Inderst inde er jeg en smule bevæget. Lidt følsom ligesom menneskene på de gamle sort-hvide billeder af skibet, der skal sejle om lidt. Så rækker han den buttede, mørke drengenæve frem mod mig, smiler og viser mig de hvideste tænder og de sorteste øjne i Herlev.

Sådan har vi sluttet den jævnlige taxitur igennem det sidste halve år. Men i dag er det sidste gang – og en slags eksamen. Vi giver hinanden hånden, – og så trykker han til, – som min far, majoren, lærte mig at rigtige mænd trykker på næven. Ikke som at stikke hånden ned i budding. Men et fast tryk som grebet om et sværd, der er klar til brug.

Og så siger jeg farvel til 12-årige ”J”, som er et særligt barn. Ikke alene på grund af hans rødder i Østafrika, men fordi han er elev i en skole for børn med særlige udfordringer – ofte med diagnoser.

  Continue reading…

– De eneste fester vi går til for tiden er begravelser.

Jeg har tænkt en del på min afdøde mors nøgterne forhold til livets slutning.

Hun var sygeplejerske og i mange år plejehjemsforstander. Skæbnen placerede hende som et beskedent gemyt i familien med en meget, meget, MEGET ekstrovert mand, min far, og ditto børn – min søster og jeg. Det må have været hårdt for hende at leve i den larm af mand og børns udadvendthed.

Men hendes personlighed havde også et andet træk end stilfærdighed.

Hun nægtede at gå til gudstjeneste hos den missionske præst, der bag hendes ryg havde udspurgt min far om hendes holdning til fosterfordrivelse – abort. Den emsige præst var bare udstødt af hendes kirkelige repertoireplan.

Continue reading…

Det går meget godt for Taxamanden og hans kolleger her i ”taxi-højtiden” fra det virkelige forår og indtil den mest døde periode for taxier i hovedstaden sætter ind – sommeren. Så når jeg har nået nattens mål i ”indkørsel” slapper kroppen helt af igen. Mine øjne behøver ikke scanne fortove og gadekryds for de vinkende nattegængene. Natten er slut

Han er meget mørk – usynlig i den sorte nat. Han banker på ruden mens jeg holder for rødt. ”Om jeg ikke lige vil køre ham til den anden ende af byen”.

– Jo selvfølgelig, lyver jeg.

Jeg er træt, men mere vil have mere.

Continue reading…

Det smukkeste i mit firehjulede arbejdsliv?

Det er ret fedt at kigge ind i et par brune, indiske øjne på en kvinde, som smiler til mig i bakspejlet, fra bagsædet, mens vi taler om tilværelsens hårde og kærlige tildragelser på tværs af kontinenter og kulturer.

Eller tjeneren fra Café Victor natten til lørdag. Hun er smadret efter 10 timers arbejde og den gamle sølvræv og den unge kvinde deler skæbne. Vi er Pal’s trods alderens filippinergrav og samler på historier om de åndssvageste kunder.

Eller Jajin, på 11, min nye, unge ven og kunde. Han kommer fra Sierra Leone og er sort som junglen ved midnat – og fra Herlev og spiller Fought Night, – og jeg kender hverken Afrika, Herlev eller Fought Night. Men Jeg elsker ham og de andre børn, som går på skoler for de særlige børn. Take Five. Vi er venner. Det er et smukt job, jeg har.

Men det smukkeste er at køre med jordemødre.

Continue reading…

Ganske ung – midt i tyverne – og en af de mennesker, der er begavet med en uundgåelig karisma. Måske allerede fra barnsben.

Lad være at hun er smuk og lys som vi gerne vil forestille os den skandinaviske, unge, blonde kvinde, som både er trukket ud af sensommernatten og den danske sangskat. Hun oser også af empati og livsglæde, lige nu, fredag morgen, hvor vogn 2282 mestendels lugter af sprut og natten udskejelser. Og så lige den smøg, der skal indhaleres, som var det en dele-joint, inden man kan kaste sig ind på bagsædet af taxien.

Sådan er den unge kvinde ikke.

Hun er den første på min vagt. Jeg har først luftet vognen igennem med åbne vinduer mod sommernatten. Inden jeg kørte ind i minefeltet, tog jeg selv et pift af min altid medbragte rejseledsager, ”Bleu de Chanel”. Parfumen for mænd, der tager frihedskampen for erotisk udødelighed. Om jeg er forfængelig? Ja, det ved da den gode Gud, jeg er, jeg er. Jeg har efterhånden vænnet mig til konsekvenserne af, at min fødsel fandt sted i halvtredserne, at sige ”senior” om mig selv og høre mig omtalt som en person, der lever i mit livs efterår.

Men jeg vil fandeme ikke lugte af gammel mand.

Aldrig!

Continue reading…