På sviptur mellem sandhed og fordomme

Der var engang, hvor vi kunne tale frit om om folkeslagenes forskellige kulturer og deres fremtræden. Det var opdagelsesrejsernes tid.

Men den frihed var egentlig ganske kort. Imperialismens selvforslugne uvidenhed og fascismens syge racisme var ved at blive fortrængt af det åbne sind. Det kostede de værste krige i menneskets historie.Men så kom 60’ernes og 70’ernes hang til frihed båret af umættelig nysgerrighed. På den tid rejste jeg selv meget på Balkan – i det tidligere Jugoslavien .  I Grænkenland og Tyrkiet. Ordet smeltedigel var allerede meget gammelt, men det blev ikke brugt. Det handlede om oplevelse og mangfoldighed. På det ene hjørne stod en ortodoks i sin sorte kutte. På det andet en gammel, langskægget mand, der vist nok var muslim og nogle gabge daglig knælede på et bedetæppe med  hovedet mod syd.

Og herhjemme i Danmark var jeg inviteret til kulturfestival i en idrætshal et eller andet sted på sjælland, hvor vi spiste, spillede og dansede os gennem “fremmedarbejdernes” mangfoldighed. Men så – ja, så blev det krise efter krise og hverdag og fremmedarbejdere blev til indvandrere og de blev til mennesker “af anden etnisk herkomst”. Og så blev det på en eller anden måde -i de kredse, hvor jeg kommer – politisk ukorrekt at tale om pakistanere, arabere, serbere, for NU handlede det om ligedtillingen og forskellighed har jo altid en indbygget konflikt.Hvad gør man så, når man elsker friheden til at ytre sig?

Selv har jeg valgt at tale helt frit om tyskerne. Om prøjsiskhed, orden og disciplin. Det synes jeg bedre man kan tillade sig, når man selv er “kvarttysker” og har oplevet den kulturs forsider og bagside- i øst og vest – efter krigen.Men efter demokratiseringen af hele Tyskland og et Europa, der ville være ilde stedt uden “jernkanslerinde” Mergel, er det vel nærmedt blevet politisk korrekt at bakke op om det land.Så hvad gør man nu?Ja, man kan jo give ordet til de andre – de “fremmede” og lade dem tale frit.

Continue reading…

Kærlighed fra Thorshavn til Bangkok

Der er virkelig sprogmusik i kabinen den her sene morgen.

Hun er tydeligvis asiat – og ganske rigtigt – hun kommer oprindelig fra Thailand, forstår jeg senere. Hun sidder smilende på bagsædet efter at et solidt antal kufferter er pakket i bagagerummet. Indimellem kommer der korte og præcise bemærkninger på et engelsk, der lyder ganske særligt i en thai-mund. Korrekt engelsk – men i sin helt egen, musikalske stilart.

Og så er der manden, der taler et lidt højtideligt dansk i den nordatlantiske farve. Han er fra Færøerne. Jeg ved ikke, om det er læringstraditionen på Færøerne eller det bare er blandingen mellem  med det danske og det i virkeligheden ”oldnordiske”, der skaber den der lidt højtidelige stemning af lidt tavse mænd og store bølger der slår ind på Klipperne.

Og så er der undertegnede ringhed, der jo ikke i sit danske kan skjule sin krøllebølske baggrund. Jeg har ikke boet på klippeøen i mere end 40 år, jeg taler ”tyndt”, fordi jeg blot er halvblods. Min far er Fynbo. Men jeg kan desuagtet ikke skjule, at jeg er granitperker, hvilket sprog-øvede indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande ikke undgår at lægge mærke til.

Continue reading…

Arbejdslivet i højeste stress-gear

Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Continue reading…

Den gamle far’s unge datter

 

“lille fredag” – oven i købet tæt på lønningsdag og medfølgende solid-druk. Starter arbejdsdagen med et solidt dementi til mine negative forventninger.

Trods det ukristelige tidspunkt. Trods lysten til at få det her overstået, så jeg kan komme til at holde weekend. Trods den sædvanlige lugt af alkohol, da de første kunder sætter sig ind i taxaen, så ønsker jeg jer alligevel, kære læsere, en af taxalivets særlige sider: At sidde her lidt slidt og bare en lille smule negativ overfor de forventede kunder: Endnu en flok stenede unge, der burde ligge derhjemme inden ugens sidste skoledag og så gennem udskejelserne til den RIGTIGE weekend. Og det allerværste: De unge mænds fortvivlede forsøg på at agere de store forførere i de sidste sekunder af natten.

Jeg under jer taxamandens overraskelser. Når verden alligevel er lidt smukkere end ens fordomme. De store udgaver – af de helt små øjeblikke.

Continue reading…

TAXA-livet: hvad gør man når det er farligt….

Gitte og Michael fra Fanø – mine FB-venner og følgere – spørger:

Hej Jesper.

 

Alt er jo som bekendt ikke fryd og gammen altid.

Mit spørgsmål lyder derfor:

Hvad stiller en taxachauffør op, hvis en kunde pludselig flipper ud midt under kørslen. Altså bliver højrystet og i værste fald aggressiv. Jeg mener, man skal da være gjort af et særligt stof, for ikke at blive bange og personligt ville jeg/vi nok ikke være den bedste chauffør i sådan en situation.

Hilsen fra

Gitte Møller.

Her er mit videosvar

 

 

Den døde tyrker

– Iyi günler.

 

Han kigger på mig med smilende sorte øjne, der ellers har været mørke – og angste i de sidste år.

 

– Iyi günler, hilser han tilbage.

 

Og jeg behøver ikke spørge til hans nationalitet. Jeg havde allerede lidt frimodigt gættet på den. Gættet rigtigt. Han er en af disse efterkommere af de lidt lavstammede bønder fra den anatolske slette. Et kraftigt næseparti, med ”måne”,. Som det tilkommer en mand midt i livet – og med et ordentligt overskæg som en mellemstor busk lidt midt i det karakterfaste ansigt.

Han er en stolt mand.

Måske et lidt billigt med det der tyrkiske ”god dag”. Jeg kunne også have sagt ”iyi aksamlar”. Og så havde jeg brugt nærmest HELE mit tyrkiske ordforråd.

Continue reading…

Taxamandens ydmygelser

En taxamand kan – uagtet opgaven som serviceudbyder –  være utrolig smålig. Som en kassemand i en dicountbutik – en af dem, der hader deres job, får en så ringe betaling, at det nærmest er en del af konceptet at være distanceret til kunden.

Eller som en dårlig tjener på en billig bodega, hvor det er fedteri at være høflig,

Jeg var meget tæt på denne karakteristik i nat. Men lad mig afsløre med det samme: jeg blev kureret – med en nærmest omklamrende venlighed fra kundens side.

Hun evnede at ta’ den sure med det søde!

Jeg sidder endnu og rødmer i den sølvgrå Mercer med det grønne logo. Flove røde kinder, der lykkeligvis ikke er selvlysende i mørket inden solen er stået op.

Continue reading…

På tur med højre og venstre hjernehalvdel

Det bliver lidt nørdet i dag. Det kan jeg lige så godt advare om.

Vi starter ude i verden. Så tager vi en kort rejse over et af mine venskaber fra min tidlige ungdom – og så slutter vi med et kort taxa-møde med en af mine kunder, der både er skabt af noget Ying og noget Yang.

Det handler om venstre og højre hjernehalvdel.

Om den teoretiske begavelse og  kunsten og om ikke at kunne slippe nogle af delene.

Er det for langt ude for dig, mødes vi bare igen i morgen, ok?

Continue reading…

Manden med den rullende iltflaske

Mit arbejde som taxachauffør er og bliver et studie i menneskets selvopholdelse og kærligheden til livet. Jeg troede, da jeg startede i branchen for 20 måneder siden, at jeg skulle på chartertur i fordoms-Danmark. Jeg ville møde de drikfældige, de arrogante, de overfladiske, de flæbende, – de  der er hamrende ligeglade med, hvad det er for en idiot, der sidder ved rattet i Merceren. Det har jeg selvfølgelig, ligesom ”manden på gaden” spadserer i uendeligt mange gangarter. Men det er ikke karikaturerne, der fylder mest.

Kendsgerningen er snarere, at min kærlighed til menneske-racen i alle dets afskygninger generelt er øget.

Folk er sgu go’e nok!

Continue reading…