Oldtreprenører – det er os….

Det er den smukkeste morgen.

Solen er endnu bag horisonten men formår alligevel at farve de lette skyer overvejende røde – også blå i kanten. Givetvis en meteorologisk fænomen men lige nu er jeg bare blød som bruden i min barndoms ”Sommer i Tyrol”:

– Det er alt sammen ligegyldigt.

Eller de unges slangudtryk, som jeg har grinet  så meget af i og udenfor taxaen, – og nu er begyndt at lære, og så er det måske allerede på vej ud:

– Det’ da lige meget!

Continue reading…

Drama i natten

Det er flere år siden, jeg har været så rasende.

For det første handler det om vreden over disrespekten for mit arbejde – for mig og mine kolleger. Dernæst det reelle tyveri fra mennesker, som oppebærer samfundets laveste timelønninger. – Og så vreden over en af de fedeste fordommes – rigtighed: den dårlige opførsel fra borgerskabets forkælede afkom.

Raseriet ER ved at være overstået. Men tag en tur med mig tilbage til tidlig, fredag morgen for at forstå, hvorfor det opstod.

Tæt på værtshusene i det indre København, fredag morgen kl. godt-4. Det er tidligt og begyndelsen af min dagvagt.

Continue reading…

En ægte kærligheds-kamp

Jeg har lyst til at slutte ugen med en rigtig kærlighedshistorie.

Ikke en af Barbara Cartlands, hvor helten og heltinden har fået hinanden og fader ud i den nedgående aftensol. Eller en af ”reality”-slagsen, hvor de boller med hinanden under et lagen, mens kameraerne snurrer og drømmer om, hvilken kendisreception , de skal til i morgen.

Men en ægte, hverdags- kærlighedshistorie, hvor kærligheden bruger skalaen fra det uforklarlige og fascinerende til det opbyggede fællesskab i de forenede kampe, man tager for at få det hele til at hænge sammen – i virkeligheden.

 

Kærlighed? – Umiddelbart ser det ikke sådan ud eller lyder sådan, da jeg samler ægteparret op foran det lokale tandlægehus. Han er stærkt bevægelseshandicappet – og hun er skide irriteret på ham. Lige i øjeblikket:

– Løft nu for pokker de ben, siger hun og skubber ham – bare en smule – ind på bagsædet, efter at han har overladt sin rollator til taxamanden og sådan er klar til at tage en lille sludder med mig man-to-man i døråbningen til Merceren.

– Du må snakke videre inde i bilen.

Continue reading…

Hestepigen og travlheden

Det er en irriterende uvane jeg har, som jeg deler med mange mennesker. Jeg har travlt  – og jeg taler for ofte om det. Op kl. 2, i bad, lave madpakke, køre på arbejde, bytte bil med Morten ”M”, natmanden, tjene penge morgen og dag, skrive, køre hjem… – Og huskede jeg at ringe til ungerne og kysse konen, mens vi tangerer hinanden ved aftensmaden?

Jeg har travlt!

Jeg er oven i købet så hyklerisk, at  jeg på en gang selv lader den bemærkning falde – og samtidigt irriteres vanvittigt, når den falder fra andres læber. Jeg har travlt: Jeg gribes af lysten til at råbe – og under tiden slipper det ud af min mund: Hvad fanden kommer det mig ved!  Så det kom som manna fra himlen, da jeg i det forgangne Kirkegaard-år læste citater fra den store Søren:

”Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt….”.

Continue reading…

Min kollega Bo – King of the road…

Jomfru Ane Gade i Ålborg. Klinger af DRAMA. Læs lige en sand beretning om en af dagens taxi-helte under fanen “ANDRE TAXAMÆND”.

Og se så lige her, hvad Bo beskæftiger sig med i sin kreative fritid…..

 

Kogekonen tæt på katastrofen

Ejendomsvurderingerne på husene langs min vej stiger, mens jeg nærmer mig min næste kunde på en af ikke bare Storkøbenhavns men landets dyreste adresser. Jeg kører fysisk set temmeligt vandret, men jeg kører opad den sociale rangstige. Det starter med almindelige, pæne parcelhuse. Så glider vi over i en mere individuel byggestil, Og næsten fremme ligner det mere domiciler. Her begynder de tykkere hegn og mure – og ikke mindst de elektrisk kæmpe-låger at gøre sig gældende. Dørtelefoner allerede ved hegnet- og med video, for Guds skyld.

Taxamanden kører også med landets øverste klasser. Og så er jeg fremme ved noget, der kunne ligne en slags ringmur. Det store hus ligger lidt dybt i baggrunden, men der er ingen, der svarer, når jeg ringer på. Alt er helt stille sådan en formiddag i landets bedste kvarter. Jeg hæver mig på spidserne af mine Ecco-sko, som hører med til taxamandens sorte uniform. Heller intet svar, da jeg prøver mobiltelefonen-

Continue reading…

Hårfarven og kærligheds-hævnen

Tidspunktet og stedet tyder på et af de rare gamle mennesker, som i høj grad er blevet en del af min dagligdag. Især mine formiddage.

Min næste køreordre går til svømmehallen. Det må være en bedstemor eller -far efter den ugentlige motionstur.

Jeg plejer at sige, at taxafolk trænes i at blive verdens bedste amatør-sociologer. Vi gætter på, hvad der sker lige om lidt på baggrund af erfaringerne fra i går. Og erfaringerne fra i går er akkumulerede fra dagene, ugerne, månederne og årerne, der gik forud . Så den er som sagt hjemme:

Så her er som sagt det ret sikre bud: Jeg skal hente en ældre frue, som har været til motionssvømning.

Der tager jeg så fejl.

Continue reading…

Den ufaglærte – proletaren lever

Jeg troede det var den højere mening med velfærdssamfundet, at vi skulle afskaffe klassesamfundet. Jeg er gammel nok til at have hørt Danmark benævnt som et landbrugsland. Selv om det mest var en kendsgerning på mine bedstemødrene sider. Selv blev jeg født ind i det erklærede industrisamfund. Kendetegnende for 1900-tallet med en eksplosiv udvikling af materielle goder , fabrikkerne som det stærkeste symbol – men også århundredet med nogle af historiens mest omfattende krige og ødelæggelser.

Og så det postmoderne samfund, vidensamfundet, fritidssamfundet – og drømmen om afskaffelsen af mennesket som arbejdets slave. I hvert fald i vores højtudviklede kulturkreds. Slut med proletaren. I hvert fald i velfærds-Danmark

Bom, bom, bom….

Continue reading…