jeg være brandmand. Jeg bestod alle fysiske tests – og så ville de se mine skolepapirer. Det havde jeg ikke ventet for jeg havde jo ikke nogle af nogen betydning. Så jeg har måttet tage enkeltfag i matematik og svensk sprog på gymnasieniveau for overhovedet at have en værdi på arbejdsmarkedet. Man kan kalde det meget svensk at der skal være denne ligestilling mellem bogligt og fagligt – og at der er denne tvang i retning af uddannelse. Men det virker jo, for pokker. Det virkede i hvert fald på mig, fordi jeg ikke ville stå som en taber. Målene var egentlig høje. Men jeg havde en mulighed for at nå dem. Det princip kan jeg god lide i det svenske system.

 

”Stålmanden” må leve med en mere formel og måske lidt højtidelig kultur.

Men han er lykkeligt integreret, børnene taler svensk også til deres danske bedsteforældre og glemt er alt om de blodige forhold mellem broderfolkene for nogle århundreder siden.

– Jeg har det helt fint med, at vi som skandinaver tvinges til at forstå hinandens sprog. Det er for pinligt, hvis vi enten skal være flersprogede – eller ligefrem tale engelsk med hinanden.

 

Taxamanden er enig. Og takker også nej til den nye tradition med at gøre engelsk til almindeligt sprog mellem svenskere og danskere.

Tossehoveder!

 

Godmorgen Danmark

– og Skåne, Halland og Blekinge. Mindst!

Next ArticleDu møder natmanden