Et kusus i uforskammethed

Så er jeg klar til at tage nogle øretæver. For dagens historie vil også handle om taxalivets mest kundefjendske sider.

Jeg er med på vores særlige undskyldnings-kultur i det her land, hvor børn er uvorne, fordi deres forældre ikke har taget sig af dem. Journalister skriver noget meningsløst bras, fordi de ikke har ressourcer nok. Landmænd begår selvtægt, fordi miljølovgivningen ødelægger deres erhverv. Indvandrere er vrede, fordi vi træder på dem, – og taxachauffører er uforskammede, får for lidt i løn.

Alt sammen rigtigt et langt stykke af vejen – men også en vej til det helvede af bortforklaringer, der er brolagt med undskyldninger.

Continue reading…

Den gamle mand og dåbsattesten

Det er meningsløst. Det er forfængeligt. Det er latterligt.

Det er vel dybest set noget af det mest meningsløse, du kan beskæftige dig med: At forholde sig kritisk, bekymret til noget så uigendriveligt som din egen alder. Alligevel kommer det snigende som en menneskelivets listetyv. Du blev født, du voksede op, du voksede op, gjorde karriere, skabte børn – og banko!

Rent intellektuelt har jeg et fuldstændigt afslappet forhold til, at jeg fylder 60. – Totalt afslappet. Det ryster da ikke mig, det, der skal ske om 28 dage, 3 timer og 16 minutter, næh 15 minutter – snart kun 14 minutter.

Hvorfor fanden kan jeg ikke bare slappe af, netop, når ens liv har været sådan en gave og på mange måder større end en latterlig opgørelse i leveår. Jeg som har elsket vidunderlige, modne kvinder, da jeg var ganske ung. Min første store samlevende kærlighed var 17 år ældre end jeg. Jeg var stedfar til fire døtre og morfar som 25 årig. Og min nuværende dejlighed af en kone er ikke bare 7 år yngre. Hun er så smuk at afstanden lige så godt kunne være 10 eller 15 år.

Det’ da lige meget. Så kom bare an, liv, for jeg lader mig nu engang ikke terrorisere af en dåbsattest

Taxamanden er gråhåret, rynkerne om øjnene breder sig, min sixpack er blevet en ”onesack”. Men min sjæl er stadig grundlæggende den samme som i gymnasietiden, ungdomstiden, etableringstiden – og nu i mit livs sensommer.

Min alder er i det store og hele og i nuet – ligegyldig.

Continue reading…

Holger ta’r springet

Holger Lundberg – i udgaven 2014

“Journalistik kan føre til alt – bare man holder op i tide…”

Sådan lyder et kliche af et citat om den branche, jeg oprindeligt kommer fra. Men sådan er det ikke nødvendigvis med taxafolk. Måske snarere noget i retning af: Taxajobbet kan muliggøre alt, – bare du aldrig holder helt  op.

Holger Lundberg mødte jeg første gang på mit “kvalifikationskursus” på det AMU-kursus, som er en forpligtelse for at kunne arbejde som taxachauffør. Han underviste i et eller andet “service-fag” på omtalte kursus, som kostede mig en fandens masse penge (Jeg fik ikke støtte til det, som 90 pct. af de øvrige deltagere, der fik finansieret 6-dages-kurset via deres arbejdsløshedskasse), – men som jeg har meget, meget svært ved at se kvaliteten i. Det var et rod af alle mulige småkompetencer og for længst slettet af min interne “memory”.

Continue reading…

Stinkende og vingeskudt

Jeg er kørt ind til siden for at sunde mig en smule. Af to væsentlige årsager:

For det første for at lufte ud. Selv efter flere minutters nedrullede vinduer i  fri kørsel gennem byen stinker den grå Mercedes. Og det går bare ikke, når jeg kører for selskabet med det grønne logo. Vi kører traditionelt med nogle af de helt store erhvervskunder med markedssucces, masser af udtrykte, etiske værdier – og kræsne kunder fra udlandet.

Nej, det går bare ikke, at kabinen stinker som café Øresund i Nyhavn, dengang, der var liv og glade dage med ludere og sømænd der var gode for en røvfuld, bare man kom tilfældigt forbi.

Men jeg skal også sunde mig over kunden, der udover at være total-stiv i en syvdagesbrandert var et tænksomt, kærligt og intellektuelt, litterært velbevandret menneske.

Et menneske med flotte egenskaber.

Men også et individ dybt nede i det sorteste hul, du kan forestille dig..

Continue reading…

På drømmetur med piloten

Det er totalt mørkt i det københavnske forstadskvarter.

Det er muligt, at jeg i vagtskemaet kaldes dagmand, men det her er et totalt natte-sceneri. Stort set mørkt i hele området og fra alle vinduer og jeg står bare foran en spærret gangvej, stirrer ud i en tunnel af en dyb nat og håber på, at jeg ikke bliver snydt for morgenens bedste tur.

Jeg skal til Tune og guldet fra de 800 kr. glimter uanset tvivlen før fanden får sko på. Og så – ud af mørket – kommer en ikke så høj, slank mand gående i – ja, i  flyverdragt. Her passer begrebet på andet end en baby. Mit gæt er rigtig: Han er pilot. Total veltrimmet, uden overflødige “flaps” på sidebenene og tager sig faktisk ud som en skandinavisk udgave af Tom Cruise. Charmerende, smilende, flot hår – og så denne flyverdragt med lommer til papirer og kort etc og forskellige emblemer (eller er det bare tøjmærker, jeg ser det ikke i mørket.)

Turen er hjemme, kunden er rar – og jeg er bare klar til det helt store interview i en ren stemning af Top Gun.

Continue reading…

Oldtreprenører – det er os….

Det er den smukkeste morgen.

Solen er endnu bag horisonten men formår alligevel at farve de lette skyer overvejende røde – også blå i kanten. Givetvis en meteorologisk fænomen men lige nu er jeg bare blød som bruden i min barndoms ”Sommer i Tyrol”:

– Det er alt sammen ligegyldigt.

Eller de unges slangudtryk, som jeg har grinet  så meget af i og udenfor taxaen, – og nu er begyndt at lære, og så er det måske allerede på vej ud:

– Det’ da lige meget!

Continue reading…

Drama i natten

Det er flere år siden, jeg har været så rasende.

For det første handler det om vreden over disrespekten for mit arbejde – for mig og mine kolleger. Dernæst det reelle tyveri fra mennesker, som oppebærer samfundets laveste timelønninger. – Og så vreden over en af de fedeste fordommes – rigtighed: den dårlige opførsel fra borgerskabets forkælede afkom.

Raseriet ER ved at være overstået. Men tag en tur med mig tilbage til tidlig, fredag morgen for at forstå, hvorfor det opstod.

Tæt på værtshusene i det indre København, fredag morgen kl. godt-4. Det er tidligt og begyndelsen af min dagvagt.

Continue reading…

En ægte kærligheds-kamp

Jeg har lyst til at slutte ugen med en rigtig kærlighedshistorie.

Ikke en af Barbara Cartlands, hvor helten og heltinden har fået hinanden og fader ud i den nedgående aftensol. Eller en af ”reality”-slagsen, hvor de boller med hinanden under et lagen, mens kameraerne snurrer og drømmer om, hvilken kendisreception , de skal til i morgen.

Men en ægte, hverdags- kærlighedshistorie, hvor kærligheden bruger skalaen fra det uforklarlige og fascinerende til det opbyggede fællesskab i de forenede kampe, man tager for at få det hele til at hænge sammen – i virkeligheden.

 

Kærlighed? – Umiddelbart ser det ikke sådan ud eller lyder sådan, da jeg samler ægteparret op foran det lokale tandlægehus. Han er stærkt bevægelseshandicappet – og hun er skide irriteret på ham. Lige i øjeblikket:

– Løft nu for pokker de ben, siger hun og skubber ham – bare en smule – ind på bagsædet, efter at han har overladt sin rollator til taxamanden og sådan er klar til at tage en lille sludder med mig man-to-man i døråbningen til Merceren.

– Du må snakke videre inde i bilen.

Continue reading…