Taxamandens klumme i Ekstrabladets weekendtillæg, EKSTRA, den 15. marts.

 

 

Mest af alt ligner han en Viking. Sådan en kæmpe på et stykke over de 2 meter, som man bestemt ikke ønsker at møde i en kamp på de bare næver. Det er jeg HELT sikker på. – Og så har jeg sjældent mødt et menneske, som viser sig at være så rar og rund trods denne kamp-egnede krop. Langt mere Baloo fra Junglebogen end en maneater fra vildmarken.

Dybest set er denne selv-hvilende krop og sjæl – selv et offer for vold.

Men det er allerede lang tid siden i dette ret unge menneskeliv.

Min kunde i lufthavnen er bedøvende træt efter en meget lang rejse fra ”de varme Lande”. Han er instruktør på en af disse oplevelses-rejser, hvor man ikke bare ligger i en solseng og høvler drinks i sig, tager en lille ”morfar, for at gøre sig klar til aftenens gastronomiske oplevelser.

Han er med på de rejser, hvor turisterne både vil prøve det vilde – og så alligevel have lidt af den skandinaviske tryghed med hjemmefra. Så tog han lige en uges ferie selv, inden sæsonen starter på hans primære arbejde herhjemme.

Som barn var han ramt af Jehovas Vidners lov. Løftet om, at et helt konkret, lille antal ville komme i himlen på dommedag – de mest rendyrkede følgere af Gud, Jehovas lov. Ingen jul eller fødselsdage. Ikke alt for høje fordringer i uddannelse. Ingen spiritus. Ingen tobak. Bare Guds ord og den blinde tilbedelse.

Religiøsitet eller ej – faren var psykopat

Men Guds forlængede hånd var nok det sværeste at leve med – i form af de øretæver, som hans far delte ud til sine omgivelser – sin kone og sine 6 børn. Faren tævede og slog. En storebror så hårdt at han fik hjernerystelse. Trods Jehovas gyldne, frelsende lys over familien udsatte familieoverhovedet i sin regeringstid kone og børn for et sandt mareridt af trusler og vold. Religiøsitet eller ej – faren var psykopat. Samtidigt viste Jehovas Vidner den sin alvorligste skyggeside, sådan som den mange gange er gengivet af de frafaldne: De ældste – ”ypperstepræsterne” i denne kristne sekt – kom jævnligt på besøg. Formentlig velvidende, at der var et eller anden galt. Men vidnerne slår ring op hinanden og antager at anger og tilgivelse er bedst internt blandt de frelste. Så græder vi. Så siger vi undskyld – og så vender vi tilbage til virkeligheden.

Og lige om lidt begynder volden igen.

Og igen.

Og igen.

 

Forældrene i dette skjult, dysfunktionelle hjem blev skilt. Men vikingen ved siden af mig på forsædet vidste allerede fra barns ben, at en dag ville han ud i friheden. Som 17-årig tog han beslutningen om, at forlade Jehovas Vidner. Han tog en faglig uddannelse og senere bestod han eksamen som ingeniør. Han siger det ikke selv, men bag den ydmyge selvfremstilling (- altså bort set fra den store, veltrimmede krop) gemmer der sig et ret begavet menneske, der er født til en karriere

Men størst af alt er – friheden! Og nu arbejder han med lys i en verden af kunst og underholdning. Og er glad og forelsket i sin kærester, som han skal kysse – lige om lidt.

 

Men han har da også kæmpet for at nå hertil. Og betalt prisen. Da det stod klart for hans familie og de skriftkloge ”ældste”, at han forlod Jehovas bevidst og for stedse – smækkede himlens port, inden han nåede med indenfor.  LUKKET med den store, altfavnende – tavshed.

Men den allerstørste smerte er nok mit manglende forhold til min brors børn

Han var frafalden og alle familiemedlemmer kappede forbindelsen. Ingen – næsten ingen kontakt. Moren forsøger en gang om året at trygle ham om at komme tilbage. Og broren?

 

– Jeg taler af og til med min bror. Vi har jo alle tider haft den bedste kontakt, som de to eneste brødre i en stor søskendeflok kan have det. Jeg holder stadig af ham – og jeg tror, det er gensidigt. Men den allerstørste smerte er nok mit manglende forhold til min brors børn. Der gør savnet inden i mig stadig ondt. Jeg har mødt den nogle gange og er helt vilde med dem. Og de er glade for den ”sjældne” onkel.

 

Og faren, – ham med de voldelige øretæver, direkte fra Gud via hans højre hånd?

 

– Jeg så ham til en begravelse engang, og det var ikke godt. Tænkte kun på et, da jeg så hans bedende blik. At slå igen. – Pay back time. Det går jo ikke.

 

Den store krop er pludselig lidt nervøst, spændt. I det samme slapper han dog af igen og slår fast uden bare en brøkdel af tvivl:

 

– Jeg vender aldrig tilbage. – Aldrig!

 

 

God dag, Danmark

– særligt til den flade hånds ofre.