Videohilsen fra taxamanden

Kære ven og følger.

Mit indlæg i dag handler om min Facebookprofil og min blog www.taxamand.dk

Mit univers taxamand.dk udvikler sig løbende, og jeg lægger ikke skjul på, at jeg indimellem har behov for at ændre på ideer og udførelse. Dels fordi taxamanden skaffer hovedparten af sine kreative ressourcer ved først og fremmest at fastholde og udvikle min passion i dette ”projekt”. Dels fordi jeg virkeligt skal holde tungen lige i munden i forholdet mellem ressourcer og input. Det må ikke gå i stå, men det skal også være originalt – noget særligt. Jeg har en lagt større frihed end i mine glade chefdage i DR. Og jeg betragter det nærmest som et privilegium at kombinere min slet skjulte frihedstrang med muligheden for at udføre min erhverv som journalist og skribent. Og så samtidigt få en personligt opbakning fra mere end 2200 venner på Facebook og ikke mindst de 3300 følgere.

Continue reading…

Det seje quindfolk med den ubærlige smerte

I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.

Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:

– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!

  Continue reading…

Giv plads til de utilpassede

Jeg har undertiden en noget flippet vision – eller rettere et spørgsmål tilsat en god portion ønskedrøm.

Hvordan ville verden se ud, hvis der blev givet mere plads og indflydelse til de utilpassede?

Det der med det flippede har jeg det helt ok med i en tid, der er så normativ, at fornuften nærmest er blevet en trosretning. Det regelbundne er sikkert en god strategi for at overleve –i pagt med stramme baller, pisaundersøgelser og fastekure. Men der var godt nok ikke opfundet megen musik eller anden kunst uden utilpassede kunstnere.

Og de fleste mennesker i deres omgangskreds, som har oplevet store personligheder og karrierer, og som netop udviklede sig ved at gå helt andre veje.

Continue reading…

Kan man lære dannelse i en taxi?

Hvor kan man lære at blive et dannet menneske?

For det er vi vel enige om på tværs af de politiske forskelle (som i øvrigt er svære at få øje på her i hygge-Danmark). Dannelse er et godt karaktertræk hos et folk og hos et menneske. Ikke de der fimse-borgerlige forfængeligheds-signaler, – lamper og andet design, som social signalkunst. Skolemester-dannelse, som hang mig allermest ud af halsen, da politikerne begyndte at udarbejdede såkaldte KANON’er. Altså nogle politiske vedtagelser af, hvad der er de vigtigste kunstnere, de vigtigste historiske begivenheder etc.

Det er mig lige vel sovjetrussisk, at staten skal bestemme den gode smag.

Men at besidde dannelse – viden om mennesket og menneskelivet og evnen og lysten til at dele det i dialog med omverdenen.  Det er spændende og det binder mennesker sammen.

Continue reading…

Tak fra fødseldagsbarnet…..

Allerførst:
Tak for opmærksomheden ved min fødselsdag. Det blev en fest i helt private omgivelser på ”Friskolegården”, som er knyttet til den friskole i København, hvor mine børn er gået i grundskole – og hvor min kone er lærer.
Der kom i hundredevis af lykønskninger til mig – ikke mindst fra mine mange nye venner i mit taxauniverset på Facebook og min blog.
Tak skal I have.
Jeg siger med ”rytteriet”: I er sgu søde!

Continue reading…

Taxamandens påskeferie-hilsen

Så holder jeg påskeferie-hilsen.

Vi kommer ind bag forhænget – og denne uges afsløring. Hvad tjener en taxamand. Og så kan du møde to tavle mænd på bagsædet.

Nyd foråret, når det kommer…

De lyshårede grønlændere fra nordjylland

Jeg vil gerne bringe en advarsel:

Jeg er glødende internationalist og europæer. Jeg føler både kærlighed til Danmark, mit fødeland, og et særligt forhold til Tyskland, min farfars hjemland og samhørighhed med Europa. Og noget af det, der har fascineret mig mest ved mine rejser til USA og Canada er disse landes nationale identitet, som er så stærk – jeg havde nær sagt – selvom – den bygger på et folk med indvandringer fra mange kulturer i bl.a. Indien/Pakistan, Sydafrika (Indvandring af sorte sydafrikanere under Apartheid) – og ikke mindst grækere. Jeg glemmer aldrig en taxatur gennem Torontos snorlige  gader. Taxachaufføren –  så græsk i sit udseende, at han mest af alt lignede en trivelig vinbonde fra Kreta. Gestikulerende og med en moustache som en kost. Han talte med accent som en parodi i en af de der modstandsfilm lige efter anden verdenskrig. Han var så stolt over sin kultur og over at hans søn var blevet gift med en kvinde af græsk afstamning – og mest af alt, At de var gift og deres børn døbt i en ortodoks kirke.

Men over alle disse nationale symboler svævede kærligheden til det Canada, der nu var hans hjemland og havde taget så godt i mod ham. Han var 100 pct. græker og 100 pct. Canadier. Han havde ikke noget behov for og det blev aldrig krævet af ham, at han skulle vælge side.

Continue reading…

På sviptur mellem sandhed og fordomme

Der var engang, hvor vi kunne tale frit om om folkeslagenes forskellige kulturer og deres fremtræden. Det var opdagelsesrejsernes tid.

Men den frihed var egentlig ganske kort. Imperialismens selvforslugne uvidenhed og fascismens syge racisme var ved at blive fortrængt af det åbne sind. Det kostede de værste krige i menneskets historie.Men så kom 60’ernes og 70’ernes hang til frihed båret af umættelig nysgerrighed. På den tid rejste jeg selv meget på Balkan – i det tidligere Jugoslavien .  I Grænkenland og Tyrkiet. Ordet smeltedigel var allerede meget gammelt, men det blev ikke brugt. Det handlede om oplevelse og mangfoldighed. På det ene hjørne stod en ortodoks i sin sorte kutte. På det andet en gammel, langskægget mand, der vist nok var muslim og nogle gabge daglig knælede på et bedetæppe med  hovedet mod syd.

Og herhjemme i Danmark var jeg inviteret til kulturfestival i en idrætshal et eller andet sted på sjælland, hvor vi spiste, spillede og dansede os gennem “fremmedarbejdernes” mangfoldighed. Men så – ja, så blev det krise efter krise og hverdag og fremmedarbejdere blev til indvandrere og de blev til mennesker “af anden etnisk herkomst”. Og så blev det på en eller anden måde -i de kredse, hvor jeg kommer – politisk ukorrekt at tale om pakistanere, arabere, serbere, for NU handlede det om ligedtillingen og forskellighed har jo altid en indbygget konflikt.Hvad gør man så, når man elsker friheden til at ytre sig?

Selv har jeg valgt at tale helt frit om tyskerne. Om prøjsiskhed, orden og disciplin. Det synes jeg bedre man kan tillade sig, når man selv er “kvarttysker” og har oplevet den kulturs forsider og bagside- i øst og vest – efter krigen.Men efter demokratiseringen af hele Tyskland og et Europa, der ville være ilde stedt uden “jernkanslerinde” Mergel, er det vel nærmedt blevet politisk korrekt at bakke op om det land.Så hvad gør man nu?Ja, man kan jo give ordet til de andre – de “fremmede” og lade dem tale frit.

Continue reading…

Kærlighed fra Thorshavn til Bangkok

Der er virkelig sprogmusik i kabinen den her sene morgen.

Hun er tydeligvis asiat – og ganske rigtigt – hun kommer oprindelig fra Thailand, forstår jeg senere. Hun sidder smilende på bagsædet efter at et solidt antal kufferter er pakket i bagagerummet. Indimellem kommer der korte og præcise bemærkninger på et engelsk, der lyder ganske særligt i en thai-mund. Korrekt engelsk – men i sin helt egen, musikalske stilart.

Og så er der manden, der taler et lidt højtideligt dansk i den nordatlantiske farve. Han er fra Færøerne. Jeg ved ikke, om det er læringstraditionen på Færøerne eller det bare er blandingen mellem  med det danske og det i virkeligheden ”oldnordiske”, der skaber den der lidt højtidelige stemning af lidt tavse mænd og store bølger der slår ind på Klipperne.

Og så er der undertegnede ringhed, der jo ikke i sit danske kan skjule sin krøllebølske baggrund. Jeg har ikke boet på klippeøen i mere end 40 år, jeg taler ”tyndt”, fordi jeg blot er halvblods. Min far er Fynbo. Men jeg kan desuagtet ikke skjule, at jeg er granitperker, hvilket sprog-øvede indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande ikke undgår at lægge mærke til.

Continue reading…

Arbejdslivet i højeste stress-gear

Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Continue reading…