Weekendhilsennnn………

Lidt foirsinket – men nu er den her.

Den ugentlige weekend-hilsen fra taxamanden. Tak for den gode dialog – og en opfordring til at stille spørgsmål. – Ugens vigtigste spørgsmål premieres med en helt usædvanlig præmie….Se videoen

.

 

Om medaljen og dens bagside…

Se nu grundigt på dette billede, der er noget særligt ved det!

Og hvad er det mon?

Nej, hvor smuk den end er, er det ikke den slanke hånd med de lange fingre.

Heller ikke håndens brune farve, der stammer fra en dansk kvinde som har arabisk, indisk, afrikansk, europæisk blod i sine årer.

Åh nej, nej, nej – heller kulissen i baggrunden – ikke vogn 2282, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Det er neglene, kære læsere. De er skabt af en danmarksmester og tilhører en ung kvinde, der som mange af taxamandens kunder bærer både på en god og en grum historie.

Continue reading…

Inklusion – min bare hestehale…!

Jeg er vel ikke den eneste, der ligefrem kan komme til at hade ord så meget, at jeg nærmest glemmer den gode hensigt, der ligger bag dem? Eller af og til netop derfor. De virkelige hadeord: De ord, der er skabt som ikke bare en god hensigt men som en slags født propaganda. De overfedende. De er kvalmeagtige – .

Åh, herregud. De ville jo bare være med til at skabe en kommunikationsmæssig genvej. Ud af munden ind i øret. En win-win situation.

Continue reading…

Dobbelt kærlighed – motorcykler og kvinder

Jeg har været til kvinder hele mit liv.

Og skæbnen har bragt mig kvinder, der bragte mig sammen med flere kvinder. Min første samleverskes 4 børn – piger. Mine børns mor, der fødte mine to børn, – piger, der nu er blevet kvinder. Og ikke mindst min kones barn, min ”bonusdatter” – i dag en voksen kvinde.

Jeg er vild med kvinder. I alle kønnets udgaver – og i alle deres aldre.

Det er bare en kendsgerning, der ikke kan laves om på, selv når de sniger sig ind på mit køns ”enemærker”.

 

Continue reading…

Om at leve med det ubærlige

Der ER møder i taxaen, som jeg holder igen med ikke kommer til at fylde alt for meget i mine daglige mikro-essays-

En af disse arkefortællinger møder jeg nærmest hver eneste dag: Beretningerne fra de mennesker, som er alvorligt syge – men stadig glade og i hvert fald levende og fungerende mennesker.

Hvorfor min tilbageholdenhed?

For det første ejer jeg, trods mit nysgerrige sindelag, dog en form for blufærdighed. Herunder en nervøsitet for, at møder så korte som mine i min taxa i realiteten kun er lynglimt fra livet og derfor får mine reaktioner til at stå klarere end selve indholdet.

For det andet har livet med og i medierne givet mig en total genre-mæthed på dette felt: Tidens bløde tragedie-journalistik – hvordan-føler-du-det-lige-nu  klicheerne, som især har bredt sig ind i alle bløde aktualitetsprogrammer om morgenen og tidligt på aftenen: Jeg skal dø, men jeg kæmper glad. Jeg har mistet alt, men jeg stod det igennem. Jeg har et handicappet barn men se hvor glad, jeg er!

Det er oftest sandfærdige beretninger.  Men det er bare for meget

 

Ja, det er for meget igen og igen – men det ER altså bidder af virkeligheden – lunser af den.

 

Jeg er ligesom dem – og de er ligesom mig. De er mennesker, som i krisestunder må holde fast i bare det mindste lys i mørket for ikke at bryde sammen, – eller miste den kampkraft, der reelt holder dem oppe. Selvfølgelig kan ethvert menneske – uden at bedrage – fortælle taxamanden, at livet er skide godt – og samtidigt være lige ved at briste indeni. Beretningerne handler i virkeligheden ikke så meget om at være lykkelig på trods.

Man er derimod både syg og angst og knækket – og levende.

Continue reading…

Er der nog’n, der skal “klaskes…..”

Der skete noget radikalt med min attitude til nattelivet i hovedstaden, da jeg startede som ”dagmand”

Jeg mærker det tydeligere hver fredag morgen, når jeg kører direkte ind i downtown, København. For det med at være ”dagmand” er mig jo et noget relativt begreb. Jeg har valgt, at min vagt starter kort efter kl. 3,00 – og ja, der er derfor en smule natarbejde for dagmanden. Men fredag morgen stiler jeg altså mod ”Lillefredag”’s hjemkørsel af hele og halve branderter, – som det vil være de opmærksomme læsere bekendt. Jeg har nu et par mandage besluttet mig for, at det snart skulle være slut med de der drukhistorier. Men undskyld mig.

De tidlige morgener gør stadig indtryk på mig.

Continue reading…

Arbejdet er Gud

Der er både noget uendeligt lokalt og noget globalt over taxafolkets liv.

På den ene side handler det om at finde den korteste vej mellem to adresser i lokalområdet. Og den intensive lokalkendskab, kan du bare ikke læse dig til. Selv beundrer jeg dybt de RIGTIGT gamle chauffører fra dengang selskaberne hørte hjemme i små lokalområder. De kan aldrig, ALDRIG udkonkurreres af moderne GPS. De orienterer sig som brevduer – hurtigt og præcist og de får os andre ti at optræde som geografiske analfabeter.

Men v i lever i hvert fald i storbyens taxaliv en slags international tilværelse som kolleger og  via udenlandske kunder til og fra og fra og til firmaer og lufthavnsterminaler. For mig hører det til sjældenhederne IKKE at tale udenlandsk i løbet af en arbejdsdag. Og er man tilstrækkelig nysgerrig –  OG DET ER TAXAMANDEN – er det daglige arbejde også en tour de force i og mellem sprog og kulturer.

Continue reading…

Turen uden lalleglæde

Af og til bliver jeg flov over min egen lalleglæde…

Det er på en  måde blevet stærkere efter at jeg er trådt ind i taxalivet, hvor jeg ofte rammer lige ind i den virkelige livssmerte

Den gode side af glæden er selvfølgelig, at den spreder sig. Sådan en psykologisk resevetank, når man møder mennesker og kunder, der trænger til  lys for enden af tunnelen. Eller når taxamanden selv er  kørt træt i konkret og bred betydning.

Den der evne til at føle glæde og  selvopholdelse skal ikke forveksles med godhed eller særlig human hensigt.

Selv betragter jeg det som en gave, der unægtelig gør hverdagen lettere

Men den medalje for god og munter livstjeneste har selvfølgelig også en bagside af virkelig sorg og smerte, der ikke kan smiles bort.

Continue reading…

Landmandsliv 2014

Vi hænger sammen på alle mulige måder som mennesker. Som familier. Som venner. Som faglighed og arbejde. Som politisk enige. Som foreningsmennesker – ikke mindst i Danmark.

Og så der, hvorfra vores verden går .

 

Jeg samler den unge kvinde op ved hovedbanen. Hun har småtravlt her på morgenen med sin smukke, lidt nervøse, skotske hyrdehund i snor. Som nævnt i andre sammenhænge kan der være kaos på denne taxaplads i myldretiden. Lige nu er der rod, fordi ikke alle – renlighed, allergi, af religiøse grunde – kører med hunde. “Hundevogn” er en status, som man melder sig til, og da jeg ikke alene er glad for hunde men faktisk savner  voldsomt at eje en, benytter jeg lejligheden til at stikke “hundesnuden” frem – og får turen.

 

Continue reading…