Den døde tyrker

– Iyi günler.

 

Han kigger på mig med smilende sorte øjne, der ellers har været mørke – og angste i de sidste år.

 

– Iyi günler, hilser han tilbage.

 

Og jeg behøver ikke spørge til hans nationalitet. Jeg havde allerede lidt frimodigt gættet på den. Gættet rigtigt. Han er en af disse efterkommere af de lidt lavstammede bønder fra den anatolske slette. Et kraftigt næseparti, med ”måne”,. Som det tilkommer en mand midt i livet – og med et ordentligt overskæg som en mellemstor busk lidt midt i det karakterfaste ansigt.

Han er en stolt mand.

Måske et lidt billigt med det der tyrkiske ”god dag”. Jeg kunne også have sagt ”iyi aksamlar”. Og så havde jeg brugt nærmest HELE mit tyrkiske ordforråd.

Continue reading…

Taxamandens ydmygelser

En taxamand kan – uagtet opgaven som serviceudbyder –  være utrolig smålig. Som en kassemand i en dicountbutik – en af dem, der hader deres job, får en så ringe betaling, at det nærmest er en del af konceptet at være distanceret til kunden.

Eller som en dårlig tjener på en billig bodega, hvor det er fedteri at være høflig,

Jeg var meget tæt på denne karakteristik i nat. Men lad mig afsløre med det samme: jeg blev kureret – med en nærmest omklamrende venlighed fra kundens side.

Hun evnede at ta’ den sure med det søde!

Jeg sidder endnu og rødmer i den sølvgrå Mercer med det grønne logo. Flove røde kinder, der lykkeligvis ikke er selvlysende i mørket inden solen er stået op.

Continue reading…

På tur med højre og venstre hjernehalvdel

Det bliver lidt nørdet i dag. Det kan jeg lige så godt advare om.

Vi starter ude i verden. Så tager vi en kort rejse over et af mine venskaber fra min tidlige ungdom – og så slutter vi med et kort taxa-møde med en af mine kunder, der både er skabt af noget Ying og noget Yang.

Det handler om venstre og højre hjernehalvdel.

Om den teoretiske begavelse og  kunsten og om ikke at kunne slippe nogle af delene.

Er det for langt ude for dig, mødes vi bare igen i morgen, ok?

Continue reading…

Manden med den rullende iltflaske

Mit arbejde som taxachauffør er og bliver et studie i menneskets selvopholdelse og kærligheden til livet. Jeg troede, da jeg startede i branchen for 20 måneder siden, at jeg skulle på chartertur i fordoms-Danmark. Jeg ville møde de drikfældige, de arrogante, de overfladiske, de flæbende, – de  der er hamrende ligeglade med, hvad det er for en idiot, der sidder ved rattet i Merceren. Det har jeg selvfølgelig, ligesom ”manden på gaden” spadserer i uendeligt mange gangarter. Men det er ikke karikaturerne, der fylder mest.

Kendsgerningen er snarere, at min kærlighed til menneske-racen i alle dets afskygninger generelt er øget.

Folk er sgu go’e nok!

Continue reading…

Ligestilling i arbejdslivet helvede

Det er sikkert det der med at ”fylde rundt” i den nærmeste fremtid, der i denne tid får taxamanden til at tænke over tidens udfordring. Jeg øver mig løbende i at legitimere ”det grå guld”’s særlige ret til eftertanke. Det er jo dybest set et privilegium, som vi bør hævde som en kompetence. For det er vel OK at være tænksom, når man har bygget det op gennem snart 6 årtier.

Vi har levet i så forskellige tidsaldre.

Continue reading…

Weekendhilsennnn………

Lidt foirsinket – men nu er den her.

Den ugentlige weekend-hilsen fra taxamanden. Tak for den gode dialog – og en opfordring til at stille spørgsmål. – Ugens vigtigste spørgsmål premieres med en helt usædvanlig præmie….Se videoen

.

 

Om medaljen og dens bagside…

Se nu grundigt på dette billede, der er noget særligt ved det!

Og hvad er det mon?

Nej, hvor smuk den end er, er det ikke den slanke hånd med de lange fingre.

Heller ikke håndens brune farve, der stammer fra en dansk kvinde som har arabisk, indisk, afrikansk, europæisk blod i sine årer.

Åh nej, nej, nej – heller kulissen i baggrunden – ikke vogn 2282, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Det er neglene, kære læsere. De er skabt af en danmarksmester og tilhører en ung kvinde, der som mange af taxamandens kunder bærer både på en god og en grum historie.

Continue reading…

Inklusion – min bare hestehale…!

Jeg er vel ikke den eneste, der ligefrem kan komme til at hade ord så meget, at jeg nærmest glemmer den gode hensigt, der ligger bag dem? Eller af og til netop derfor. De virkelige hadeord: De ord, der er skabt som ikke bare en god hensigt men som en slags født propaganda. De overfedende. De er kvalmeagtige – .

Åh, herregud. De ville jo bare være med til at skabe en kommunikationsmæssig genvej. Ud af munden ind i øret. En win-win situation.

Continue reading…

Dobbelt kærlighed – motorcykler og kvinder

Jeg har været til kvinder hele mit liv.

Og skæbnen har bragt mig kvinder, der bragte mig sammen med flere kvinder. Min første samleverskes 4 børn – piger. Mine børns mor, der fødte mine to børn, – piger, der nu er blevet kvinder. Og ikke mindst min kones barn, min ”bonusdatter” – i dag en voksen kvinde.

Jeg er vild med kvinder. I alle kønnets udgaver – og i alle deres aldre.

Det er bare en kendsgerning, der ikke kan laves om på, selv når de sniger sig ind på mit køns ”enemærker”.

 

Continue reading…